Én storby. Én skatepark.

Skateistan

På trods af at Phom Penh er en storby og Cambodjas hovedstad, rummer den kun en enkelt etableret skatepark. Denne er ejet af en NGO ved navn Skateistan. Hver lørdag stiller Skateistan parken til rådighed for offentligheden, til stor gavn for byens skatere. Phallin og hendes bedste veninde Lea svingede sig elegant igennem den hektiske trafik på scooter, mens vi var på slæb i en tuktuk, med kurs mod skateparken. Phallin har ikke stor erfaring med de mange ramper, da hun oftest skater på de flade fliser i byens parker. Derfor var det en mere observerende Phallin, der begav sig rundt i skateparken, end vi er vant til. Forsigtig og frygtsom er dog to ord, som nok aldrig vil blive brugt til at beskrive Phallin, og inden længe kastede hun sig over de nye udfordringer. Vi bevægede os ivrige rundt med kamera og mikrofon, og temperaturen i den halvt overdækkede park steg hurtigt da solens stråler ramte det tynde tag. Svedige tog vi afsked med Phallin og Lea efter en spændende og god dag. Dog returnerede de kort efter med kolde vandflasker til de gennemblødte europæere. Ægte venner i nøden, har de for alvor vist sig at være. Taknemmelige og med løftede hoveder gik vi ud for at finde en tuktuk hjem.

Vejret

Inden afrejse fra Danmark havde vi en række skrubler over vejrsituationen i Cambodja, eftersom vi vidste at vi ville ramme regntiden. Fortrøstningsfulde drog vi ud og købte en stor vandtæt taske og to genbrugelige regnslag inden afrejse. Det er dog med stor glæde, at vi kan berette at vi hverken har haft brug for den vandtætte taske eller regnslagene endnu. Det er ikke fordi at vi ikke har set regn, men vejrguderne har været med os og holdt de voldsomme byger væk, når vi har trukket kameraet frem! Det er lige før vi skylder dem en tak i rulleteksterne. Det må komme til overvejelse i postproduktionen.

Vejrsituationen i Cambodja
Vejrsituationen i Cambodja

Kultur

Phallin er en travl ung pige, hvilket betyder at hun ikke har tid til at mødes med os i tide og utide. Derfor har vi ind imellem perioder, hvor vi er foruden aftaler. Disse forsøger vi at bruge på at planlægge selve dokumentaren, finde ud af hvilke skud vi mangler, hvordan historien skal bygges op osv. Tro os, man kan gøre sig mange tanker. Derudover har vi nogle dage bevæget os ud i byens pulserende liv, for at få nogle skud i kassen, som kan indramme landets kultur og protrættere Phalins hjem, Phnom Penh.

Over and out
//Pernille og Cathrine

Skriv en kommentar

*