test

test

En dyb indånding

Det var meget underligt at køre ned til posthuset og sende sin film afsted. Var det hele nu som det skulle være? Var det det rigtige sted, der var blevet klippet? Og var det den rigtige musik?

Men da den var sendt, var det bare, at tage en dyb indånding og lettet puste ud. Vi gjorde det!

Nu er det tid til en ny dyb indånding og en kommando til sig selv om at slappe af, og ikke panikke over at skulle se sin film på et kæmpe lærred og opleve andres reaktion.

Vi har kæmpet for at få de rigtige klip i kassen, de rigtige lyde og de rigtige klip med i filmen, men det spændende er jo, om alle andre er enige i vores valg. Kan de godt forstå, hvorfor chikane er så stort et problem? Og kan de forstå, hvordan det føles?

Nu tager vi en dyb indånding til, og forsøger at ånde lettet ud. Vi håber I kan lide den!

Hak en hæl…

Vi brugte vores tre uger i Sierra Leone intensivt og flittigt. Vi skød løs og forsøgte at få aftaler på plads indtil sidste øjeblik. Vi fik materialet i hus, og landede i Danmark, hvor vi havde aftalt at klippe filmen sammen på to uger. Det var selvfølgelig fuldstændig urealistisk.

Det er et stort stykke arbejde at klippe en film sammen – også selvom det kun er en 12-minutters film. I virkeligheden er det måske endnu svære, når den skal være så kort, for hvordan skaber man en film med drama, glæde og tårer, der både fortæller den nære og den store historie uden at det bliver noget forhastet rod?

Det gjorde det ikke lettere, at vi hurtigt fandt ud af, at vi manglede nogle ret essentielle skud i forhold til at strikke vores vision for filmen sammen. Jeg har tænkt meget over, hvordan man kan skabe en sammenhængende film, som er tro mod de medvirkende. Det er ret interessant at sidde i klipperummet og indse, at man i virkeligheden kan klippe tingene sammen efter fri fantasi og fuldstændig manipulere med billederne og historien – hvis altså det var det, man ville! Det vil vi selvfølgelig ikke. Vi er blevet venner med Dove Media, og vi vil gerne tegne et oprigtigt, ægte og kærligt billede af dem, og det er det, som vi sveder over i klipperummet lige nu.

Heldigvis har vi stadig en uges tid tilbage før deadline, og også tiden op til denne deadline kommer vi til at presse de allersidste dråber ud af!

Fra Vietnam til redigeringslokalet

Nu er det efterhånden over en måned siden, vi kom hjem og mere end på tide, at der kommer en opdatering på den sidste del af vores vietnamesiske eventyr – og det nye ‘eventyr’ i redigeringslokalerne.

For lige kort at opsummere, så var situationen sidst vi skrev, at vi efter nogle højspændte dage i Saigon, endelig fik bekræftet, at det godt kunne lade sig gøre at komme ud til Tri for at filme det sidste. Så dagen før vi skulle flyve hjem til Danmark, befandt vi os atter bag på en motorcykel på vej ud i Mekong deltaet.

Det var en meget surrealistisk oplevelse at vende tilbage dertil efter den store afskedsseance sidst, hvor vi både havde overrakt dem penge og gaver – og ikke mindst ønsket dem alt det bedste for fremtiden. Og vi var også lidt spændte på, hvad de tænkte om, at vi nu endnu engang kom væltende og invaderede deres fredelige hverdag med vores kameraudstyr. Men det var heldigvis et glædeligt gensyn, og det føltes meget naturligt at tage plads ved bordet på terrassen og drikke et shot grøn te, inden vi startede optagelserne.

Det vigtigste punkt på dagsordenen for den sidst-mulige-optage-dag var at få gentaget de dele af interviewene, som vi ved nærmere gennemsening (og ikke mindst gennemlytning) fandt ud af var mere eller mindre ubrugelige. Selvom vi havde meget fokus på lydsiden første gang og brugte en retningsbestemt mikrofon frem for en mikro-port (der opfanger alt lyd omkring den) så var der stadig usandsynligt meget støj hen over interviewene. Ikke mindst forårsaget af de op mod 100 fjerkræ af forskellig art, der spankulerede rundt omkring og lige under pæle-huset og gladelidt delte ud af både kalkunlyde, pip og hanegal.

