Der bor kun tre danskere i Kirgisistan

Én af dem kender vi. Han hedder Michael Westerbjerg Andersen og har været bosiddende i  hovedstaden Bishkek siden starten af 90’erne. Han er uddannet ornitolog og rejste oprindeligt til Kirgisistan på grund af landets rige fugleliv. Nu har han giftet sig i landet og er i øjeblikket ved at færdiggøre den første og eneste bog, der nogensinde er blevet lavet omkring fuglelivet i Kirgisistan.

Vi har været så heldige at få Michael overtalt til at være en del af vores projekt. Han var helt tilfældigt i København for et par uger siden for at få fornyet sit visum. Vi greb chancen, og fik sat et møde op med ham på en café. Vi var interesserede i at få ham til at fortælle os om, hvordan det i realiteten står til med de traditionelle ørnejægere i Kirgisistan.

Ørnejægerne i Kirgisistan
Ørnejagt er traditionelt set en dybt forankret del af den kirgisiske kultur. I ældgamle myter og savn, beskrives den majestætiske kongeørn som en essentiel del af den kirgisiske identitet og folkesjæl. Rovfuglene har altid været et vigtigt redskab i forhold til at sikre familiens overlevelse.

Foto: Anthony Bond

Den traditionelle kirgisiske ørnejæger stjæler ørneungerne, imens de endnu ligger i reden. Tålmodigt forsøger han at omvende ørnenes vilde natur, ved gradvist at opbygge et tæt forhold til sine rovfugle. For mange ørnejægerfamilier bliver ørnene et ekstra familiemedlem. Familien lever side om side med ørnene, som var det et hvilket som helst andet kæledyr.

Når ørnejægeren skal på jagt, drager han alene ud på den lavlandede slette. Han ridder på sin hest med sin mest trofaste ørn på den ene arm. På en bakketop sætter han ørnen fri, hvorefter den forsvinder langt ud i horisonten. Spejdende efter bytte vil ørnen forsvinde ud af syne, for så pludselig at dukke op, på koalitionskurs mod jorden.

Kongeørnene i Kirgisistan kan dræbe kaniner og andre mindre dyr. De kan endda nedlægge ulve. Ørnene overrasker og overrumpler byttet og holder det fast med de sylespidse kløer, indtil ørnejægeren når frem til byttet. Han flår skindet af dyret, og tager kødet med hjem til familien. Ørnen får en bid af kødet som belønning.

Sådan lever ørnejægerne i Kirgisistan. Eller sådan vil guidebøgerne i hvert fald gerne have os til at tro, at de lever.

Illegal industri
Kirgiserne har fundet ud af, at turister fra Kasakhstan og Rusland gerne betaler mange penge for at få et billede med hjem til familiealbummet, hvor de har en kongeørn på armen. Derfor foregår der i dag en enorm rovdrift på alle rovfuglene i Kirgisistan. Ørneunger fjernes fra reden af folk, som ikke har forstand på at opfostre eller håndtere dem. Mange af rovfuglene dør af samme grund i en ung alder, da mange af de nye ørnejægere ikke har noget begreb om, hvordan man holder rovfugle i fangeskab.

Ørnenejægerne er i dag blevet en turistattraktion, Foto: Mike Gadd

I Saudi-Arabien betaler oliesheikerne gerne mange penge for at få egen kongeørn på paladset. Der foregår derfor en enorm illegal handel af forskellige arter af rovfugle på tværs af den Kirgisiske grænse. Flere fuglearter er af samme grund truet af fuldstændig udryddelse i Kirgisistan.

Ørnene er stadig en stor del af den Kirgisiske kultur og er en essentiel kilde til mange familiers overlevelse, men måden, hvorpå ørnene bliver brugt med henblik på at forsørge familien, har ændret sig. Ørnejægerne og det tætte forhold imellem menneske og rovfugl er således stadig en interessant historie. Det er bare vigtigt at have for øje, at der i dag eksisterer en anden realitet end den, som skildres i de mytiske fortællinger, og det man kan læse i diverse rejsebrochurer.

Virkeligheden som den er
Vi havde regnet med at lave en film omkring de traditionelle ørnejægere. Derfor blev vi noget overraskede da Michael fortalte os om, hvordan realiteterne ser ud i Kirgisistan. Efter et langt møde med ham er vi dog blevet enige om, at vores projekt stadig kan lade sig gøre.

I vores film er vi ikke interesserede i at forherlige ørnejægerne og deres uetiske metoder, når de indfanger og videresælger rovfuglene. Vi ønsker dog heller ikke at lave en film, som udelukkende har et naturbeskyttelsesperspektiv. Vores film skal i stedet afbillede den barske virkelighed, som den er. Der skal ikke lægges nogle fingre imellem.

Drengene Azim og Aybek, Foto: Anthony Bond

Vi vil derfor stadig fokusere på historien om de to drenges opvækst blandt rovfuglene. Deres kamp med at se frygten i øjnene, og lære at håndtere kongeørnen. Det er de nødt til, for at kunne sikre familiens overlevelse. Det er denne historie, som vi finder nærværende, og som vi mener, at mange ville kunne lære noget af i Danmark.

Filmen skal dog samtidig oplyse om, hvordan det i realiteten står til med ørnejægerne i Kirgisistan, og hvordan mange behandler ørnene forkert. Vi vil filme hvordan ørnene bliver vist frem for turisterne af de ”falske” ørnejægere, og hvordan ørnene bliver transporteret i bagagerummet af gamle rustne biler.

Familien i fokus
I forhold til vores lille film, er det derfor vigtigt at vi finder frem til en familie, som behandler ørnene på en nogenlunde human måde. Vi ønsker at finde en ørnejægerfamilie, som stadig har en flig tilbage af den traditionelle ørnejægers forståelse og tætte forhold til ørnene. På et lavpraktisk plan er vi afhængige af, at vores hovedpersoner reelt kan få ørnene til at lette på kommando, ligesom vi selv også gerne skulle kunne komme helt tæt på ørnene uden at komme til skade.

Og det er her Michael kommer ind i billedet.

Han er lige nu i gang med at lave research for os i Kirgisistan, for at finde ud af hvilke af de lokale ørnejægere i området, der stadig har lidt af de gamle værdier i orden. En familie som har bare lidt begreb om hvordan man holder rovfugle i fangeskab. Vi har en speciel familie i søgelyset, som også er den vi har beskrevet i vores projektbeskrivelse, men det er svært at vide hvordan realiteterne ser ud, når al research foregår foran en computer.

Derfor er det en kæmpe styrke for vores film, at vi nu har fået Michael indover projektet.

Én af de tre danskere som bor i Kirgisistan.

En kommentar til “Der bor kun tre danskere i Kirgisistan

Skriv en kommentar

*