Om byer, og øer, og søer (og endestationer)

Siden sidst har vi taget afsked med Granada – et spanskcertifikat rigere.

Vi er ankommet til det sted, hvor vi de næste to uger skal optage vores film: Isla Ometepe, en paradisisk, grøn palmeø bestående af to vulkaner midt i Nicaraguasøen. Livet på øen er noget helt andet end i Granada, der omend det ikke er en kæmpe by, stadig ejer det liv, som byer nu engang gør. Her er der ingen konstant summen kombineret med pludselige, høje udbrud fra gaden, og ingen larm. Her er det vinden, cikader, brøleaber, æsler og cumbia musik, der dominerer lydbilledet. Vi har slået lejr intet mindre end 20 meter fra øens kyst og vågner derfor op hver morgen med udsigt over søen og fastlandet i horisonten. Med andre ord kan vi ikke klage.

Her ses det familieejede cirkus Reyes, som netop har optrådt i 2 uger i Merida. Derfor har vi begge for første gang i mange år haft fornøjelsen af at komme i cirkus, og for den nette sum af 4 kr per billet. Det er noget af en anderledes oplevelse.

Med hensyn til vores filmprojekt går det fremad med hastige skridt. Alvaro, vores fixer, er sådan en mand, der i hvert fald ifølge ham selv kan få alt til at ske – lige frem til sådan en grad, hvor vi joker lidt om at skrive ham på som instruktør. Han kan finde på at sige ting som: ”Denne mand skal i interviewe nu. Jeg får én til at følge jer hjem til ham”. Og så sker det, fordi Alvaro mener, at det må være det, vi står og mangler. Om det er godt eller skidt vil tiden vise, men i det mindste er vi frie fugle så snart, vi er blevet fulgt til dørs. Så kan vi tage tingene på egen hånd, og det er som regel herefter det sjove og uventede sker.

En af de lokale restauranter, vi har spist ved, som måske ikke ser ud af meget udefra, men når man kommer ind, er det kombineret restaurant og dagligstue, hvor fjernsynet kører nogenlunde 24/7.

Vi har følgelig mødt, fulgt og interviewet forskellige personer, der kan blive afgørende for filmen. Og har andre møder i vente, men særligt har mødet med Don Chico været berigende. Don Chico er en karismatisk 84-årig, der laver ecoladrillos [ecobricks]. På trods af en noget anden økonomisk situation end vores egen, slutter han som regel vores besøg af med at købe en eller anden lille ting til os. Indtil videre har disse små ting bestået af en særlig lokal majsdrik serveret i en lille plastikpose, 5 bananer, og en pose mangoer. Vi er smigrede, men føler også en stor trang til at gengælde.

Don Chico introducerer os for en af sine venner.

I går besøgte vi en af øens lossepladser, hvor uanede mængder affald ender sin tilværelse. Det er på en måde et slaraffenland, hvor man i timevis kan gå på opdagelse og finde sjove ting. Men det er på mange måder også en trist påmindelse om, hvilket aftryk vi er på vej til at sætte på kloden. Det sætter virkelig tanker i gang. Om en antropocen geologisk tidsalder, hvor plastik aflejres i jordlaget, og om plastik og atter plastik, manglende affaldshåndtering og det sørgelige, der er ved ikke-nedbrydelig emballage. Og  om hvordan det som menneske er at bo et sted, hvor der ikke er råd til at tage hånd om den kæmpe mængde affald. Ifølge Alvaro er det meste af affaldet fra de store hoteller, hvilket også bevidner en af de mere problematiske aspekter ved turisme. Da vi spurgte ind til, hvad der sker med affaldet herfra, svarede han, at det bare bliver liggende. Der sker intet. Det her er endestationen. I sådan en situation virker Alvaros projekt ekstra vigtigt. Hvert klasselokale, han bygger, indeholder 1 ton plastikaffald.

Ecoladrillas stablet klar til byggeriet af det næste klasselokale

Der er i øvrigt sket den store ting, at vi har takket ja til tilbuddet om at være frivillige på Alvaros projekt, der består af indsamlingen af ecoladrillos og den efterfølgende konstruktion af klasselokaler og driften af den bilingvale skole, klasselokalerne udgør. Vores svar blev vidst i virkeligheden et: ”Hvorfor ikke?”. Så nu skal vi ud over at lave vores eget filmprojekt også producere film- og billedmateriale til promovering af Alvaros projekt. Yderligere skal vi stå for de af få projektet ud på de sociale medier, mens vi er her. Vi har aftalt, at vi skal levere råmateriale af eleverne og dagligdagen på skolen, samt et færdigklippet filmprodukt, som vi afleverer til ham engang efter, at Verdensbilledlegat-filmen er færdig. Vi har takket ja efter overvejelser om, hvordan vi bedst kan give Alvaro noget igen for det arbejde, han udfører for os, og er kommet frem til, at det han vil få mest ud af, er vores arbejdskraft. En stor del af hans projekt er drevet af frivillighed, og Alvaro synes derfor, at det er en fremragende idé, at vi sideløbende med vores filmprojekt, agerer frivillige. Og hvem ved, måske det bringer os nye, spændende veje. Mere herom senere.

Stjernehimlen over øen

For lige at opdatere på vandflaske-kontoen er vi nu på rejsedag 13, og har stadig ikke haft behov for at købe flaskevand.

Muchos besos – Anne Sofie og Maja

Skriv en kommentar

*