Pas på! Vi har intet at miste

#1

Okay. Hey bloggen.

Vi følte egentlig, at vi havde turen ret godt planlagt, da vi tog afsted fra Københavns Lufthavn for godt 10 dage siden. Aftaler tager man dog lidt let på hernede, hvilket vi var forberedt på, men lidt skuffede blev vi dog alligevel, da vores ene kontaktperson i surfbyen Taghazout helt stoppede med at svare os efter, at vi havde aftalt at begynde at filme den følgende dag. Vi opgav håbet og satsede på en anden kontakt i Essaouira. Den summende kystby tog os med storm, også bogstavelig talt.

 

Vi tog chancen og ringede desperat op til vores kontaktperson, som ikke snakker engelsk overhovedet. Laura kører den hjem med bedste skolefransk, og vi aftaler at mødes kl. 18. Vi forvilder os ud et pænt religiøst område et godt stykke fra Medinaen, hvor vi bor. Mødestedet er dog slet ikke til at finde, så vi ringer op et par gange, men dog uden svar. Vi finder børnehjemmet næste dag ved hjælp fra en taxa chauffør. En sød engelsktalende udveksling studerende modtager os og forklarer lederen af børnehjemmet at vi vil lave et film projekt om deres børn. Det store problem er dog, at børnene ikke skal kunne genkendes. De skal beskytte børnene, deres identitet og fortid, hvilket vi har fuld forståelse for. Vi researcher videre efter andre børneinstitutioner.

 

Vi holder en pause fra diverse nedture og mødes med Hanne, der er grunden til at vi er havnet i Essaouira. Hun viser os de mange smalle skjulte stræder og hvordan man begår sig.

 

Vores desperation vokser, det bliver varmere og varmere, samtidig med at diverse sjove bakterier fjoller rundt i vores maver. Der er dog ikke noget en lille omgang imodium plus ikke kan klare med en god blanding gå-på-mod. Vi beslutter os for at møde op på en børneinstitution vi har fået kontakt med. De er venlige og imødekommende og forstår hurtigt at vi vil hjælpe dem. De ringer lederen af institutionen op og vi snakker længe med hende. Kort sagt; vi var enige om, at vi var perfekte for hinanden.

Nu får den hele armen. Vi krydser alt hvad vi har.

XX

Andreas Ascanius Lundmark Jakobsen på kamera i solopgang

 

Paradise Valley

 

Udsigt over Taghazout, hvor vi tilbragte få dage.

Mañana, mañana

Ja, ok, højt at flyve, dybt at falde. Matagalpa, arrival: Vi har sagt farvel til Granada, og nu skal vi endelig mødes med Fany, vores kontaktperson og fixer. Vi har hjemmefra aftalt tolk og mødetidspunkt, men efter en kort sms-korrespondence viser det sig, at Fany lige nu befinder sig små 200km væk fra Matagalpa – … Læs mere

Nicaragua, Mucho gusto!

What the wow. Vi er ankommet i Nicaragua – trods flyforsinkelser og nu, desværre, kun en enkelt kuffert. Her er fantastisk. Smukt, varmt og tordnende regnfuldt, og folk, vi møder på vores vej er virkelig søde og hjælpsomme. Vi har et par dage før vi skal mødes med Fany, som leder Las Golondrinas oppe nordpå, … Læs mere

Endelig fremme

Så er vi omsider landet i Sri Lanka, hvor vi skal lave projekt. Det har været lang tid at vente på at skulle i gang med projektet, sådan “for real”. Ventetiden har dog ikke været brugt på ingenting! Vi har nemlig haft et par fartbump på vejen, hvor vores kontaktperson her i Sri Lanka pludselig … Læs mere

Rundt om Dutertes Krig mod Narko

Vi filmer på Pasay Municipal Cemetery ude i et urban poor område af Manila. Området har været et af de mest påvirkede af EJK’s – Extra Judicial Killings. Graverne, som bor og lever på kirkegården,  har været pressede de seneste måneder. Ikke bare på grund af ligene, de ulidelige massegrave af uidentificerede ofre… Men frygten for deres venners, families og eget liv. De er de første til at vide, når bølgerne af myrderier begynder – og de første på listen over mulige ofre. Alt det i en verden af håbefuld insisteren på ret til at eksistere.

Vi har allieret os med en uopslidelig og trofast stringer, Voltaire, som er journalist og menneskerettighedsaktivist i Manila.

 

  1. Dag

Vi sidder på caféen og venter på Voltaire – han er en time forsinket pga pressemøde angående situationen sydpå i Mindanao. Oprørerne har bidt sig fast i Marawi City’s centrum og holder militæret ude med snipere. De siger, undtagelsestilstanden også kan komme til at involvere Manila… Folk her tager situationen meget afslappet. Forstår hverken hvad oprørerne vil, eller hvorfor det ikke kan lykkes militæret at slå det ned på fjerde uge. Militæret har igangsat to daglige luftangreb. Troperegnen høvler ned, da Voltaire træder ind af døren – vi er lige på kanten af den kommende tyfon-sæson.

Narkokrigen er afledt Filippinernes historiske tradition for politiske EJK’s. Voltaire fortæller, hvordan de siden tiden under marshall law har været anvendt som et politisk redskab. Med Duterte på magten har EJK’s taget en ny form, og ofrene kommer konsekvent fra Manilas fattigste områder. Hvad der startede som en form for propaganda har eskaleret til massemyrderier, hvor narkomisbrugere og pushere er blevet gjort til umenneskelige skabninger, som må renses ud af Manilas gader. Målet for Duterte, siger Voltaire, er at skabe et os-mod-dem forhold, hvor frygt og vrede bliver dominerende. En paralysering som gør masserne nemmere at styre. 

Vi tager til kirkegården kl 12.30 og er derude kl 13. Går gennem porten, en lang gang med grave stacket på begge sider. Grav alléen… Apartments kalder de dem. Der er ingen lugt. Til højre langs gangen står en spand med menneskeknogler. Nogle af gravene er malede, andre har planter, andre er smadrede og fyldt med skrald.

Vi mødes af et begravelsesoptog, en kiste bliver båret frem. En masse fine mennesker, passer langt fra til omgivelserne, gråd, kisten åbnes, liget. Børn leger samtidig, døden er blevet så naturlig for dem. Men der er ikke plads til kisten, de diskuterer hvad de kan gøre – Caretaker økser mørtel væk fra gammel grav, så der bliver plads til kisten. Let stemning, ungerne fra kirkegården nyder mennesker omkring.

Stenalder

I dag har vi leget med sten. Faktisk har vi leget med små kugler af papir, men vi lod som om det var sten, for det er sten vi skal bruge ude i landsbyerne. En del af grundlaget for vores arbejde hernede, bygger på en ide om at forstå vores kilder så godt som muligt. … Læs mere

På vej mod nord

Vejen til Norduganda er en af de bedste veje i hele landet. Smuk, grå asfalt så langt øjet rækker. Vores chauffør udnytter de gode forhold og kører lidt hurtigere, end vi selv ville have gjort, hvis vi havde befundet os på de tyske motorveje. Men vi befinder os en lille time uden for Kampala. I … Læs mere

“Everything is easier here, you will like it”

“You have been Denied”… Ved naboskranken var en meget autoritær kvinde ved at fortælle Simone, hvorfor hun ikke kunne komme ind i Uganda. Jeg ville meget hellere have drejet hovedet og ord hørt ord som “Welcome”, “Step into my country” eller “Right this way, please accept these complimentary pajamas made from liquified diamonds”. I stedet … Læs mere