Pas på! Vi har intet at miste

#1

Okay. Hey bloggen.

Vi følte egentlig, at vi havde turen ret godt planlagt, da vi tog afsted fra Københavns Lufthavn for godt 10 dage siden. Aftaler tager man dog lidt let på hernede, hvilket vi var forberedt på, men lidt skuffede blev vi dog alligevel, da vores ene kontaktperson i surfbyen Taghazout helt stoppede med at svare os efter, at vi havde aftalt at begynde at filme den følgende dag. Vi opgav håbet og satsede på en anden kontakt i Essaouira. Den summende kystby tog os med storm, også bogstavelig talt.

 

Vi tog chancen og ringede desperat op til vores kontaktperson, som ikke snakker engelsk overhovedet. Laura kører den hjem med bedste skolefransk, og vi aftaler at mødes kl. 18. Vi forvilder os ud et pænt religiøst område et godt stykke fra Medinaen, hvor vi bor. Mødestedet er dog slet ikke til at finde, så vi ringer op et par gange, men dog uden svar. Vi finder børnehjemmet næste dag ved hjælp fra en taxa chauffør. En sød engelsktalende udveksling studerende modtager os og forklarer lederen af børnehjemmet at vi vil lave et film projekt om deres børn. Det store problem er dog, at børnene ikke skal kunne genkendes. De skal beskytte børnene, deres identitet og fortid, hvilket vi har fuld forståelse for. Vi researcher videre efter andre børneinstitutioner.

 

Vi holder en pause fra diverse nedture og mødes med Hanne, der er grunden til at vi er havnet i Essaouira. Hun viser os de mange smalle skjulte stræder og hvordan man begår sig.

 

Vores desperation vokser, det bliver varmere og varmere, samtidig med at diverse sjove bakterier fjoller rundt i vores maver. Der er dog ikke noget en lille omgang imodium plus ikke kan klare med en god blanding gå-på-mod. Vi beslutter os for at møde op på en børneinstitution vi har fået kontakt med. De er venlige og imødekommende og forstår hurtigt at vi vil hjælpe dem. De ringer lederen af institutionen op og vi snakker længe med hende. Kort sagt; vi var enige om, at vi var perfekte for hinanden.

Nu får den hele armen. Vi krydser alt hvad vi har.

XX

Andreas Ascanius Lundmark Jakobsen på kamera i solopgang

 

Paradise Valley

 

Udsigt over Taghazout, hvor vi tilbragte få dage.

Stille, Phnom Penh… Stille!

At finde en tolk Phallin drømmer om at bliver guide og et af hendes yndlingsfag i skolen er engelsk. Derfor både taler og forstår hun en del engelsk. Dette har gjort det muligt for os, at gennemføre en række interview uden tolk, hvilket har været afgørende for det gode og afslappede forhold der er blevet … Læs mere

Én storby. Én skatepark.

Skateistan På trods af at Phom Penh er en storby og Cambodjas hovedstad, rummer den kun en enkelt etableret skatepark. Denne er ejet af en NGO ved navn Skateistan. Hver lørdag stiller Skateistan parken til rådighed for offentligheden, til stor gavn for byens skatere. Phallin og hendes bedste veninde Lea svingede sig elegant igennem den … Læs mere

A.k.a “Miss Hello” og en bøn for de ufødte

De sidste par dage har vi tilbragt på børnehjemmet, og det er virkelig en fornøjelse. Der er tvangs-middagslur og tvangs-lækker mad, da børnene synes, vi er lidt for høflige og tilbageholdende og derfor må dirigere os rundt og fylde op på vores tallerkener. De er enormt gavmilde på børnehjemmet og byder os på at spise … Læs mere

Postproduktion i Goa

Det er nu 16 dage siden vores første fly lettede fra Kastrup Lufthavn. Nu er vi nået til Goa, hvor solen skinner og Indiens nationaldag bliver fejret. Selvom vi er midt i monsuntiden, er vi heldige at se solen et par gange om dagen. Alt imens har vi de skønneste omgivelser til at lave postproduktion. … Læs mere

NAMASTE

Helt uvirkeligt er vi nu efter flere måneders forberedelse i Indien og skal lave vores Danida-film! Den 27. Juli rejste vi med 3 forskellige fly for at ende i Lucknow Lufthavn i Uttar Pradesh. Ligesom vi var forberedte på, var det en anelse svært at ”blende ind” i menneskemængden, men da vi havde fået vores … Læs mere