Denne gang valgte vi derfor at sætte kamera og mikrofon helt op i hovedet af Tri og hans far for at undgå mere mislykket lyd, og fik dem til at svare på de vigtigste spørgsmål en gang til. Men når man fokuserer så meget på en ting, i dette tilfælde lyden, skal det jo gå galt et andet sted, så da vi kom hjem og så materialet igennem, kunne vi se, at nu havde vi glemt at fokusere billedet ordentligt med uskarpe billeder som følge deraf. Og cirka 30 optagelser manglede lyd, fordi jeg glemte at hive et lille stik ud af kameraet efter interviewene. Men af fejl bliver man klog, og vi har en hel liste af ting, vi har lært til næste filmprojekt.

For at gøre en lang historie kort, så gik det alt i alt rigtig fint med de sidste interviews, og vi priser os lykkelige for, at det lykkedes at komme derud igen, så vores film ikke skulle være et stort hanegal-inferno.

Efter at have nydt et sidste lokalt måltid; denne gang bestående af krabber fanget i den nærliggende rismark, som siden vores sidste besøg havde forvandlet sig til en sø på grund af regnsæsonen, fik vi endnu engang sagt farvel til familien, og faderen bad os hilse alle i Danmark – hilsen hermed overbragt! Men vores skønne guide Mr. Phu synes ikke, at vores oplevelser skulle slutte der; med omkring et døgn tilbage i Vietnam at gøre godt med. Så han arrangerede et homestay, hvor vi kom ud at bo ved noget af hans familie på en lille ø. Så aftenen før, vi skulle flyve hjem, sad vi midt ude i ingenting og fik et overdådigt vietnamesisk måltid og drak risvin med Phu. Og vores sidste dag i Vietnam blev brugt på en cykeltur rundt på øen blandt eksotiske palmer og frugttræer, så vi var helt høje på oplevelser, da vi blev droppet af i lufthavnen om aftenen.

Det er som nævnt allerede mere end en måned siden nu, og der er sket meget siden. Vi har brugt rigtig mange timer i redigeringslokalet hos Århus Filmværksted og har nu næsten en færdig film. Uden at kede jer med for mange detaljer, vil jeg alligevel forsøge at give jer et kort indblik i den redigeringsverden, som vi har været helt væk i det sidste stykke tid.

Mens vi var i Vietnam havde vi allerede lavet en overordnet struktur ud fra interviewene, hvor vi forsøgte at placere de forskellige emner i en logisk rækkefølge og overveje, hvilke billeder, der ville passe til hvad. Så vel installeret i redigeringslokalet hjemme i Danmark var det ‘blot’ et spørgsmål om at finde de steder i interviewene, hvor de sagde det, som vi gerne ville have med i filmen. Men det er sværere end som så, når interviewpersonerne snakker vietnamesisk, så første skridt var at få en dansk-vietnameser til at oversætte det hele for os. Herefter kunne vi så udvælge de forskellige interviewstykker, vi skulle bruge og smide dem på en tidslinje i en rækkefølge, der (forhåbentlig) fortæller den historie, som vi tog til Vietnam for at formidle.

Herefter har det været rent klippeklistre arbejde med at skabe den billedmæssige side af historien, så den matcher det fortalte og præsenterer Tri, familien og deres hverdag. Udvælge de bedste billeder, sørge lidt over de dårlige billeder, hvor alt for meget lys har ødelagt ellers fine motiver og “dræbe darlings”, når der for eksempel ikke kunne blive plads til nogle skønne optagelser af Tri og hans niece, der leger med pythonslanger på terrassen. Vores seneste projekt har været at klippeklistre lyden, så den både giver et indtryk af al den larm og aktivitet, der hele tiden var i og omkring huset, men ikke skræmmer seeren væk med et alt for rodet lydbillede af høns, bådmotorer, blæst og andet larm.

