Til Catwalk i Københavns Zoo

IMG_0377

Så. Nu er det efterhånden en del tid siden, vi har givet lyd fra os her på bloggen. Siden sidst har Josefine og vores klipper Ania tilbragt en del timer bag tilskoddede ruder i selskab med al vores filmmateriale fra Indien. Det tager noget knofedt at få det hele til at spille, men vi nærmer os efterhånden et resultat, vi selv mener, vi kan være ret stolte af.

Som bekendt lykkedes det os aldrig at finde tigrene i Sundarbans – i hvert fald ikke de vilde af slagsen. Vi har derfor, omend lidt frækt, tilladt os at spørge Københavns Zoo om lov til at låne deres tigre. Vi fik et ja, og her til morgen drog Exner og Natorp dermed ud på nye eventyr – i det ellers kendte København, udrustet med et solidt teleobjektiv. Og vi kan love jer for at junglegudinderne var med os. Sikke fotogene de kattedyr var! Først en… to… så tre store tigerdyr stillede op til fotoshoot på stribe. De svømmede lidt, strakte sig, klatrede, sloges og brølede. Sikke en catwalk! Wow. (Alt imens Natorp stod og viftede med en lille gren foran kameraet for at imitere mangrovejungle.)

Vi må bøje os i støvet og erkende, at vi nok ikke er de rigtige ”tigerpiger” – vi har mødt vores overmænd eller –kvinder. Vi har også lovet at informere om, at de Amurtigre, vi har fået lov til at filme i Københavns Zoo, desværre ikke lever i det nordøstlige Indien men derimod har hjemme i Østrusland. Vi tager al ansvar for dette.

Så er der bare tilbage at sige, at vi glæder os til at komme det sidste arbejde igennem. Om lidt overlader vi filmen til vores lyddesigner og colorgrader, og så er der ikke længe til, vi når i mål. Forhåbentlig.

På toppen af bjerget

IMG_0449

I går var vores sidste dag i selskab med vores films hovedkarakter, Shantanu, hvilket føles helt særligt. Vi brugte dagen på at indtale den voice over, som vi forventer at bruge i den endelige film samt at optage de to sidste scener. Derudover fik vi lavet kontrakt med alle medvirkende, taget et stort fællesbillede og sidst men ikke mindst købt tre kilo sundabansk honning med hjem.

To en halv uge i Sundarbans efterlader os med en uvurderlig skat af oplevelser og indtryk samt en hel del stof til eftertanke. Som de to Katriner også kender fra antropologistudiet, kan det være en udfordring at forlade et sted, som man har engageret sig så meget i. Hvilke spor har vi sat? Og hvordan efterlader vi de mennesker, som har lukket os ind og vist os deres liv? Undervejs i forløbet har vi hele tiden forsøgt at navigere i de kulturelle forskelle, der måtte være i mødet med folkene i Sundarbans og efter bedste evne bestræbt os på at vise respekt over for de fremmede omgivelser, vi befinder os i. Vi har helt sikkert gjort os bemærket – det er svært at undgå som de eneste hvide i dette område. Og efterhånden ænser vi ikke længere de mange øjne, som hver dag følger os i alt, hvad vi gør. Det er alligevel svært for os helt at forestille os hvilke og hvor store forventninger, der er til os og resultatet af vores arbejde. Shantanus far spurgte i går om, hvornår de kunne se filmen. Tre måneder, sagde vi. Så må vi bare sørge for, at vores værter vil hjælpe os med at tage hånd om, at det sker. Og at Shantanu selv får lov at se den endelige film. For selv det, er ikke en selvfølge.

Shantanu drømmer om at blive skuespiller en dag. Og i den tid vi har været her, har drømmen måske virket virkelig for en stund. Dog er det langt fra sikkert, at han får lov til at gå en anden vej end sin far og bror, som begge er honningsamlere. Og det kan ikke lade være med at sætte en hel del tanker i gang hos os. Uanset hvad håber vi, at det har været mindst ligeså spændende for ham at møde os, som det har været for os at møde ham. Og uanset hvad, håber vi at hans historie vil nå længere end til grænsen af Sundarbans jungle – og at vi formår at formidle den så ærligt og oprigtigt som muligt.

Nu har vi to dage tilbage i Sundarbans før vi sætter kursen mod Kolkata. De kommer til at stå på oversættelse, optagelse af wilds og højst sandsynligt en lille afskedsceremoni aftenen før vi tager af sted. For blot et par dage siden, føltes arbejdet med optagelserne som et kæmpe bjerg vi var i færd med at bestige. Derfor er det lidt mærkeligt og stille nu, hvor vi kan se enden på det hele. Vi glæder os dog også til at komme hjem igen, og ikke mindst til at komme i gang med at bestige det næste bjerg – klippearbejdet.

