Så er vi hjemme fra et kaotisk og helt fantastisk eventyr i Liberia. Vi tilbragte sidste weekend i junglen med Mmonbeydo i det disktrikt, hvor hun stiller op til oktober. Vi vidste, det ville blive et af højdepunkterne på vores tur, så vi havde pakket taskerne i god tid, købt vand og mad og gjort vores bedste for at være klar. Dog måtte vi hurtigt indse, at det var umuligt at være forberedt på den rejse, vi skulle ud på. For ingenting går som planlagt i Liberia, og det er hektisk at følge Mmonbeydo, der aldrig fortæller om sine planer, og hvis hun gør, laves de alligevel om. Så vi løber efter hende og forsøger at forstå, hvad der sker omkring os.

Mmonbeydo på et hurtigt stop på vejen ud i junglen

Torsdag morgen inden vi skal afsted, fortæller Mmonbeydo, at hun lige skal aflevere nogle papirer hos sit parti, før vi kan påbegynde turen mod hendes distrikt. Hun siger, det ikke vil tage længe, men vi opfatter en snert af nervøsitet og griber hurtigt kameraet. Mmonbeydo er ikke meget for, at vi skal med ind, men med lidt overtalelse, får vi alligevel sat microporten på hende, og så kører det helt store show, igen. For selvfølgelig er det ikke hurtigt overstået, og Mmonbeydo har problemer med sin registrering som kandidat i District 5. Hun mangler flere dokumenter, og da deadlinen for registreringen er den følgende dag, ser det problematisk ud. De næste to timer bliver hun sendt frem og tilbage mellem forskellige kontorer. Hendes lille sorte håndtaske er proppet til randen med krøllede papirer, og hun hiver dem sukkende op i håbet om, at der er noget, hun kan bruge. Vi sender lidt nervøse blikke til hinanden, for hvis hun ikke får lov at stille op, har hun spildt 2,5 års kampagne og mange penge på ingenting. Men når man spørger ind til, hvordan hun har det, smiler hun stort og siger “I don’t worry, this is Liberia”, Og ganske rigtigt får hun med de rette mennesker (og formentlig en håndfuld penge) overbevist dem om, at hun kan aflevere de sidste dokumenter, når hun kommer tilbage fra weekendens kampagnetur i junglen.

Vi tilbragte i weekenden utroligt mange timer i bilen, der tog os ad de mudrede veje fra landsby til landsby

Da vi sidder i bilen griner hun og klapper os på armene. “If you two had not been there, this would have been way more troublesome”, og med det understreger hun noget, som vi kommer til at mærke på resten af turen. Vi har en langt større indflydelse på hendes kampagne, end vi havde forestillet os. For selvom vi forsøger ikke at blande os, er det at være hvid i Liberia ikke noget, der går ubemærket hen. At være venner med foreigners giver hende status i befolkningen, og generelt går tingene lidt lettere for Mmonbeydo, når vi står ved hendes side med et tændt kamera. “You do more for my campaign than a 1000 USD can do”, fortæller hun os med en alvorlig stemme. Vi har det ambivalent med udmeldingen. På den ene side er vi glade for, at vores tilstedeværelse betyder noget for hende, på den anden side er det uhyggeligt at mærke, hvor stor indflydelse vores hudfarve har.

Bilerne er ikke bare proppet med gaver, men også med Mmonbeydos mange hjælpere

Vi er klar til at køre ud i junglen, men først skal bilerne lige pakkes om, Mmonbeydos flok af hjælpere skal samles op, og der skal købes gaver til landsbyerne. Bilerne bliver fyldt op med fodbolde til de unge i landsbyerne, zinkplader, macheter og så skal Mmonbeydo veksle penge, så hun har små Liberty Dollars, hun kan dele ud i landsbyen. Solen står højt før vi kommer afsted. Vi kører i to SUVs og er 13 personer. I vores bil sidder vi fem, så resten er klemt sammen i den anden. Sam, hendes mand, er chaufføren i vores bil, for “bag enhver stærk kvinde, står en stærk mand”, som en præst fortæller, da han præsenterer Sam i en af landsbyerne. I Liberia er cirka 80 procent af befolkningen kristne, og efter deres tolkning af biblen, er kvinden under manden, og det betyder for Mmonbeydo, at hun er tvunget til at tage sin mand med, hvis hun vil vinde respekt i de traditionelle samfund. Noget hun selv beskriver som at være i en form for fængsel, men det virker omvendt heller ikke til, at Sam synes, det er fedt at skulle bruge sine weekender på at køre af bumpede veje ud i junglen og holde møder med lokalbefolkningen.

