Bloggere 2011

Hold 1

Vi er to journaliststuderende, der begge har en drøm om at arbejde ude i verden.  Maja er til daglig i praktik ved DR, og Jakob er i praktik ved Reuters. Vores interesse for Rwanda opstod på det internationale semester på Journalisthøjskolen.
Ingen af os har været i Rwanda eller Afrika før, men vi glæder os til at se andre sider af det land, som af mange vesterlændinge kun huskes for folkemordet i 1994.

Om filmen
’One Laptop Per Child–Rwanda’ er et projekt hvor alle børn i Rwanda mellem seks og tolv år skal have en bærbar computer til skolebrug.
Målet er, gennem uddannelse at kunne bruge den eneste resurse, det lille land har – indbyggerne. Der bor over 11 millioner mennesker i Rwanda, der er 26.000 kvadratkilometer stort. Det er ca. tre tusind kvadratkilometer mindre end Jylland.

Vores film handler om den masseproducerede hvide og grønne computer, der skal kunne klare, at et barn bruger den hver dag til læring og til leg. For hvad betyder den lille maskine for et barn i Rwandas skolegang og dagligdag?

Hold 2

Hold 2 består af Ditte Kræn Østergaard (tv i billedet) og Marie Rosenvang Mathiesen (th)

Vi skal gøre det nemt for jer: Vi har næsten identiske baggrunde:

Vi stammer begge oprindeligt fra Aalborg, hvor vi endda gik i samme børnehave for cirka 22 år siden. Herefter fulgte nogle lidt mere selvstændige år, hvor vi gik på forskellige folkeskoler og gymnasier, inden vi på universitetet atter blev forenet.
På Aalborg Universitet læste vi begge Humanistisk Informatik, der sådan kort fortalt kombinerer forskellige former for formidling. Som en del af bacheloren tog vi begge et semester i USA på University of Miami, hvor vi bl.a. havde antropologi og journalistiske fag. Ellers er journalistikken rigtigt kommet til udtryk på vores kandidat, hvor vi læser cand.public på Danmarks Journalisthøjskole og finder gode historier og skriver artikler på livet løs.

Af filmmæssig erfaring har vi begge lavet kortfilm på bacheloren i Aalborg, hvor vi selv skulle stå for hele produktionen fra idé til redigering. Marie havde desuden et dokumentarfilm-fag i USA, der gik ud på at producere korte dokumentarfilm – og igen selv skulle stå for alt fra at finde historien, interviewe, filme og redigere.

Slutteligt har vi begge rejst meget og har blandt andet rejst i Australien, Kenya, Egypten, Kina, Cambodia, Thailand og Vietnam. Flere af rejserne har vi foretaget sammen, hvor vi både har roadtrippet i USA og dykket i Egypten, og vi glæder os meget til endnu et eventyr!

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Hold 3

Hold tre består af to førsteårsstuderende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Ham med brillerne hedder Christian B. Frederiksen. Han er 23 år gammel og har flere end 20 kortfilm bag sig samt Aarhus Filmfestivals Talentpris i baglommen. Anden halvdel hedder Lasse Rahbek Petersen og er 24 år. Lasse har fotograferet fra Tokyo til Moskva og lavet kortfilm i Los Angeles. Det er derfor han smiler lidt.

De kommer begge fra Jylland, bor begge på Nørrebro i København, studerer begge Tv- og Medietilrettelæggelse og drømmer begge om at leve af de levende billeder.

Christian og Lasse har siden de stiftede bekendtskab samarbejdet om en lang række projekter, men Danidas Verdensbilledlegat bliver det hidtil mest omfattende.

hold_03

Hold 4

Rune og Rune, København.

“Shoot it”

Vi vil fortælle historien om en ung fotograf i Bamako i Mali.
Den moderne teknologi har givet ham blod på tanden og vind i håret.
Med et digitalkamera i den ene hånd og en internet opkobling i den anden er han klar til at “skyde” sit hjemland og sælge billederne til resten af verden.
Men hvad er det resten af verden vil ha´?
Hvordan ser han sit eget land gennem den vestlige verdens optik?
Det lærer han på den første stuck foto skole i verden, der ligger i Mali´s hovedstad Bamako.

 Hold 5

Dokumentarfilmen “Lad os gå i fred” skal skildre en gruppe egyptiske kvinder, og deres handlekraft imod sexchikane i  Egyptens gader.

I Egypten har 83% af kvinderne oplevet sexchikane under deres færden i det offentlige rum. Den statistik har en gruppe kvinder besluttet sig for at gøre noget ved, og har derfor oprettet harassmap.org – en hjemmeside,  hvor  kvinder  kan indrapportere chikane. På harassmap.org kan kvinder gennem sms’er og emails indberette, hvor og  hvilken slags sexchikane, de har oplevet. Den geografiske placering og typen af chikane bliver registreret på et kort, og andre kvinder kan så løbende orientere sig om, hvilken sexchikane,  der har fundet sted i deres område. Derved får de egyptiske kvinder  et sted at italesætte deres oplevelser, og høre om andre,  der har oplevet lignende situationer. Harassmap giver mulighed for at dokumentere et problem,  der af mange  ikke anerkendes.