Vi nærmer os nu deadlinen for filmen med hastige skridt, og vi begynder at kunne se en ende på arbejdet. I næste uge skal filmens lydside have den sidste finpudsning, og billederne skal rettes til, så nogle af de værste optagefejl forhåbentlig kan blive korrigeret, og så er vi .. færdige. Det bliver helt mærkeligt at skulle forlade redigeringslokalet, hvor vi har tilbragt så mange timer i selskab med de mange computerskærme, te, kaffe, chokolade, hinanden og ikke mindst en fantastisk historie fra Vietnam.

Filmisk origami giver sved på panden

Hjemme igen. God tur. Massere af oplevelser rigere – og så en bunke optagelser med livsbekræftende akrobater.

Lad os lige trække håndbremsen, og dvæle lidt ved disse optagelser. Vi har billeder med koldbøtter, håndstand, lokal reggae, blikskure, ugali-middage, samtaler om udlængsel, arbejdsløshed, filosofi og fattigdom. For ej at forglemme historier om det gode liv som akrobatikstjerne til jødiske børns bar-mitsvah i Israel. Om den stærke mad i Indien mens man optræder i overklassens marmor-beklædte indkøbscentre i Mumbai, og et stort show på deres gamle folkeskole i slummen, hvor læring bankes ind med stokke.

Til sidst endnu flere klip fra træningen og hverdagen. Vi ser, at formen holdes indtakt, tricksne bliver finpudset, og der efter træningen bliver hængt ud bag containeren indtil nattefald, for der er alligevel ikke noget andet at lave. Klippene illustrerer på en og samme tid håbet og modløsheden. For tænk nu, hvis deres agent ringede fra Australien og sagde: “Pak kufferten, I har job Tyrkiet”. Men det er hårdt at vente, særligt når der ikke andet at tage sig til, og ringer han nogensinde?

Hvad er meningen med alle disse scener? Meningen er forhåbentlig en film, der er interessant for de yngre folkeskole børn. Det er det, vi arbejder på nu efter hjemrejsen for over to uger siden.

I filmbranchen kalder man dette stadie for postproduktionen af filmen, hvilket indebærer klipning, lydredigering, colorgrading osv. Det er nu, den uprøvede dokumentarist får sved på panden, dirrende overlæbe og lyst til mere. For at tro det sværeste er overstået, er en lille hvid løgn. Historien bliver sammensat i klipperummet, og det er også her, at man for alvor bider mærke i sine fejl. For fejl og mangler er der i materialet. Vi har gentagende gange ærgret os over scener og klip, vi gerne ville have haft med i filmen. Men det er for sent at gøre noget om, og man må nu være kreativ for at formidle sin historie bedste vis. Heldigvis er der meget man kan gøre i klippefasen.

At klippe film kan sammenlignes med at klippe julehjerter og lave japansk origami. For det første skal scenerne klippes sammen i sekvenser, der skaber en helhed. Samtidig skal man som i den ældgamle japanske kunstart origami, kunne forme en god og spændende historie ud af alle sekvenserne, ligesom de øvede japanere kan folde et stykke papir til en smuk figur. Det er altså med andre ord fint at have en masse filmklip, men det er først, når vi sætter dem sammen (og vel og bemærke på den rette måde), at historien tager form, og dens budskab træder frem.

Det er, hvad vi laver nu med den store bunke af klip og interviews. Vi prøver at forme en god fortælling. Det går fremad, og vi er helt sikkert ved godt mod. For det er virkelig lærerigt og udfordrende på den måde, hvor man bare får lyst til at lave én mere. For “tænk hvis vi gjorde sådan” eller “næste gang kunne det være fedt at gøre sådan”. Prøv det, det kan kun anbefales.

I weekenden får vi feedback på den nuværende version af kortfilmen, og så håber vi at have rettet alle kritikpunkterne til i løbet af næste uge. Derefter vil to filmsagkyndige venner hjælpe med at mastere lyden og få billedfladen til at stråle. På forhånd tak til jer. Vi glæder os meget til at se det endelige resultat.

mvh Mads og Ida, fra et hvidmalet mødelokale på Amager.

Mediemingling

Suraj.

