Mission umulig

IMG_0280

Wow. Det er praktisk talt umuligt at yde vores oplevelser i dag retfærdighed ved at skrive dette blogindlæg. Vi kan ikke få armene ned over hovederne af bare begejstring… og så alligevel. For vi er umådeligt øre og møre i vores kroppe og har fået os en god rødbrændt hud.

Det, vi er så begejstrede over, er en lille femtimers sejltur til et træ i Sundarbans’ jungle, hvor der hænger en bikube. På trods af at vi kommer uden for honningsæsonen, på trods af monsun og utilregneligt vejr, på trods af en hovedkarakter truet af feber, på trods af kulturforskelle og kommunikationsvanskeligheder, på trods af en hel uge, hvor vi har trukket på vores værters tålmodighed og på trods af den overbeskyttelse, som unægtelig hænger sammen med det at være hvid gæst i junglen, på trods af fare for bistik, krokodiller og tigere, lykkedes det os at mobilisere vores filmhold samt en hel båd med honningsamlere og få en scene med dem i aktion. Og det er ikke for sjov, skulle vi hilse og sige.

Med bundter af palmeblade, krukker på hovederne og mancheter i hænderne svømmer honningsamlerne fra deres lille fiskerbåd ind imellem bladene på junglens yderste træer. Bikuben, på størrelse med en god sofahynde, hænger og glinser i solen øverst i træet, som en kostbar skat vogtet af bierne. Ved at sætte ild til bundterne med palmeblade, ryger honningsamlerne bierne ud af kuben, og i et virvar af røg, vrede bier og råb hugger de bikuben af i et tag og svømmer ud af røgen med skatten over hovedet. Med bierne stadig kravlende rundt på den fældede bikube kravler mændene om bord på båden igen og sejler ud af buskadset.

Prøv at forestil dig at sidde på den fiskerbåd.

Ellers prøv at google ”honey collector sundarbans”.

Vi havde næsten ikke turde håbe på, at alt i dag gik efter planen. Da vi første gang hørte om, at det var muligt at rekonstruere eller foregive en rigtig honningsamling, var vi noget skeptiske. Vores fornemmelse sagde os, at vi skulle passe på med at forvente for meget. Det er trods alt noget af et cirkus at stable sådan et arrangement på benene. Men nu skete det. Og vi sidder og ser på dagens optagelser uden helt at fatte, at de er virkelige. Sådan!

Endelig overværer vi en håndboldkamp.

Efter et lidt deprimerende indlæg sidst, er det vidst tide med lidt positive vibes her fra Bolivia. Godt 18 dage i La Paz og vi møder endelig de alt for seje og svært-kontaktlige håndboldkvinder. Mod forventning følte de sig meget taknemmelige over, at vi ville filme dem, og håndboldtræneren Gonzalo, gjorde en dyd ud af … Læs mere

Ny seværdighed i tigerreservatet

Når man taler om solen… vores hovedkarakter er blevet syg med feber. Så i dag har vi givet ham en fridag og sender al vores energi til, at han bliver rask snarest muligt. Det hele har også været ret intenst siden i mandags, da vi for første gang mødte ham, så en pause fra filmsættet er kun velfortjent og helt sikkert nødvendigt. Vi har derfor brugt dagen i dag på at danne os et overblik over indsamlet materiale og filmens fremgang, og i eftermiddags tog vi på udflugt til det nærliggende tigerreservat. Det lykkedes os omsider – i vores tredje forsøg vel at mærke – at nå frem. Uden hverken monsunregn eller menneskemylder. Bag to rækker af hegn, mure og pigtråd samt en lille voldgrav bevægede de smukke dyr sig gennem det høje græs, så man lige kunne ane striberne og de hvide ørespidser. Vi ville jo allerhelst have dyrene i deres naturlige omgivelser, hvilket vil sige uden alt for mange hegn foran. Så vi fik glade lov til at kravle rundt på det yderste hegn, til stor begejstring for alle vores indiske tilskuere. Med kameraet over skulderen og to sikkerhedskvinder med faste greb fæstnede Josefine sig på tremmerne ind til buret og sigtede med kameraet ind mellem metalstængerne. Det var ikke ligefrem de nemmeste forhold at filme under, og resultatet blev også lidt derefter. Dog ved vi nu, hvad vi ikke er gået glip af, og vi kommer ikke til at ærgre os over ikke at have besøgt tigerreservatet. Vi kan derudover prale af, at vi endelig har set to bengalske tigere samt overgået tigerdyrene selv i opmærksomhed. Dagen i dag havde inderne nemlig, udover Hr. og Fru tiger, altså tre nye eksotiske dyr at kigge på i tigerreservatet, som opførte sig meget mærkeligt. Og vi har formentlig allerede lavet en del ufrivillig PR, som man snart kan se på YouTube og diverse andre social fora.