“Lad os gå i fred” kommer til at foregå i Kairos gader, hvor størstedelen af  indrapporteringerne på harassmap,  stammer fra. Filmen skal skildrer de medvirkende kvinders energi og innovation, når de kæmper mod de uretfærdigheder, der foregår, og vise, hvilken forskel det gør for de unge kvinder, at der findes et sted som harassmap.

Bag filmen “Lad os gå i fred” står to antropologistuderende på henholdsvis kandidat –  og bachelorniveau fra Københavns Universitet.  Vi har begge erfaring med rejser og projekter i den arabiske og mellemøstlige verden.
Tidligere i vores studie har vi arbejdet med repræsentationen af muslimer i Danmark og vi har været på feltarbejde i Qatar, hvor vi blandt andet arbejdede med kvindelig arabisk mode.

hold_05

Hold 6

Theis er en 24-årig flerkamerainstruktørstuderende ved Den Danske Filmskole, og Anna er en 25-årig statskundskabsstuderende med fokus på afrikanske udviklingsstudier ved Københavns Universitet. Studietitlerne er begge ordsnublende lange, men det er også den eneste fællesnævner for vores baggrund; Anna har slet ingen filmisk erfaring, og Theis har aldrig sat sine fødder på afrikansk jord.

Vi er dog i fuld gang med at udviske grænserne; Theis giver Anna et lynkursus i film, og Theis har kigget på et kort over Afrika!

Som makkerpar er vi helt dugfriske. Indtil nu har vi ikke delt meget mere end en time på en bænk, en flaske hvidvin og en håndfuld mails, og nu har vi kastet os ind i et intensivt og udfordrende projekt sammen, hvor vi er afhængige af hinanden, og hvor vi bliver hinandens tætteste sparringspartnere. Heldigvis var det en smuk aften at sidde på en bænk, hvidvinen smagte godt, og de udvekslede mails har ikke fået nogen røde alarmklokker til at blinke, så vi er satser på, at vores forskellighed vil få kreativitetsgryden til at boble. I hvert fald har vi det allervigtigste tilfælles, nemlig at vi er fulde af energi, entusiasme og engagement, og at vi glæder os vanvittig meget til at komme i gang med projektet.

Hold 7

Susan er opvokset i en bondefamilie på landet, man har brudt med alle familiemønstre – hun er flyttet til Nairobi og har uddannet sig til it-programmør. De seneste to år har hun haft et velbetalt arbejde hos et medicinalfirma, men for nylig har hun opgivet det sikre job for at dedikere sig 100% til at arbejde på en mobiltelefonservice til landmænd.

Sammen med to kvindelige kolleger har Susan udviklet et sms-system, døbt Mfarm, der kan hjælpe landmændene til at få en fair pris for deres varer. I Kenya sælger landmændene deres afgrøder gennem mellemmænd, men i reglen bliver de narret til at sælge for billigt. Med hjælp fra sms-systemet kan landmændene nu se afgrødernes dagsaktuelle pris, og dermed har de et bedre udgangspunkt for forhandlinger med mellemmændene.
Mfarm fungerer allerede på det tekniske plan, og Susan og hendes kolleger har fået støtte fra flere investorer, der tror på projektet. Den store udfordring – og filmens omdrejningspunkt – er, om de også kan få landmændene med på ideen.

Susan og kollegerne går aktivistisk til værks, for at udbrede kendskabet til Mfarm. De rejser ud til landdistrikterne, taler med folk på gaden, på restauranter, på markerne. De tager kontakt til landsbyhøvdinger, og får arrangeret stormøder, hvor de præsenterer Mfarm for sms-servicens potentielle brugere.
Hovedkarakteren, Susan, er skarp, velformuleret og brænder igennem et (skype)kamera. På trods af hendes baggrund er der ikke meget bondepige over hende. Tvært imod ligner hun én man kunne støde på i New York eller København. Er hun et muligt bindeled mellem den nye teknologi og det traditionelle kenyanske samfund?

Journaliststuderende Mira Kellermann og fotojournaliststuderende Peter Helles Eriksen er holdet bag filmen.

hold_07

Hold 8

illedet du ser her fortæller historien om to drenge, der gerne ville gøre noget godt for børn i ulande. Begge drenge var vilde med fodbold, så hvad var mere nærliggende end at tage til Mellemamerika og arrangere fodboldskoler i den honduranske slum.

Det var sådan vi mødtes for efterhånden snart tre år siden, Jonas og mig. Jeg skylder måske læseren at forklare, at Jonas er ham du ser til venstre. Fyren med pandebåndet er mig. Mikkel hedder jeg.

Den dag i dag er vi stadig vilde med fodbold, men stadig ikke ret gode. Eller det vil sige, at Jonas egentlig er meget god. Hans knæ går bare hele tiden i stykker, så han får ikke spillet meget. Det er lidt synd. For os begge.

Måske er det også derfor vi har fundet en ny fælles interesse. At fortælle historier med levende billeder. Jonas gennem sin uddannelse på Medievidenskab i Aarhus og jeg på min, Journalisthøjskolen, ligeledes i Aarhus.

