Om cirkus, arbejdsskader og afsavn

Siden sidst er der sket en del, og vi har haft travlt. Ikke mindst har vi nu taget afsked med Nicaragua. Heldigvis nåede vi at overvære samme lokale cirkus hele seks gange. Showet varierer en smule fra gang til gang, men mest af alt har de været kendetegnet af et noget forvirrende klovneshow. (Anne Sofie: Især når man ikke taler spansk…). Cirkusset har i sig selv været noget af et cirkus, hvor vi både har måbet over prisen; hele 4 kr for en billet, og manglen på sikkerhedsforanstaltninger. Når akrobaten svinger sig og laver tricks fra den ene ende af teltdugen til den anden, står hans far (chefen af cirkusset) med et bekymret udtryk og følger med fra manegen, og ligner meget betryggende en, der står klar til at gribe sin søn, hvis uheldet er ude.

Tiden på øen har allermest føltes som et antropologisk feltarbejde, hvor vi har forsøgt at lade begivenhederne styre deres egen gang og bare komme så tæt på livet, som det nu engang er for Don Chico, vores hovedperson. Vi har dermed stilet efter at være så lidt intervenerende som muligt. Vi har fra tid til anden diskuteret, hvorvidt vi burde bryde mere ind og instruere og bede de medvirkende om lige at gøre og sige sådan og sådan. Men vi er kommet frem til, at vores force måske netop ligger i bare at prøve på en så antropologisk-vis som muligt at følge hverdagen – selvfølgelig med kameraet i hånden.

Denne fremgangsmåde har blandt andet resulteret i, at vi flere gange har været med ude og samle plastikaffald med Don Chico. Disse ture følger en rimelig fast rutine med på en og samme gang at være på “arbejde” og at tage forbi og besøge forskellige venner og bekendte. Besøgene kan bestå af alt fra lige at gå forbi med en gave, for eksempel en lille pose kaffe netop købt til 1 kr i en lille butik; at sætte sig ned i 10 minutter uden at sige så meget, men bare lige for at få en lille pause; at gå ud i ejeren af husets have og samle et par mangoer, skrælle dem med tænderne og spise dem som et lille måltid. Vi har undervejs lært, at Don Chico er et af de mennesker, der deler ud af alt, hvad han har (selvom det er ikke meget). Dermed forstår vi nu også bedre, hvorfor vi allerede fra start af fik små gaver fra ham, når vi afsluttede vores besøg. Prøver man at give ham noget igen ved eksempelvis at købe en pose popcorn eller en chokoladebar til ham i cirkus, er han hurtig til at rejse sig op, finde en ældre dame, der ikke har noget i hænderne, og give den til hende i stedet. Halvdelen af hans gallo pinto (ris og bønner), ryger på mest forunderlige vis altid ned på gulvet til en af hundene.

Igennem forløbet er vi blevet tæt knyttede til Don Chico, og det var derfor hårdt at skulle sige farvel. Noget der nok var endnu hårdere grundet hans høje alder, og den medfølgende uvished om, hvad der vil ske ham sidenhen, og hvor længe han lever endnu? Han fortæller os flere gange, at han kommer til at savne os – på sine daglige gåture ude i byen, hvor han samler affald, og på vores efterhånden talrige ture i cirkus. Og vi savner også allerede Don Chico! Desuden, står vi tilbage med en lidt underlig fornemmelse af, at Don Chico i den tid, hvor vi har været her, har åbnet sit liv så meget op for os og for vores projekt, og efter vi har “fået det vi skulle i kassen”, forlader ham, bare det filmmateriale rigere.

Selvom vi kun har trasket rundt med Don Chico i nogle uger, er det til gengæld sjovt at bemærke den arbejdsskade, vi har påtaget os. Vi kan nemlig ikke lade være med at tænke “yes”, når vi ser et godt stykke plastik ligge på gaden. Måske når vi også at bøje os selv halvt ned for at samle det op, før vi fanger os selv i det, for der er jo ikke længere nogen Don Chico at give det til.

Men når dette, lidt halv-sentimentale, så er sagt, så er vi jo så også i fuld gang med at færdiggøre filmen. Og filmen bag om filmen. Og alt det andet. Men det kan I altid høre mere om en anden gang.

Muchos besos fra lidt koldere egne
– Maja og Anne Sofie

Skriv en kommentar

*