The whitest girls in the village/vi kommer ikke uden hemmelige våben

I forgårs var vi ude hos Kreung-folket første gang. En halv times motorcykel kørsel på røde jordveje, med maver der var i oprør over hvordan de ville tage imod os. Da vi ankom til landsbyen, var den fuldstændig tom. En spøgelsesby kun med høns, hunde og grise der løb rundt mellem husene. Alle i byen var ude ved deres farme, for det er risplantningstid her i regntiden. Men village chiefen var hjemme, og det var ham vi skulle have fat i. Hvis han sagde nej til vores projekt var der ikke noget at gøre. Så der sad vi, på en sivmåtte i village chiefens hus og præsenterede vores projekt på engelsk, så forventningsfuldt til mens det blev oversat til Kreung, ventede spændt mens village chiefen svarede og lyttede opmærksomt da svaret blev oversat tilbage på engelsk. En besværlig måde at kommunikere på, men vi havde fået godkendelse til at filme i landsbyen. Vi snakkede lidt om traditionen med hytterne til de unge, og bagefter gav han os en lille rundvisning og viste os de hytter der er i brug for tiden. Vi aftalte at vi kunne komme og vælge en familie (slash caste) dagen efter.

Hvis man skal nå Kreungerne inden marken, skal man være tidligt oppe. Næste dag kl. 5.45 var vi ude af døren. Da vi ankom var der town meeting, og alle sad udenfor. Der blev kigget en del, da vi blege mennesker kom anstigende på motorcykel. Da mødet var færdigt, var det vores tur til at præsentere projektet og finde en familie. Og det vigtigste i verden var i det øjeblik at finde den rigtige familie. Heldigvis viser det sig at den smukkeste mor i byen havde en datter der havde en ”kærlighedshytte” og efter lidt drillerier fra de andre i landsbyen (som vi ikke aner hvad betød, men de grinede vist af os) gik hun med til at vi kunne komme med ud i marken med hendes familie. Vores plan var at tilbringe dagen med familien i marken, så vi kunne lære hinanden lidt at kende, vi kunne høre deres historier og de kunne blive lidt mere afslappede omkring os. En hel dag (og nat) uden kameraer, kun research og bonding.

Vi kører på motorcykel ud til familiens farm, som viser sig at ligge på en bakketop med markerne spredt ud over skråningen ned til dalen. Et grønt og frodigt sted, med et lille hus til opbevaring af rishøsten og afslapning i de hede formiddagstimer. Meget spændte på hvordan det vil gå, træder vi indenfor i hytten. I er en gryde i kog over åben ild, under loftet hænger en gigantisk hems til risene og i siderne er der plateauer til afslapning. Der er masser af mennesker i det lille træhus. Udover moren vi fulgte efter på motorcykl er der faren, syv børn, et barnebarn, og morens forældre. Vi er glade. De er fantastiske. Og der er mange gode historier.

Vi er der hele dagen. Dagligdagen i marken lader ikke til at være ubarmhjertigt hård, som vi havde forestillet os. Der er plads til pauser, afslapning, arbejdsfordeling og risvin. Vi var med ude og skylle ris, plukke ananas og luge i rismarken. Og ellers slappede vi bare af og snakkede med familien. Vi har indtryk af at de periodevis har meget travlt i marken og så er der tilgengæld tider hvor der er plads til mere fritid.

Om aftenen tog vi tilbage til landsbyen, hvor vi skulle overnatte. Efter mad på trankia, tog vi et tiltrængt bad. Bad i en Kreung-landsby forgår ved byens brønd. Her håber man at en venlig sjæl vil hente spande med vand op til en, mens man står iført sarong og bader sig ved at hælde vand og sæbe fra spanden over sig med en skål. Vi var ikke helt inde i denne slags baderutine og var til offentligt skue (og grin), især fra landsbyens børn, som vist også synes vi så ret mærkelige ud. De samme børn som tidligere havde råbt op til vores tolk at de ville se vores “white faces”. Selvom man alle andre steder i Cambodia bruger blegecreme for at se hvid ud, er det ikke særlig sejt at være hvid som fanden i Kreung-landsbyerne.