Et, på disse kanter, populært nepalesisk medie mogul, der med sit daglige talkshow har vundet indpas i vores film.

Vi var med ON AIR. Det var stort.

Terrorist your game is through, cause now you have to answer to; AMERICA!

“Please follow us”.

Man er aldrig helt tryg, når et par uniformerede mænd henvender sig og diskret beder én følge med. Specielt ikke når det er i et uland.

Ikke desto mindre var det scenariet, da vi tidligere i dag lavede – ellers tilsyneladende – harmløse dækbilleder af et uinteressant nepalesisk lyskryds i Kathmandu. Nuvel. Autoriteter har våben, så vi fulgte pænt med de to kampklædte, karseklippede nepalesiske mænd, der forsikrede os om, at vi ikke skulle være nervøse. Både Jonas og jeg er dog bekendt med omvendt psykologi, så vi indstillede os på waterboarding, walling, smadrede knæskaller og andre torturmetoder, der er oppe i tiden.

Det hverken så eller mærkede vi dog heldigvis noget til. De to militærmænd og alle andre nepalesere vi stiftede bekendtskab med i dag, var, som alle andre her i landet, mægtig flinke. Det var som sådan heller ikke dem, der var ude efter os. Men vi skulle skamme os, skulle vi. Det synes den amerikanske ambassade i hvert fald. For udover at have fanget myldretrafikken i et kedeligt lyskryds, havde vi også affotograferet ambassadens, om muligt, endnu mere kedelige creme/gule væg. Av av.

Et par alenlange lange lister skulle udfyldes, billeder blev sletter fra vores kameraer, før vi tyve minutter senere igen var frie mænd. De første fem minutter herefter blev brugt på at forevige lyskrydset nok en gang, men denne gang fra modsatte side, så vi ikke forulempede herr USA. Undskyld amerika i nord. Næste gang vores linse fanger så meget som en krøllet Coca Cola dåse eller en hotwing fra KFC, tænker vi os en ekstra gang om.

Jeg har vinket farvel til mit greencard efter i dag. De tager ingen chancer med mig over there længere. Mit pasnummer står nu i et CIA-register, der ikke tillader mig at betræde den storslåede, gyldne amerikanske muld. Jeg har taget billeder af en mur, det kan der kun være bagtanker med. Jeg må også hellere stoppe mit udfald mod overmagten nu. Fremover følger de alle mine handlinger minutiøst, og jeg har allerede sagt rigeligt.

Det er dog mærkværdigt, at vi i Nepal endnu ikke fået et nej fra de ‘lokale’, når vi kommer med vores kameraer. Men et lille udsnit af en amerikansk mur derimod, det er et lukket linseland.

Jeg vælger at ‘tagge’ dette indlæg under kategorien ‘kulturelle forskelle’…

TEAM WORLD POLICE GO!

Taxi taxi

Monsunen ligger over os, så nu er der tid til blogindlæg. Det er heldigvis første dag, hvor vi har været nødt til at ændre planer – på grund af regnen vel og mærke. For ja, ændre planer det er vi nødt til at være klar på hele tiden. Ting tager tid og tålmodigheden bliver afprøvet. Hvis det var i DK, så var tålmodigheden højst sandsynligt blevet brændt op. Men så er det jo bare godt, at vi er her i Nepal, hvor indstillingen er en anden.

Udover monsunregn så går dagene sin gang med fuld knald på. Hvis det var i DK filmen blev lavet, så var de 50.000 kr. blevet brugt på taxi-kørsel for næppe kommer vi til at køre så meget i taxi igen, som vi gør hernede.

Et eksempel på taxa-prisindekset. To raske, danske drenge (os..), slår en handel af med en lokal taxachauffør. Han står til rådighed for de to fyre i 12 timer. Pris; hvad der svarer til 200 danske kroner. Billigt!- Og ikke mindst godt forhandlet tænker de to drenge, der har betalt over det dobbelte af normalprisen.

Dagen i går startede sløvt med nogle pukler på vejen og genovervejelser, men virkeligheden er nu dejlig. For netop som vi tænker det er en sløv dag, dukker der uventede og spændende ting op, som bare skriger efter vores kameraer.

