9 timer med Jeep til hospitalet

Dette indlæg er skrevet af Simon. Hvis du ikke kan se billederne her i artiklen, så kan du se dem samlet her.

Vi er nu kommet helt tæt på vores historie; efter 9 timer i en tætpakket jeep er vi langt om længe kommet til Okhaldunga Community Hospital.
Jeg sad ved vinduet, som det kan ses på billedet herunder.

Vi er blevet indkvateret i hospitalets guest house. Vi deler værelse og en norsk ingeniørstuderende bor ved siden af os. Kristin er også afsted med Engineering World Health, ligesom Rasmus. Indtilvidere har hun vundet to gange (ud af to) i ‘femhundrede’ – et spil vi har lært hende…

Noget modvilligt, lod madmutter os tage et ekstra bord ind på værelset for at vi kan bruge værelset som kontor. Hun kigger af og til ind på vores værelse og siger et eller andet på Nepalesisk – måske hun synes vi roder lidt for meget.

Uanset hvad så lader hun os beholde bordet, og rodet, og så laver hun rigtig godt mad. For det meste er det en eller anden version af Daal Bath. Daal Bath er uden tvivl Nepals nationalspise, faktisk i så høj grad at 22 ud af 24 millioner Nepalesere spiser det to gange om dagen. Hele livet.
Vi er endnu ikke trætte af klassikeren, men vi melder tilbage på den holdning om en måneds tid.
M

Første dag på hospitalet deltog vi alle tre i morgenmødet med lægerne. Her gik det rigtigt op for os at hospitalet jo rent faktisk er et missionshospital. Derfor bliver der både læst op af biblen når morgenmødet starter, og bedt bøn når det slutter. Vi er endnu ikke blevet spurgt ind til vores egen religion, og heldigvis endnu ikke blevet bedt om at føre bordbønnen; de ansatte virker indtil videre at acceptere hvis vi ikke er så troende.

Efter mødet blev vi vist rundt, og kunne selv få et overblik over udstyret på hospitalet.

Kristin og Rasmus har nu optalt og kontrolleret standen for alt medicoteknisk udstyr; fra røgntenscannere til oxygenkoncentratorer. Allerede inden frokost lykkedes det de to ingeniører at få liv i kompressoren på en nebulizer. Efterfølgende gik der heller ikke længe fra frokosten var serveret, til den var indtaget, kaffen ligeså og så tilbage til arbejdet.

De ansatte på hospitalet virker meget positivt stillet overfor at vi lave lave en dokumentarfilm om stedet. Jeg må indrømme at jeg ikke havde forventet at de ville være så accepterende, men de ser det simpelthen som en god mulighed for dem, hvilket jo kun gør det til et godt hospital for os at arbejde og optage på.

Vi har sådan set fundet vinklen for dokumentaren, men har endnu ikke helt fundet ud af hvordan historien skal fortælles, både visuelt og indholdsmæssigt.

Heldigvis er Okhaldunga et nemt sted at samle tankerne, hvilket jeg til dels fik gjort i dag, med den smukkeste udsigt. Selvfølgelig alt i mens jeg skød en timelapse, af netop den smukke udsigt.

Skriv en kommentar

*