Der er en første gang for alting


Denne tur er på alle måder en første gang for mange ting.

Det er første gang, at vi laver en dokumentarfilm. Det betyder, at vi laver mange fejl. Lyden driller, kameraet driller, lyset driller. Vi lærer utrolig meget af vores fejl og prøver at planlægge os ud af det meste. Alligevel har vi overraskende nok fået rigtig mange gode skud i kassen ved bare at kaste os ud i det. Vi kalder det kamikaze-stilen.

Det er første gang, at vi har drukket gæret hoppemælk og set et helt får blive slagtet for derefter at blive kogt over åben ild i fire timer. Vi har aldrig spist så meget fårekød. Vi er begyndt at lugte af får. Jakob fik en fårefod på sin tallerken den anden dag, da kirgiserne spiser ALT på fåret. Derudover har de lokale drukket os fulde i vodka. Vi kan hermed afkræfte myten om, at man ikke får tømmermænd af ren vodka.

Det er første gang, at vi har interviewet et barn. Vi valgte at starte med interviewene for at skabe mere tillid ved ikke at tage kameraet frem med det samme. Det virkede lige omvendt på Azim. Den stakkels dreng blev så nervøs over den behårede mikrofon, at han næsten ikke kunne snakke, og vi måtte afbryde interviewet. Vi var bange for, at det også ville have gjort ham bange for kameraet, men tværtimod. Nu håber vi at kunne gennemføre interviewene, når vi er færdig med at skyde filmen, og lægger snedige planer for, hvordan vi skal få Azim til at tale ind i mikrofonen.

Det er første gang, at vi taler igennem en tolk. Det virkede noget grænseoverskridende i starten, men nu er vi blevet afhængige af at have ham med overalt. Det er ikke nemt at begå sig her uden at kunne snakke kirgisisk. Vi forsøger at lære de mest basale høflighedsfraser, men har glemt dem igen, ligeså snart vores tolk forsøger at lære os et nyt ord. Vi bruger utrolig meget tid på at få oversat vores materiale. Det tager virkelig lang tid, og er ikke den mest ophidsende proces, men samtidig er det også fedt at se hvordan billederne pludselig bliver levende, når man kan forstå, hvad der bliver sagt.


Det er første gang at vi flyver med drone. Det har vist sig at være overraskende nemt, og vi er nu i fuld gang med at finde forskellige locations. Kirgisistan har noget af den smukkeste natur, vi begge har set. Store ørkenlandskaber og snebeklædte bjergtinder. 93 procent af landet er dækket af bjerge. Vi har haft nogle få nervepirrende flyvninger med dronen, hvor vinden pludselig overtog kontrollen, og vi med bankende hjerte kunne se dronen blive til en lille plet ude i horisonten. Gudskelov har vi endnu ikke lavet nogen alvorlige styrt.

Det er første gang, at vi filmer rovfugle. De larmer meget og opfører sig sjældent, som man har planlagt det. Familien havde to falke da vi ankom, nu har de én. Desværre var det den stille og rolige falk som valgte at stikke efter en due under en træning. Talgar har dog stadig sine to kongeørne, som vi er kommet overraskende tæt på under optagelserne. Man glemmer let, hvor farlige ørnene er, når man står med et kamera i hånden. Vi har et par gange oplevet, at de har sprunget efter os, fordi vi kom for tæt på. Talgar har et ret afslappet forhold til sine ørne, og nogle gange må vi knibe os selv i armen, når det går op for os, at vi sidder i en lille personbil med en kongeørn på bagsædet.

Skriv en kommentar

*