Vi skulle egentlig have overnattet i fælleshuset i midten af byen, men vi fik lov til at overnatte hos familien. Tre i hængekøjer fra loftet inde i huset (os to og vores tolk) og tre nedenunder huset (som står på pæle) (vores tre motorcykelkørere). Inden vi gik i seng viste vi billeder fra Danmark, hvilket var et stort hit. Vi havde ikke fået snakket så meget med pigen i løbet af dagen, fordi hun er 15 år og meget genert, i forhold til sin bramfri mor og bedstemor. Så vi havde tænkt at det ville være lettere at gemme til når aftenen faldt på og der blev lidt mere ro til at tage hende til side og snakke fortroligt. Pludselig fortalte tolken os, at pigen ikke ville være med. Ren panik skyllede ind over os samtidig med at angstens klamme sved piblede frem. Hun måtte for alt i verden ikke sige nej. Pernille gik med tolken ned i pigens hytte, for at snakke med hende, mens Marie snakkede med moren i huset. Men selv efter megen latter, hyggesnak og svar på alle vores spørgsmål, var svaret stadig nej. Ja til at vi kunne snakke igen, men nej til at filme. Klart og gentagent nej til vores film, ligegyldigt hvad. Der var ingen argumenter mod så stålsat et nej.

Vi gik i seng (hængekøje) med tunge hjerter. Hvordan kunne det ske, at vores hovedperson pludselig springer fra? Hvad så nu? Skulle vi til at finde en helt ny familie? Eller en helt ny pige? Og hvis denne pige ikke havde lyst, havde de andre piger så heller ikke? Var vi (undskyld ordvalget) helt fucked?

Efter en nat med bange anelser, voldsom monsunregn på bliktaget og kollektiv vækning kl. 5.30 ved fodring af grisene, havde vi dog indset at vi måtte kæmpe for det. Vi aftalte at tage tilbage til landsbyen og snakke med pigen igen, kl 15 samme dag. Vi måtte vise hende at der ikke var noget at være bange for ved at blive filmet.

Så kl. 15, var vi igen på motorcyklerne på vej ud til den landsby vi havde forladt for blot nogle timer siden. Men denne gang udrustet med charmeoffensiv, slagplan og skumle bagtanker. Vi havde købt ståltråd og opvaskemiddel og lavede sæbebobler med børnene. Det var det største hit i verden. Vores pige blødede også lidt op, og så gik anden del af planen i gang:  vi viste hende vores kamera og hvordan det virkede. Vi startede med at tage nogle billeder og lod hende filme sine småsøskende der blæste sæbebobler. Og da stemningen var høj, især over filmfremvisningen af dem selv på kameraet, og hun virkede tryg ved situationen og kameraet, spurgte vi om hun ville lade os filme hende mens hun svarede på vores spørgsmål. Missionen lykkedes: hun sagde ja. Helt ellevilde indeni, men glade og beherskede udenpå, hentede vi alt vores gear frem og begyndte at stille op til interview.

Men det skulle vise sig at den største udfordring, stadig lå og lurede. Vi vidste godt allerede fra dagen før, at vores tolk (en 18-årig Kreung-pige, som vi har valgt fordi vi vidste de unge piger ville være meget generte over at snakke om drenge, og  hun tilsyneladende er den eneste Kreung-pige der snakker engelsk) ikke var verdensmester i engelsk. Og heller ikke i at være tolk – når vi spurgte hende hvad der blev sagt, sagde hun tit blot ”de snakker om deres farm og høsten” i stedet for at genfortælle hvad der rent faktisk blev sagt. Så inde vi var taget afsted den dag, havde vi møde med hende hvor vi grundigt havde forklaret hende 5 regler for hvordan hun var nødt til at tolke for os, og udlevet dem gennem rollespil, så vi var 200% sikre på, at hun forstod hvad vi havde brug for at hun gjorde. Men det gik ikke helt så godt, da det kom til stykket. Der er stadig lang vej igen og vi tvivler på om vi kan bruge hende til den endelige oversættelse af filmmaterialet.

Vi fik gennemført interviewet, men er ikke helt sikre på hvordan svarene blev. Når pigen svarede noget meget kort, kunne tolken finde på at oversætte noget langt og omvendt. Men det vigtigste er, at vi fik vores interview! På vejen hjem var vi helt høje og kunne næsten ikke tro det rent faktisk var lykkedes.

Første interview er i kassen. Nu skal vi skrive manuskriptet så det passer til vores fantastiske Kreung-familie, vi glæder os allerede til mange flere motorcykelture ud af de røde jordveje.