Den sidste tid
Vores morgenmad, som består af, et æg, en mongolsk kage, en kop the, og som serveres på sengen
Så er det ved at være de sidste dage i Mongoliet, og vi stresser en del, fordi vi har meget vi gerne vil, og burde gøre.
Vi har de sidste dage, i flere timer i træk, siddet med vores tolk Battsetseg, og oversat vores materiale. Men vi har stadig en hel del tilbage. Så den tur vi skulle have været på i morgen med overnatning i en ger (mongolsk telt) i en landsby, har vi droppet. Øv! I stedet tager vi en lille dagstur op til Terelj, som er et kæmpe naturområde nord-øst for Ulaanbaatar.
Der håber vi lige at kunne få slappet af, få filmen lidt på afstand og få set noget af Mongoliets smukke natur, før vi vender tilbage for igen at oversætte mere om aftenen.
Gers
Emil går over en bro bestående af et gammelt bilskrog
Tilfældig mongolsk storesøster og lillesøster
I søndags havde vi en vild taxatur, med vores hovedperson Otgon, hendes søster Odko og vores tolk Battsetseg. Chaufføren var virkelig glad og underholderne, og smilede begejstret tilbage til os på bagsædet, hver gang en sten eller andet, stødte på undervognen. Vi var på vej ud, for at skyde vores sidste scene til filmen i fantastisk vejr med bagende sol, og regn fra en skyfri himmel.
I høj fart, på en helt knoldet slette, får vores chauffør pludselig øje på et dyr (vi ved ikke hvad det hedder – men et temmelig stort gnaverlignende dyr, der lever på den mongolske slette. En slags bjørne-marsvin+lidt kanin). Han peger på dyret, og råber noget på mongolsk, imens han sætter farten op, og kører direkte mod dyret, som lige akkurat når at undvige bilen. Vores tolk fortæller efterfølgende at han prøvede at slå dyret ihjel, så han kunne spise det til aften. Dette er bare én af vores dejlige mærkelige oplevelser med mongolerne. Stadig efter små 3 ugers ophold, kan vi blive overrasket over den mongolske kultur. Vi har blandt andet stået i et kæmpe storcenter der minder om Magasin, hvor strømmen pludselig går i hele centeret, imens alle bare står afventende i mørket som ingenting var hændt, og venter på strømmen kommer tilbage.
Desuden har vi nu fundet ud af hvorfor vi i hele vores ophold, ikke har haft varmt vand på vores hostel; hele vores bydel, har været ved at få ordnet vandrørene, og har derfor ikke varmt vand.
En forstadsby til Ulaanbaatar
Efter vi havde filmet vores sidste scene, tog vi hjem til Otgons familie for at sige farvel og tak for alting. De var endnu engang virkelig søde, og det virkede som om, at de og Otgon også havde synes at det var sjovt at være med i projektet. Hele den store familie var derhjemme for at se OL, det virkede bare så hyggeligt.
De kunne fortælle, at Otgon var blevet ringet op af skolen, som meddelte, at ferien var aflyst, fordi 21 af pigerne fra skolen, var blevet booket til at optræde i Kina – så nu skulle der selvfølgelig trænes på fuld hammer. Så kan man virkelig ærgre sig over, at vi ikke lige kan følge med dem og lave dén historie!
Otgon elsker neglelak, og Frigge var så heldig at få en pedicure med farver, hun udvalgte særligt til hende.
Det har været både hårdt og sjovt at få oversat vores materiale. Det er lidt hårdt at sidde indenfor, når solen skinner på bjergene lige udenfor vinduet. Men det er fantastisk endelig rigtig at forstå hvad pigerne snakker om, hvad læreren siger til dem, osv. Men der er desværre virkelig meget larm i optagelserne fra træningen, da der er mange der træner på samme tid, og det ikke var muligt at sætte microport på Otgon, når hun trænede. Dette betyder, at der er en del, vores tolk ikke helt kan forstå, og dermed oversætte – og det er pisse irriterende, når man kan se der forgår pige-hvisken i hjørnerne!
Emil skulle klippes, så det ville Frigge også. Emil endte med at få skævt Arnold Swarzenegger hår, og Frigge en blanding af en bjørn og en fra Dallas
Nu har vi to dage tilbage inden vi rejser, så der skal bare oversættes på fuld knald, så vi ikke er afhængige af at finde en i Danmark, der kan oversætte fra mongolsk – som i øvrigt er et sprog vi virkelig er blevet glade for at lytte til.