En duft af bordel

Vi har de seneste dage arbejdet med den udfordring, som vi (og måske også andre i verdensbilledlegatet) møder: historien…

Pludselig står vi med en masse materiale – men, hvordan portrætterer vi bedst det, som Fany fortæller os? Det er virkelig en udfordring, og bedst som vi tror, at det hele kører, så sker der noget uventet

– og på den måde er vores manuskript i særdeleshed inde i en dynamisk udvikling.
Vi bruger hele dagen sammen, ser materialet igennem med en vis forventning, og ender med at se hinanden i øjnene over aftensmaden, og sige: Godt, hvad gør vi så herfra?!
Så skriver vi ned. Lægger planer. Ændrer stil. Retter ind. Laver om. Og prøver at acceptere, at tingene også er en lille smule ude af vores hænder.

Forleden morgen blev vi hentet tidligt – og så gik turen mod Sebaco, som ligger ca. 45 min kørsel fra Matagalpa. Her skulle vi til møde hos politiet.

Las Golondrinas – rise and shine, ready to go!

Efterfølgende gik turen videre til nogle barer – eller “bordeller” om man vil. Ekstravagant er næppe ordet man vil bruge om disse nica-bordeller.
Ligesom med så meget andet var der naturligvis heller ikke noget, der gik som planlagt denne dag. Men at få adgang til de her bordeller var lidt af en oplevelse – og vi havde næppe turde sætte vores ben de steder, hvis ikke vi havde været sammen med Las Golondrinas…
Bordellernes udtryk er ens; Lugten af gammel øl hænger tungt i væggene, mænd sidder ved plastikborde med skod-hullede duge, som kun for længe siden har fundet vejen forbi vand og vaskepulver. På væggene hænger der antivoldsplakater med opfordring om ikke at slå kvinder. Alligevel er “Sikker” ikke som udgangspunkt den første følelse, der bevæger sig igennem kroppen. I højere grad smager følelsen af væmmelse. Det er ganske ubehageligt at mærke blikkene fra de mørke hjørner, og det føltes ærligt talt som en lettelse at komme ud i dagslyset igen.

Hospedaje – eller et såkaldt “gæstehus”…

Som for alle andre, så er tid vores værste fjende. Fany og gruppen skal jo også arbejde, hvor vi ikke sidder klistret til dem, som to forårskåde danske tæger, der ikke ved, hvornår de skal give slip. Og det er uden tvivl en udfordring for os.
Vi bliver bare nødt til at tro på, at det hele nok skal gå.
Tiden flyver jo kun, fordi vi har det sjovt… ikke?….

Touring Matagalpa – spænd selen. Eller. Ja.. Hold fast…

Vi lægger i hvert fald ansigter til en masse selfies (som Jakob og Marie skrev: noget for noget), og det er da uden tvivl den største fornøjelse. Altså. At finde ud at, hvor fotogene, vi alle sammen er med den rette belysning.

Skriv en kommentar

*