I går var vi til hindufest i Jharkhali med vores hovedkarakter og hans venner. Natorp og Exner var for første gang på egen hånd uden deres befærdede mor, Bregnhøj, hvilket selvfølgelig resulterede i at Natorp meget hurtigt kom til at love folkene i det lokale tempel at skaffe dem en brønd med tilhørende pumpe inden for den nærmeste fremtid (sådan tilnærmelsesvis). Det at have hvid hud i Sundarbans medbringer altså en hel del forventninger. Vi prøver det bedste vi kan at fortælle, hvad vi er i stand til at gøre, og hvad vi ikke er. Og vi håber på forståelse. Og så tror vi, at vi tager Bregnhøj med igen næste gang – det er vidst bedst.

En bøn til Banbibi

Skærmbillede 2001-01-11 kl. 05.57.16

I dag er det vores tiende dag i Sundarbans. Og vi er så heldige at kunne kigge tilbage på en uge, hvor vi har haft vinden i ryggen det meste af vejen. Vores erfaringer hver især siger os, at man bestemt ikke skal tage dette held for givet, så vi krydser vores fingre og beder lidt til guderne om, at det hele fortsætter lidt endnu. Dette er også meget passende at gøre i dag, da vi skal fejre dobbelt helligdag med Shantanu, vores hovedkarakter, og hans familie. Det er i dag dagen, hvor muslimerne fejrer slutningen på Ramadanen samt dagen, hvor hinduerne fejrer højtiden Ratha Yatra. Dette formoder vi også er grunden til, at vi har sovet til lyden af en insisterende og overdøvende bengalsk sang det meste af natten. Skønt!

Når dette er sagt, er det heller ikke ensbetydende med, at vi ikke har oplevet udfordringer i løbet af tiden hernede. I går blev vi forhindret af voldsom regn i at besøge et tigerreservat nummer to, hvor chancerne for at se tigerdyret efter sigende skulle være bedre. Vi forsøger derfor igen i dag. Og det er heller ikke uden besvær, at vi hver dag instruerer tolk, guide, familie og tilstødende publikum i at være stille under optagelser, ikke at stå i billedet, ikke at kigge i kameraet og alt det andet, der hører et filmsæt til. Sidst men ikke mindst er det begyndt at blive klart for os, hvor stor en oversættelsesbyrde vi står over for. Vi har hele tiden vidst, at det er en prøvelse at lave en dokumentarfilm i et land, hvor man ikke taler det lokale sprog, men nu bliver disse tanker pludselig meget konkrete. For hvad gør man lige med mange timers filmmateriale, som man skal klippe sammen, men ikke forstår? Vi har nu lagt en plan, og ser hvordan det går. Må Allah, Krishna, Ganga, jungleguden Banbibi og alle de andre guder være med os.

Streetcredits til Exner!

Skærmbillede 2015-07-15 kl. 22.54.05

Forestil dig at du løber intervaltræning i Randers Regnskov. Stierne er bare lidt længere, og der er lidt flere indere, der kigger mærkeligt på dig eller hilser med et ”hello!” i forbifarten. Det er ca. 35 grader og luftfugtigheden er på over 80 %. Man sveder altså meget, og det går ikke rigtig væk. Hvis det lykkes dig at forestille dig dette, så har du vores fotograf Josefine Exner i fuld aktion på filmsættet i Sundarbans i dag. Hun har helt sikkert tjent et par streetcredits og en hel del respekt hos vores guide og andre indere efter hendes præstation, hvem hun blev hyldet af for sin ”honesty” og ”hard working” spirit.

Opgaven, vi havde sat os selv for her til formiddag, var at følge vores nye hovedkarakter – for ham har vi nemlig fundet, yes! – på vej i skole. Uden dolly, og med et meget dyrt (og lidt tungt) kamera skiftedes Josefine til at stå og filme flokken af skolekammerater på vej i skole for derefter styrte i sandaler henover brogede brosten og rismarker for igen at komme op foran vores filmstjerne og hans venner. Vores hovedkarakter selv var som født til at være på et kamera. Elegant og diskret formåede han hele tiden at være til syne foran kameraet. Vel og mærke uden at kigge i det. Vi er nu meget mætte og veltilfredse efter en lang dags strabadser og den første konditionstræning vi har fået i flere dage. Det er sikkert meget sundt. Om ikke andet har vi nu for alvor sikret os at folk i området ved, at vi er her. Monsunregnen er også faldet her til aften i følgeskab med torden og lynild. Det betyder at vi kan få lov at sove i en lidt køligere nat – og det bliver dejligt.

