Bokonbaevo

En gammel mand hilser med sit tandløse smil da han ridder forbi os på sit æsel. Støvet hvirvler op efter ham. En bunke hø kører forbi os med en lille lastbil nedenunder, da en mand råber efter os ”Kymus, kymus!”. Efter at have smagt på den gærede hoppemælk går vi videre i vores udforskning af den lille landsby, som emmer af gæstfrihed og udstråler en helt bestemt ro. Gederne bræger, de herreløse hunde gør, hønsene skræpper, alt imens at kirgiserne går, nej slentrer, roligt ned ad de lysebrune grusveje.


Vi er blevet indkvarteret hos en kirgisisk familie, som har taget overvældende godt imod os. Til tider er vi næsten ved at blive kvalt af den kirgisiske gæstfrihed. I Kirgisistan er det meget uhøfligt ikke at spise op, og er man uopmærksom et øjeblik, bliver der hurtigt fyldt mere på tallerknen. Vi har derfor aldrig været så mætte, som vi er her i Kirgisistan. I sidste uge havde vi næsten ikke tid til at tænke på filmen, da vores værtsfamilie hele tiden insisterede på at vise os rundt i området og tage os med til vilde familiefester. De har givet os vores egne kirgisiske navne – ”Taigan” og ”Semiz koi” eller på dansk: ”Jagthunden og det fede får”.

Vi har nu endelig fundet vores ørnejæger. Den ørnejæger som vi fra starten af har haft i tankerne, men ikke har kunnet få fat på fra Danmark. Vi havde ikke været i Bokonbaevo i mere end en time før han pludselig stod foran os. Tror at vi begge blev lidt starstruck over pludselig at stå overfor den mand, som vi havde snakket så meget om igennem vores forberedelser, men han ville meget gerne være en del af projektet.

Han hedder Talgar, og bor sammen med sin familie i et faldefærdigt hus, kun to minutter fra hvor vi bor. Ude fra vejen ser det lille hus ikke ud af meget, men så snart man træder ind ad porten fornemmer man, at der er noget anderledes på færde. Der er fugle overalt. En falk i entreen, småfugle på vasketøjssnoren og to kongeørne i forhaven. De larmer overraskende meget sådan nogle fugle, men ud over dette er det den perfekte location for vores film.

Talgar har været ørnejæger siden han var otte og har et helt specielt forhold til sin ene kongeørn, Tumara, som han betragter som en del af familien på lige fod med sine børn. Det virker som om at Talgar behandler sine fugle med respekt, og jo længere tid vi tilbringer med ham, jo mere bliver vi betaget af hans rolige udstråling.

Talgars søn, Azim, vil også gerne være en del af projektet. Han er ti år gammel, og er gået i gang med at træne sammen med sin far. Han er ikke gammel nok til at træne med ørnene endnu, men har to falke, som han håndterer, som var de det mest naturlige kæledyr i verden. Azim er en lang og ranglet dreng. Han er lidt klodset i sine bevægelser og virker en smule genert. Dette har dog bare fået os til at synes endnu mere om denne søde dreng, for samtidig har han det mest ligeglade udtryk i ansigtet, når han står med en seks kilo tung kongeørn på armen.

Skriv en kommentar

*