Dag 4: Casting i Lusaka

At stikke hovedet ind på en byggeplads er uden tvivl det bedste, vi har gjort i løbet af vores første tid her i Zambia. Vi har fundet en fantastisk location, som ikke blot giver os mulighed for stærke reportagebilleder, men også har en enorm symbolværdi. Bygningen er et af de eneste højhuse i hovedstaden som boomer, i et land der er plaget af dyb fattigdom. Hotellet, som bygningen en dag skal blive til, vrimler med unge zambianere, der er flyttet til byen for at følge drømmen om et bedre liv. De arbejder for 20-25 kroner om dagen, mens de knokler for at skabe dyre hotelværelser til fremtidens turister i byens centrum, som både konkret og billedligt talt, ligger mile vidt fra de boforhold de selv har til rådighed. Vi mødte i dag bossboss, Mr. Choo, som er chefen for det kinesiske firma, der ejer bygningen. Til vores store overraskelse var han, ligesom alle andre der arbejder i bygningen, utrolig venlig, sympatisk og med på projektet, trods hans dårlige engelske som krævede kreativ brug af håndtegne og store fakter. Vi har altså nu fri adgang til at filme i bygningen – inklusiv turen op med arbejdselevatoren på siden af bygningen til taget, der ligger 20 etager over byen. Lusaka rising, bogstaveligt talt.

Men det ville altsammen være lige meget, hvis ikke den rette person befandt sig i bygningen. Og det gør han. Han hedder Kelvin, er 23 år gammel og er vokset op på landet. Han husker med et drømmende blik tilbage på livet i landsbyen, hvor hans familie bor og han selv kunne dyrke jorden og holde høns. Men han ved også, at det er i byen at mulighederne er, og det er derfor han som 18-årig tog springet og rejste mod hovedstaden og drømmen om et bedre liv. Han drømmer om en dag at åbne en lille restaurant og sørge for, at hans tre måneder gamle datter kan komme til at gå i de bedste skoler. Han er åben, ærlig, charmerende og god til at fortælle. Med andre ord, er han lige den vi har ledt efter.

Før mødet med Kelvin, har vi været på rundtur i et fattigt compound, hvor vi blev introduceret til adskillige kvinder, som alle var tilflyttere fra landet. De ville gerne hilse på os, men var alle frygtelig generte og ydmyge, og det var tydeligt, at ingen af dem var den rigtige bærende karakter til vores film. Vi gik fra området skuffede og bekymrede for, hvordan vi på så kort tid, skulle finde vores case. Pludselig blev vores planlagte møde på byggepladsen senere samme dag noget mere vigtigt. For hvad nu, hvis vi måtte gå skuffede derfra også?

På byggepladsen blev vi introduceret for to personer: Morpheu og Jonathan. Vi havde en snak med dem begge, og de ville gerne være med. Morpheu var en fantastisk åben fortæller, men hans profil passede ikke helt til vores historie. Jonathan derimod havde den perfekte profil, men virkede meget genert. Vi tog derfor med Jonathan med hjem, da han fik fri, for at få mere tid sammen med ham og se om han kunne åbne lidt op. Men det klikkede ikke rigtig: ofte kan man mærke med det samme i castingprocessen om personen vil være god til at fortælle, og gnisten var der desværre ikke. I hvert fald ikke med den korte tid vi har i byen, hvor der ikke er plads til at lære vores karakter at kende over flere uger eller måneder. Vi ringede derfor til Mwape, vores fantastiske kontakt på byggepladsen, og hørte om han måske kunne give det ét mere skud og se om han kunne precaste en fyr mere, som vi kunne møde. Og ud af det blå kom Kelvin.

Et par dages arbejde med at spørge rundt til højre og venstre, møde folk og holde øjnene åbne, bar altså frugt i dag. Et par dages casting i en fremmed storby er frygtelig kort tid, og vi havde ikke turet håbet på, at det kunne lykkes så godt. Men efter at have besøgt Kelvin og hans kone her til aften, ved vi, at vi har fundet den rigtige, og at vi ikke behøver at lede mere.

Skriv en kommentar

*