Et par blodige uger senere…

Mens krigen i Marawi City fortsætter og den sydlige del af landet i undtagelsestilstand, er Filippinernes galskab galoperende. Set udefra er det svært at forstå, hvordan en angiveligt lille gruppe oprørere har kunne modstå det filippinske militær, amerikanske elitestyrker og daglige flybombninger. ISIS-rebeller, krigere fra Indonesien og Malaysia, gamle maoistiske oprørsgrupper. I Manila kører rygterne … Læs mere

At lave en historie på bagkant

Vi har nu været hjemme i København i et par uger og er så småt gået i gang med redigeringen af vores projekt. Wow en opgave. Inden vi fortæller om vores postproduktion, så er der sket en del godt siden sidst vi skrev. Om end det ikke gik så godt med vores første kontaktperson, fik … Læs mere

Fra køkkenbord til klippebord

Der er sket en del siden sidst, og andet ville da også være bemærkelsesværdigt, nu da det er mere end en måned siden, vi forlod Egypten. Arbejdsbordet er blevet nedskaleret betragteligt fra Cairos urbane geografi til et halvanden kvadratmeters skrivebord og en gammel ekstern monitor. Projektet har med andre ord bevæget sig ind i en … Læs mere

Pas på! Vi har intet at miste

#1

Okay. Hey bloggen.

Vi følte egentlig, at vi havde turen ret godt planlagt, da vi tog afsted fra Københavns Lufthavn for godt 10 dage siden. Aftaler tager man dog lidt let på hernede, hvilket vi var forberedt på, men lidt skuffede blev vi dog alligevel, da vores ene kontaktperson i surfbyen Taghazout helt stoppede med at svare os efter, at vi havde aftalt at begynde at filme den følgende dag. Vi opgav håbet og satsede på en anden kontakt i Essaouira. Den summende kystby tog os med storm, også bogstavelig talt.

 

Vi tog chancen og ringede desperat op til vores kontaktperson, som ikke snakker engelsk overhovedet. Laura kører den hjem med bedste skolefransk, og vi aftaler at mødes kl. 18. Vi forvilder os ud et pænt religiøst område et godt stykke fra Medinaen, hvor vi bor. Mødestedet er dog slet ikke til at finde, så vi ringer op et par gange, men dog uden svar. Vi finder børnehjemmet næste dag ved hjælp fra en taxa chauffør. En sød engelsktalende udveksling studerende modtager os og forklarer lederen af børnehjemmet at vi vil lave et film projekt om deres børn. Det store problem er dog, at børnene ikke skal kunne genkendes. De skal beskytte børnene, deres identitet og fortid, hvilket vi har fuld forståelse for. Vi researcher videre efter andre børneinstitutioner.

 

Vi holder en pause fra diverse nedture og mødes med Hanne, der er grunden til at vi er havnet i Essaouira. Hun viser os de mange smalle skjulte stræder og hvordan man begår sig.

 

Vores desperation vokser, det bliver varmere og varmere, samtidig med at diverse sjove bakterier fjoller rundt i vores maver. Der er dog ikke noget en lille omgang imodium plus ikke kan klare med en god blanding gå-på-mod. Vi beslutter os for at møde op på en børneinstitution vi har fået kontakt med. De er venlige og imødekommende og forstår hurtigt at vi vil hjælpe dem. De ringer lederen af institutionen op og vi snakker længe med hende. Kort sagt; vi var enige om, at vi var perfekte for hinanden.

Nu får den hele armen. Vi krydser alt hvad vi har.

XX

Andreas Ascanius Lundmark Jakobsen på kamera i solopgang

 

Paradise Valley

 

Udsigt over Taghazout, hvor vi tilbragte få dage.

En duft af bordel

Vi har de seneste dage arbejdet med den udfordring, som vi (og måske også andre i verdensbilledlegatet) møder: historien… Pludselig står vi med en masse materiale – men, hvordan portrætterer vi bedst det, som Fany fortæller os? Det er virkelig en udfordring, og bedst som vi tror, at det hele kører, så sker der noget … Læs mere