Mission umulig

IMG_0280

Wow. Det er praktisk talt umuligt at yde vores oplevelser i dag retfærdighed ved at skrive dette blogindlæg. Vi kan ikke få armene ned over hovederne af bare begejstring… og så alligevel. For vi er umådeligt øre og møre i vores kroppe og har fået os en god rødbrændt hud.

Det, vi er så begejstrede over, er en lille femtimers sejltur til et træ i Sundarbans’ jungle, hvor der hænger en bikube. På trods af at vi kommer uden for honningsæsonen, på trods af monsun og utilregneligt vejr, på trods af en hovedkarakter truet af feber, på trods af kulturforskelle og kommunikationsvanskeligheder, på trods af en hel uge, hvor vi har trukket på vores værters tålmodighed og på trods af den overbeskyttelse, som unægtelig hænger sammen med det at være hvid gæst i junglen, på trods af fare for bistik, krokodiller og tigere, lykkedes det os at mobilisere vores filmhold samt en hel båd med honningsamlere og få en scene med dem i aktion. Og det er ikke for sjov, skulle vi hilse og sige.

Med bundter af palmeblade, krukker på hovederne og mancheter i hænderne svømmer honningsamlerne fra deres lille fiskerbåd ind imellem bladene på junglens yderste træer. Bikuben, på størrelse med en god sofahynde, hænger og glinser i solen øverst i træet, som en kostbar skat vogtet af bierne. Ved at sætte ild til bundterne med palmeblade, ryger honningsamlerne bierne ud af kuben, og i et virvar af røg, vrede bier og råb hugger de bikuben af i et tag og svømmer ud af røgen med skatten over hovedet. Med bierne stadig kravlende rundt på den fældede bikube kravler mændene om bord på båden igen og sejler ud af buskadset.

Prøv at forestil dig at sidde på den fiskerbåd.

Ellers prøv at google ”honey collector sundarbans”.

Vi havde næsten ikke turde håbe på, at alt i dag gik efter planen. Da vi første gang hørte om, at det var muligt at rekonstruere eller foregive en rigtig honningsamling, var vi noget skeptiske. Vores fornemmelse sagde os, at vi skulle passe på med at forvente for meget. Det er trods alt noget af et cirkus at stable sådan et arrangement på benene. Men nu skete det. Og vi sidder og ser på dagens optagelser uden helt at fatte, at de er virkelige. Sådan!

Ny seværdighed i tigerreservatet

Når man taler om solen… vores hovedkarakter er blevet syg med feber. Så i dag har vi givet ham en fridag og sender al vores energi til, at han bliver rask snarest muligt. Det hele har også været ret intenst siden i mandags, da vi for første gang mødte ham, så en pause fra filmsættet er kun velfortjent og helt sikkert nødvendigt. Vi har derfor brugt dagen i dag på at danne os et overblik over indsamlet materiale og filmens fremgang, og i eftermiddags tog vi på udflugt til det nærliggende tigerreservat. Det lykkedes os omsider – i vores tredje forsøg vel at mærke – at nå frem. Uden hverken monsunregn eller menneskemylder. Bag to rækker af hegn, mure og pigtråd samt en lille voldgrav bevægede de smukke dyr sig gennem det høje græs, så man lige kunne ane striberne og de hvide ørespidser. Vi ville jo allerhelst have dyrene i deres naturlige omgivelser, hvilket vil sige uden alt for mange hegn foran. Så vi fik glade lov til at kravle rundt på det yderste hegn, til stor begejstring for alle vores indiske tilskuere. Med kameraet over skulderen og to sikkerhedskvinder med faste greb fæstnede Josefine sig på tremmerne ind til buret og sigtede med kameraet ind mellem metalstængerne. Det var ikke ligefrem de nemmeste forhold at filme under, og resultatet blev også lidt derefter. Dog ved vi nu, hvad vi ikke er gået glip af, og vi kommer ikke til at ærgre os over ikke at have besøgt tigerreservatet. Vi kan derudover prale af, at vi endelig har set to bengalske tigere samt overgået tigerdyrene selv i opmærksomhed. Dagen i dag havde inderne nemlig, udover Hr. og Fru tiger, altså tre nye eksotiske dyr at kigge på i tigerreservatet, som opførte sig meget mærkeligt. Og vi har formentlig allerede lavet en del ufrivillig PR, som man snart kan se på YouTube og diverse andre social fora.

