Om det at få adgang

Den største udfordring for vores projekt – og måske de fleste dokumentarprojekter overhovedet – er ubetinget access. Det har fået os til at tænke en del over, hvad det præcis er som afgør, om folk indvilliger i at åbne op og fortælle – og hvornår de ikke gør? Vi dækker et emne, som både New York Times, The Guardian, Al Jazeera, CNN – alle har været efter. Vi kommer i efterdyndingerne på en mediestorm, hvor de fleste kilder er trætte af opmærksomhed, trætte af hvide, vestlige journalister med hvide, vestlige journalistvinkler – og måske også bare trætte af at snakke. Alligevel er det lykkes os at komme længere ind i Durtetes narkokrig, end vi havde turde håbe på.

Vores fantastiske stringer er uden tvivl en kolossal hjælp. Vi er ham dybt taknemmelig. Men for en historiefortæller vil det at navigere og penetrere et fjendtligt og uvelkommende miljø altid være en kæmpe udfordring. Og det har taget tid. Tid og smil og tålmodighed. Og flere smil. For os faldt mønten for alvor, da vi begyndte at få respons fra børnene ude på kirkegården; deres nervøse blikke blev langsomt mere nysgerrige, de samles i flokke bag os – først et hvin… og så kom det – et grin!

 

Dutertes krig mod narko
Smilende snotpige og Pokémon
Dutertes krig mod narko
Søvnig pige på kirkegården

 

På kirkegården følger øjnene os bogstaveligt talt fra alle grave. De har målt og vejet og fulgt os i vores mindste bevægelser. Men de voksne er langsomt kommet efter børnene; om morgenen bliver vi nu mødt med et ‘good morning Anders and Simone’ i stedet for: ‘who are you? The Americans?’. Der er ikke noget sted i Manila, vi føler os mere trygge. Det betyder også, at vi kan komme helt tæt på gravernes arbejde, uden at de tænker nærmere over vores tilstedeværelse.

 

Dutertes krig mod narko
To gravere gør en apartment klar til den næste beboer

 

Tillidsbåndet er afgørende for, at graverne begynder at åbne mere op for den daglig frygt, de vågner og går i seng med. I dag rykkede situationen omkring Dutertes krig mod narko et skridt tættere på, da det pludselig rygtedes på kirkegården, at en gruppe politimænd havde bevæget sig ind på området. Musik blev slukket fra ghettoblastere og gardiner trukket for. Graverne holdt op med at joke.

Hvad får en præsident til at føre krig mod sit lands fattigste? Og hvordan lykkes det ham at slippe godt fra det? Vores lille kirkegårdsverden begynder at forklare os mere og mere om konsekvenserne af Dutertes krig mod narko.

Skriv en kommentar

*