Kanalrundfart i Sundarbans

Skærmbillede 2001-01-11 kl. 06.01.59

Dag seks i Sundarbans og vi er efterhånden ved at vende os til det virkelig varme og fugtige klima. I går var vi på en otte timers lang ”kanalrundfart” (også kaldet tigersafari) på floderne i Sundarbans. Vi så desværre ingen tigre, men derimod en masse fugle, hjorte og aber, mødte en meget informativ indisk guide og så en hel del mangrovetræer. Derudover fik vi os et smugkig ind i junglens dyb og fornemmede dens gigantiske størrelse.
På vejen hjem tog vi forbi en familie i Jharkhali, hvor vi blev budt velkommen med konkyliehorn, røgelse og blomster. Vi er tæt på at kunne kalde dette vores hverdag – det er virkelig svært at falde ind i mængden, når vi så tydeligt skiller os ud fra de lokale indere. Alle steder vi kommer, bliver vi budt på te og kiks, og vi skal sjældent opholde os mere en et minut på et sted, før vi har en følgeskare på mindst 20 nysgerrige indere. Børn, unge, voksne, ældre, kvinder som mænd, piger som drenge. Det har indtil videre heldigvis ikke været noget problem, tvært imod, det er mindst ligeså spændende for os at opleve, som det ser ud til at være for dem. Måske vi på et tidspunkt dog bliver nødt til at sige fra… hvis det altså kan lade sig gøre. I dag fandt vi muligvis vores kommende hovedkarakter. Det er virkelig spændende. Og i morgen skal vi med ham i skole.

WRAAAUW!

IMG_9034

Så er vi igang! Efter tre dage i Sundarbans er det nu søndag, og dagens program står blandt andet på turens første blogindlæg, hvilket vist er på tide. Derudover står programmet på en smule redigering, besøg på den lokale skole og ikke mindst lidt afslapning efter tre dages strabadser.

Vi ankom torsdag morgen til Kolkata, hvor vi som det allerførste fik lov at være (VIP-) gæster i et ægte indisk filmstudie. Vores værter, organisationen JGVK, skulle se de foreløbige resultater af deres nye film, og vi skulle selvfølgelig med. Vi sad og nikkede lidt med hovederne og kæmpede med at holde øjnene åbne i det mørke lokale, hvilket ikke var nemt efter to timers søvn. Det lykkedes dog nogenlunde, og filmen var, udover et hit, også til inspiration for vores eget projekt. Efter filmvisningen storshoppede vi i et shopping center, anskaffede os en splinterny indisk garderobe og kørte derefter tre timer i jeep gennem tung monsunregn ud til vores destination.

Fredag gik på at pakke udstyr ud og lære området at kende, og i går var vi på vores første felttur. Med en oversætter, en chauffør og en lokal guide drog vi i en autorickshaw ud til området Jharkhali, hvor vi i løbet af dagen mødte fire tigerenker samt en honningsamler. Sidst på dagen kom vi på sporet af en mand, som efter sigende havde overlevet et tigerangreb. Han skulle være næsten døv og blind og have et stort ar hen over ansigtet. Vi fandt hans hus og kone, men det lykkedes os aldrig at finde ham. I vores søgen efter ham, fandt vi på markedet dog en anden mand, som stolt viste sin ene balde frem – mærket med det største ar efter en tigerklo – og fortalte os en gruopvækkende historie om, hvordan tigeren havde ligget oven på ham i 3-4 minutter, før han var blevet reddet af sine venner.
Vi er overvældet af Indiens farver og mennesker, og vi kan ikke vente med at komme rigtig i gang og finde vores hovedkarakter. Vi har dog også mærket, hvor seriøst et emne det er, vi beskæftiger os med, og hvor mange i området der er berørte af tigeren.

Kill Your Darlings

Vi nød den sidste uge i Kirgisistan med at lege turister og få set lidt andet end Bokonbaevo. Det føltes rart at lægge projektet lidt fra sig og få det hele lidt på afstand. I sådan en proces, som vi har været igennem, føler man sig aldrig rigtig færdig. Der er hele tiden scener som, … Læs mere