Røde, mudrede veje og tvivlsomme broer skal krydses på vejen ud i junglen

En stor del af weekenden bruges i bilen på de hullede, røde lerveje. Det er svært at komme frem, og vi kører langsomt. Nogle steder forsvinder vejen i et vandløb, og de lokale har her lavet smalle broer af grene og træstammer, som vi tøvende kører over. Andre steder må vi stoppe bilen, fordi træerne er væltet henover vejen, og mændene må hoppe ud med macheter og hakke vejen fri, så vi kan køre videre. Det er tydeligt, at det ikke er hver dag, der kommer folk på besøg i de små samfund i junglen. Undervejs gør vi vores bedste for at dokumentere, spørge ind og fange Mmonbeydos tanker, men billedet ryster voldsomt på vejene, og selvom vores mål er at få lavet en god film, er hendes mål et helt andet. Hun vil hurtigst muligt igennem de ti landsbyer, vi skal besøge, for tidsplanen er presset, hvis vi skal nå det før mørket falder på, og ifølge Mmonbeydo lurer farer langs vejene i den mørke liberianske jungle. Mmonbeydo fortæller, at det kan være farligt at føre politisk kampagne. Hun kender kandidater, der er forsvundet i bushen, og hun er meget opmærksom på, hvor hun sover, og fra hvem hun modtager mad. Hekseri er nemlig udbredt i de lokale samfund, og også her har hun historier om folk, der er faldet døde om, efter de har besøgt en landsby. Så filmen bliver på hendes præmisser, og så løber vi efter hende med sveden dryppende fra kroppen, og forsøger at få så meget med som muligt.

Signe jagter Mmonbeydo med kameraet i håbet om at få alt med.

 

Vi bliver forsinket på andendagen, og da mørket falder på, beslutter Mmonbeydo at overnatte i den landsby, vi tilfældigvis er i. De er henrykte over, at en Big Woman bliver i deres by, og Mmonbeydo lover dem til gengæld, at de må bruge den generator, hun har med i baggagerummet. Der bliver stillet store højtalere op, hvilket står i kontrast til den meget primitive landsby med røde lerhytter uden vand og elektricitet. Folk kommer løbende med alverdens opladere til telefoner og andet elektronisk udstyr, for i aften er der kommet strøm til landsbyen, og nu skal der festes. De lokale henter hjemmebrygget sprut, og vi danser blandt en flok af glade, støvede børn en times tid, indtil vi med sveden dryppende af os til sidst bliver beordret i bad. Der bliver varmet vand til os over bålet, og vi bader under en glitrende stjernehimlen. Den nat deler vi rum med et hav af kakerlakker, men vi kryber sammen under myggenettet og falder i søvn badet i sved i den lille lerhytte.

Kvinderne danser og synger velkomst sange i en landsby

Modtagelsen af Mmonbeydo i landsbyerne er overvældende (og højlydt!). Når de ser hende komme kørende, samler de sig i en stor gruppe og klapper rytmisk i hænderne, mens de synger afrikanske sange, der byder hende velkommen. Mmonbeydo deler pengesedler ud til den dansende flok, det er en tradition, og de lokaler jubler højlydt, når de modtager de liberiske dollars. Det hele er ret kaotisk, og vi har svært ved at følge med i de mange traditionelle ritualer. De lokale og Mmonbeydo samles i en ’palava hut’, hvor forskellige talere går på. Mmonbeydo og Sam sidder som en konge og dronning i den ene ende og skuer ud over forsamlingen. Besøget i landsbyerne kan tage alt fra 5 minutter til halvanden time, men i de fleste byer er hun der kun i ti minutter, for jo længere tid hun er i landsbyerne, jo flere penge skal hun af med. Landsbyfolkene kommer til hende med problemer, som at deres mand er død, deres søn mangler medicin, eller små ting som at deres sko er ødelagte, og de vil alle have hende til at støtte dem økonomisk. Som Big Woman er det hendes job at tage sig af dem, siger hun, ellers vil hun ikke vinde deres tillid. De lokale kræver beviser på hendes godhed og for at skabe denne tillid, ryger der konstant små bundter af sedler op fra Mmonbeydos sorte håndtaske. Det kan virke absurd og i vores vestlige opdragelse blinker korruptionslampen faretruende rødt, men det har givet anledning til spændende diskussioner, og vi tror, vi i disse udvekslinger har fundet vores film.

Mmonbeydo har netop givet byen en ordentlig stak sedler til at bygge en ny palavahut

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar

*