I går var vi til hindufest i Jharkhali med vores hovedkarakter og hans venner. Natorp og Exner var for første gang på egen hånd uden deres befærdede mor, Bregnhøj, hvilket selvfølgelig resulterede i at Natorp meget hurtigt kom til at love folkene i det lokale tempel at skaffe dem en brønd med tilhørende pumpe inden for den nærmeste fremtid (sådan tilnærmelsesvis). Det at have hvid hud i Sundarbans medbringer altså en hel del forventninger. Vi prøver det bedste vi kan at fortælle, hvad vi er i stand til at gøre, og hvad vi ikke er. Og vi håber på forståelse. Og så tror vi, at vi tager Bregnhøj med igen næste gang – det er vidst bedst.

En bøn til Banbibi

Skærmbillede 2001-01-11 kl. 05.57.16

I dag er det vores tiende dag i Sundarbans. Og vi er så heldige at kunne kigge tilbage på en uge, hvor vi har haft vinden i ryggen det meste af vejen. Vores erfaringer hver især siger os, at man bestemt ikke skal tage dette held for givet, så vi krydser vores fingre og beder lidt til guderne om, at det hele fortsætter lidt endnu. Dette er også meget passende at gøre i dag, da vi skal fejre dobbelt helligdag med Shantanu, vores hovedkarakter, og hans familie. Det er i dag dagen, hvor muslimerne fejrer slutningen på Ramadanen samt dagen, hvor hinduerne fejrer højtiden Ratha Yatra. Dette formoder vi også er grunden til, at vi har sovet til lyden af en insisterende og overdøvende bengalsk sang det meste af natten. Skønt!

Når dette er sagt, er det heller ikke ensbetydende med, at vi ikke har oplevet udfordringer i løbet af tiden hernede. I går blev vi forhindret af voldsom regn i at besøge et tigerreservat nummer to, hvor chancerne for at se tigerdyret efter sigende skulle være bedre. Vi forsøger derfor igen i dag. Og det er heller ikke uden besvær, at vi hver dag instruerer tolk, guide, familie og tilstødende publikum i at være stille under optagelser, ikke at stå i billedet, ikke at kigge i kameraet og alt det andet, der hører et filmsæt til. Sidst men ikke mindst er det begyndt at blive klart for os, hvor stor en oversættelsesbyrde vi står over for. Vi har hele tiden vidst, at det er en prøvelse at lave en dokumentarfilm i et land, hvor man ikke taler det lokale sprog, men nu bliver disse tanker pludselig meget konkrete. For hvad gør man lige med mange timers filmmateriale, som man skal klippe sammen, men ikke forstår? Vi har nu lagt en plan, og ser hvordan det går. Må Allah, Krishna, Ganga, jungleguden Banbibi og alle de andre guder være med os.

Streetcredits til Exner!

Skærmbillede 2015-07-15 kl. 22.54.05

Forestil dig at du løber intervaltræning i Randers Regnskov. Stierne er bare lidt længere, og der er lidt flere indere, der kigger mærkeligt på dig eller hilser med et ”hello!” i forbifarten. Det er ca. 35 grader og luftfugtigheden er på over 80 %. Man sveder altså meget, og det går ikke rigtig væk. Hvis det lykkes dig at forestille dig dette, så har du vores fotograf Josefine Exner i fuld aktion på filmsættet i Sundarbans i dag. Hun har helt sikkert tjent et par streetcredits og en hel del respekt hos vores guide og andre indere efter hendes præstation, hvem hun blev hyldet af for sin ”honesty” og ”hard working” spirit.

Opgaven, vi havde sat os selv for her til formiddag, var at følge vores nye hovedkarakter – for ham har vi nemlig fundet, yes! – på vej i skole. Uden dolly, og med et meget dyrt (og lidt tungt) kamera skiftedes Josefine til at stå og filme flokken af skolekammerater på vej i skole for derefter styrte i sandaler henover brogede brosten og rismarker for igen at komme op foran vores filmstjerne og hans venner. Vores hovedkarakter selv var som født til at være på et kamera. Elegant og diskret formåede han hele tiden at være til syne foran kameraet. Vel og mærke uden at kigge i det. Vi er nu meget mætte og veltilfredse efter en lang dags strabadser og den første konditionstræning vi har fået i flere dage. Det er sikkert meget sundt. Om ikke andet har vi nu for alvor sikret os at folk i området ved, at vi er her. Monsunregnen er også faldet her til aften i følgeskab med torden og lynild. Det betyder at vi kan få lov at sove i en lidt køligere nat – og det bliver dejligt.