Endelig fremme

Så er vi omsider landet i Sri Lanka, hvor vi skal lave projekt. Det har været lang tid at vente på at skulle i gang med projektet, sådan “for real”.

Ventetiden har dog ikke været brugt på ingenting! Vi har nemlig haft et par fartbump på vejen, hvor vores kontaktperson her i Sri Lanka pludselig skrev til os, at han måske ikke kunne være med i projektet længere. Det første vi tænkte var bare ‘Shit! Hvad gør vi nu?’ og straks var vi i hastig mailkorrespondence, både med ham og en anden kontaktperson i Sri Lanka. Mail frem, mail tilbage, mail frem og mail tilbage. Sådan kørte det henover en weekend, som kulminerede i, at vi altså blev nødt til at udskyde den endelige aftale indtil vi kom til Sri Lanka. Det er vi så nu, og vi skal mødes med vores kontakt i morgen for at finde ud af vejen frem og om projektet er muligt at gennemføre.

Noget, der har gjort, at projektet kan være i fare, er, at der har været to store ulykker i Sri Lanka. I slutningen af April måned skete der det, at den kæmpemæssige losseplads, Meetomulla – der ligger lige ved siden af det område vi skal filme i – kollapsede og begravede en række huse. Det tog livet af over tredive mennesker og anslås at have direkte påvirket 1700 mennesker i området.

Den anden ulykke skete i slutningen af maj, hvor der har været monsunregn og storm, som har udløst store mudderskred og begravet over 150 mennesker og har fordrevet mere end 100.000 mennesker fra deres hjem. Igen er det især området omkring vores projekt der har været ramt, og derfor er det slet ikke sikkert at det kan lade sig gøre for os, at komme til at filme der. Men det sætter også vores problemer i et stort perspektiv – så vores problemer virker bare ikke store, når man lige tænker over det. Hvis ikke det kan lykkes må vi trække på plan B, C, D, E eller F.

Så hold lige jeres fingre krydsede! Både for os, men især for de hårdest ramte her i Sri Lanka.

Peace out!

– M & V

 

Skriv en kommentar

*