Vi er ude af en sti, som vi ikke har været på før. Selvfølgelig også på indhold, da turen til Nepal er ny for os begge, men den nye sti handler mindst lige så meget om form og indhold på filmsiden. Det bliver spændende at se produktet og ikke mindst se, hvad andre tænker om det.

En uge er tilbragt i landet. Første to dage på rundtur og til møder. Manus blev lavet. Taxi. Filme. Taxi. Filme. Dahlbat (nationalret). Filme. Gå. Filme. Momo tibetansk ret..). Taxi. Filme. Taxi. Nu sidder vi her på værelset og redigerer, venter, skriver og snart skal vi med en ny taxi, som forsøger at tage så meget overpris som muligt.

Paradis efter sidste salgsdato

Fortæl nogen at du er på vej til Tuvalu og svaret du oftest vil modtage er ”hvor?”. Tuvalu er et af de mest afsidesliggende og mindste lande på Kloden og der går kun et fly til hovedøen Funafuti to gange om ugen. Vi havde været 7 dage undervejs fra vi forlod Danmark og sad endelig i det lille propelfly, der skulle tages os til det sted, som havde floreret i vores hoveder i månedsvis.

Omgivet af ægte Tuvaluanere – flertallet af dem smilende og nysgerrige omkring vores gøremål i deres beskedne land – lettede vi fra et overskyet Fiji og satte kursen mod Tuvalu. Efter talløse kilometer døsigt Stillehav, brød et turkisgrønt penselstrøg vandets dybblå farve og slanke øer med grønne palmer kom til syne. Set fra et par kilometer over Jorden var Tuvalu et tilsyneladende perfekt og uberørt – om end faretruende lavtliggende – Paradis.
Hovedøen Funafuti, hvor landets eneste landingsbane ligger, er så ufattelig smal (400 meter på sit bredeste punkt) at det under landingen lod til, at flyet ville plumpe i vandet. Men det gjorde det ikke, og landingen blev foreviget af vores kameralinser både ud af en siderude og fra en plads i cockpittet (der ikke er mange terrorister på Tuvalu, så luftfartssikkerheden er temmelig afslappet).

Vi trådte ud af kabinen og hilste på det Tuvalu, som vi allerede følte vi kendte så godt. Hvor skulle vi lære…

I lufthavnen – hvilket er et kompliment – stod en kvinde klar til at tage imod os og føre os til vores hus. Huset tilhører Tuvalus Premiereminister og kvinden var udsendt på hans opfordring. Udmærket! Vi hyrede en af øens 3 taxaer og kørte et par hundrede meter på den ene af to hovedveje, før vi blev sat af ved det sted, som skulle være vores hjem de næste 5 uger.
Vi bor over sædvanlig Tuvalustandard med udsigt over den billedskønne lagune (øen har én side med lagune og én side med et vredt og voldsomt hav). Vi har et soveværelse hver, køkken, bad og endda et sted vi kan sidde og redigere filmen. Huset ligger tilmed centralt, så det er ingen sag at bevæge sig rundt i vores miniature land.
Vi brugte de første par dage på at gøre os bekendt med øen og lokalbefolkningen men blev hurtigt forbavsede. Billedet af Tuvalu som en forsvarsløst land, der risikerer at gå under på grund af Vestens sløsede miljøpolitik krakeler så småt. De er ikke et hak bedre end os. Overalt på øens få veje, under palmerne, ja selv i lagunen ligger der affald. Dåser, plastikflasker, mademballage, gamle computerskærme, lightere, rustne bilvrag, forrevet tøj, CD’er, engangstallerkner, kinesiske motorcykler og punkterede bildæk. Vestens forbrugsorienterede livsstil og uendelige udvalg af færdigvarer har gjort sit altoverskyggende indtog. Det her er paradis efter sidste salgsdato.

Udgangspunktet for vores film var historien om landet der synker. Klimavinklen er stadig aktuel, men i vores research på Tuvalus skraldeppolitik og -problematik, har vi fundet så mange absurde og overraskende historier, at vi bliver nødt til at lave den film (f.eks. står der 5000 ubrugte genbrugsspande på lager i renovationsafdelingen, selvom folk smider deres affald på gaden, af mangel på alternativer). Folket og Regeringens ligegyldighed over for deres, endda enormt begrænsede, landmasse er uforståelig.