Ulande fascinerer os stadig. Derfor blev det nærliggende anno 2011 at søge Danidas Verdensbillede Legat, hvor vi kunne kombinere de to ting. Fortællinger med levende billeder i ulande.

Tredje gang er lykkens gang. På mit uddannelsessted lærer vi at smyge os uden om alt, der har skyggen af en kliche. Ikke desto mindre tillader jeg mig at bruge en alligevel. For sådan var det for Jonas og mig. Første gang vi søgte legatet, blev vi kolossalt skuffede. Anden gang ville vi ikke skuffes, så vi regnede ikke med noget. Og med god grund. Men tredje gang, tredje gang blev vi lykkelige. Ergo er tredje gang lykkens gang.

Billedet er efterhånden tre år gammelt. Derfor ved jeg heller ikke præcis, hvad Jonas og jeg taler om. Men jeg har en anelse. Ud at dømme fra hans mimik, ser han imponeret ud. Armene ligner nogle, der er på vej op. I store bevægelser. Derfor forestiller jeg mig, at han har fået en eller anden absurd ide om, hvordan vi skal gribe noget an.

Jeg, derimod, ser en anelse uimponeret ud. Nok fordi jeg koncentrerer mig om at holde Jonas’ tankegang på et niveau, hvor den ikke kan flygte til et urealistisk sted. Sådan er det nemlig ofte med Jonas. Han er fyldt med ideer. Nogle knap så gennemtænkte, men mange rigtigt gode. Ligesom når han finder på at vi skal tage til Nepal og lave film om folk i kastesytemet…

jonas-og-mikkel

Hold 9

Projektet: Onkel Mzungu i Kayole

I et slumområde i udkanten af Nairobi bor ildsjælen Stephen Mweu på 27 år. Stephen har aldrig haft råd til at rejse uden for Kenyas grænser, men alligevel har han venner over hele verden. For når Stephen ikke kan komme ud i verden, må verden komme til ham. Siden 2007 har Stephen da via internetforummet couchsurfing.org gratis huset utallige hvide turister i sin etværelseslejlighed i slumområdet Kayole. Et kvarter, rejsebogen Lonely Planet, på det stærkeste fraråder én at besøge.

Filmen fortæller historien om Stephen, der bliver kaldt Onkel Mzungu i kvarteret på grund af hans gæster. Et kælenavn, der samtidig favner historien om en mand, som ved brug af internettet og gæstfrihed nedbryder fordomme mellem hvid og sort – og mellem rig og fattig.

Stephen er rastafari, kunstner og socialarbejder for hjemløse børn og én af Kayoles få computerejere. Han ønsker at skabe bevågenhed om livet i slummen, der er milevidt fra turistbureauernes glamourøse safariture. Gæsterne skal opleve ghettolivet, udveksle ideer og være med til at bringe Kayole på verdenskortet. De ser børnehjemmet, blikskursbiografen, de små barer og får et direkte indblik i Stephens liv i slummen, mens han får et glimt af en verden udenfor.

Beskrivelse af os

Mads er i gang med en tillægsuddannelse i journalistik, som en del af sin kandidat i antropologi, hvori han også er bachelor. Desuden har han studeret dansk TV-dokumentarisme og etnografisk filmproduktion som tilvalg i henholdsvis Danmark og Argentina. Mads har også en praktisk tilgang til fotografi, lyd- og filmproduktion fra sine studier på teknisk Skole og Krogerup Højskole. Hans interesseområde er antropologisk formidling.

Ida er TV- og Medietilrettelæggerstuderende og har siden sommeren 2010 arbejdet intenst med TV-mediet. Hun har både arbejdet med tilrettelæggelse og film- og klippearbejde. Før det har Ida læst på RUC, hvor hun blandt andet skrev projekter omhandlende kunst og filmiske virkemidler. Ida har rejst I Kenya og arbejdede under opholdet på et børnehjem i Nairobi. Hendes interesseområder er film, kunst og rejser.

hold_09

Hold 10

Celine Deela, 25 år: Bachelor i Internationale Udviklingsstudier og Kultur og sprogmøde studier. Pt. Praktikant i Dansk Flygtningehjælps ungenetværk.

Lene Kjær Jensen, 27 år: Bachelor i Bachelor i Socialvidenskab og Kultur og sprogmøde studier.

Beskrivelse af filmen
Midt i Saharaørkenen ligger en vestsaharisk flygtningelejr isoleret fra omverdenen. I det ene hjørne ligger den støvede skole for kvinder ”Mujeres de Dajla”. Den unge karismatiske og viljestærke kvinde Sahafiya er elev i kvindeskolen og ønsker brændende at kunne forsørge sin familie. Via kvindeskolens blog kommer Shafiya i forbindelse med to kvinder fra Baskerlandet, som ønsker at hjælpe hende. Efter længere korrespondance på internettet og med stor støtte fra de to spanske kvinder åbner Sahafiya en lille restaurant med pizzaer på menuen.

hold_10

Skriv en kommentar

*