Vi var chokerede over det billede, der mødte os. Men ignorerer man de affaldsfyldte grøfter og folkets slappe mentalitet, så er Tuvalu et dejligt sted. Livet er simpelt, folk er venlige og man føler sig utrolig sikker og velkommen hernede.

Og der er positive historier, og folk der gør en forskel. I vil snart få dem at se.

Nobody said it was easy…

Som vi skrev i sidste blogindlæg, tog vi den beslutning at tage tilbage til Tri og hans familie for at få filmet det sidste. Vi fik et “I can’t say no to pretty girls” fra vores guide, hvorefter vi glade og lettede tog tilbage til Saigon for at bruge dagene på de sidste forberedelser inden gensynet med Tri. Men som Coldplay så smukt synger det, går tingene ikke altid lige så let, som man ønsker.

I sidste uge – blot syv dage inden vores afrejse tilbage til Danmark – modtog vi en mail. Der blev udvekslet skuffende blikke og frustrerende fraser, mens Marie sætning for sætning læste den dårlige nyhed højt. I mailen måtte vores guide beklageligt meddele, at vi ikke kunne komme ud til Tri alligevel. Vores hovedperson havde nemlig pludselig planlagt en rejse væk fra ingenmandslandet – og lige præcis i de dage, vi havde planlagt at skulle den lange vej tilbage ud til ham. Jamen hva’ gør vi så?! Tris rejse lød ikke blot til den nærmeste landsby, som vi ellers troede, var det længste væk, en fattig dreng som Tri kom fra sit blikhus. Men nej nej, Tri havde planlagt en tur til den helt anden ende af Vietnam – nemlig til Hanoi i nord. Snydt!

Phu afsluttede mailen med beroligende at forsikre, at Tri ville forsøge at komme hjem i tide til, at vi kunne nå derud og filme onsdag morgen (den 3. august). Der var bare lige ét problem: Vores billet hjem til Danmark er den 3. august om aftenen. Og Tri bor altså 10 timers kørsel væk fra Saigon, hvor vi skal flyve fra… hver vej!

Siden vi modtog mailen fra Phu, har vi siddet i venteposition her i storbyen. Vi har tjekket vores mail, tjekket vores mail igen og tjekket den én gang til. For et par dage siden, var den der så: Mailen fra Phu, der kunne bekræfte, at Tri ville være tilbage den 1. august, så vi kunne aflægge ham et visit den 2. august. Den tunge knude i maven blev straks erstattet af den der helt rigtige mavefornemmelse, og vores smil blev malet på vores solbrune ansigter. Vi fejrede den glædelige nyhed med en god frokost og en iskold lemonjuice. Derefter tog vi tilbage til vores hotel for at planlægge, strukturere og lave en klar oversigt over, hvilke interviewdele og dækbilleder, vi manglede.

I morgen tidlig bliver vi så hentet af Phu, der i sin rustne bil endnu engang vil fragte os den lange tur ud til Tri. Vi overnatter på samme hotel i Chau Doc, inden vi tirsdag morgen trodser hullede veje på motorcykel og krydser Mekong Floden i familiens lille båd. Tirsdag vil blive sidste gang, vi spiser med Tri og hans familie; sidste gang vi udveksler smil og udenadlærte vietnamesiske ord; sidste gang vi ser vores seje hovedpersonen gennem videokameraets linse; sidste gang vi får mulighed for, med stor respekt, at dokumentere det liv, en vietnamesisk dreng uden arme lever.

Tidligt onsdag morgen går turen tilbage til Saigon, tidsnok til at vi kan nå vores fly, der letter samme aften. Nogle vil måske kalde os dumme. Vi vil hellere kalde os modige dokumentarister, der risikerer alt for at få de rigtige billeder med hjem. De sidste dage bliver travle, og vi vil helt sikkert mærke tidspresset. Men vi er ikke i tvivl om, at det bliver det hele værd!