Et kapitel afsluttes

30. juli 2016

Retur til Nationalmuseet 

Timerne gik langsomt denne fredag morgen. Vi ventede i spænding på at kunne taste nummeret til direktørens sekretær på Nationalmuseet i Phnom Penh, for at høre mere om situationen vi var havnet i dagen forinden. Vi frygtede ikke kun at miste materialet på vores SD-kort, men også selve kortene. Da klokken endelig slog fjorten bedrog vi os ned i hotellets reception, og da vi ringede museet op, fik vi besked om at vi kunne komme til møde med direktøren kl. 16. Lidt nervøse og meget håbefulde drog vi med tuktuk mod nationalmuseet. Forsigtigt stillede vi vores udtrådte slippers udenfor kontoret, inden vi barfodede listede os hen til det store skrivebord. Direktøren fik i løbet af de næste tyve minutter belært os om museets regler og forklaret at nutidens terrortrusler medførte strenge forhold for filmning på deres arealer. Vi nikkede høfligt til det hele og åndede lettede op, da han afsluttede med at give os SD-kortene tilbage, hvis vi til gengæld lovede at sende ham et officielt dokument, hvori vi udformede filmens indhold og formål. “Selvfølgelig” var vores svar til dette, inden vi igen kunne drage ud i Phnom Penhs larmende gader, med et smil på læben.

14193833_10157379021200357_76147297_n 

Sidste optagelser med Phallin  

Lørdag efter frokost havde vi vores sidste optagelser med Phallin. En blanding af lettelse og vemodighed spredte sig idet vi pakkede det nødvendige udstyr, for at drage mod Phallins hjem. Vi var lettede over snart at have de sidste skud fra Phnom Penh i kassen, men tvivlen omkring om vi virkelig var færdige med Phnom Penh, kunne også mærkes. Da vi ankom til Phallins hjem var både hendes mor og far hjemme, hvilket gjorde os ekstra glade for at vi havde medbragt danske småkager. Phallins mor tog imod dem med glæde og vi var yderst tilfredse med at nå at hilse på hende. Phallin førte os med over til hendes mormors lille lejlighed, for at vi kunne få de sidste lydoptagelser i kassen, uden at hendes familie forstyrrede os. For at få mindst mulig støj udefra, måtte vi pakke Phallin ind under diverse tæpper. Dette er ikke et drømmescenarie i 35 graders varme, men på trods af den piblende sved der løb ned over hendes pande, blev hun ved med at smile og sige at det ikke var noget problem. Da vi nogle timer senere befandt os på grusvejen udenfor Phallins hjem for at få fat i en tuktuk, var det vemodigheden der overtog. Vi krammede Phallin farvel og takkede hende mange gange, inden vi ivrigt vinkede til det evigt smilende ansigt mens tuktuk’en bumlede af sted.

 

Farvel til Phnom Penh

Da vi kom tilbage til vores hotel, pakkede vi alt udstyr sammen for at drage videre til Sihanoukville – en by længere syd i Cambodja. Vi tjekke ud af hotellet og hoppede på en bus. Underligt var det endelig at forlade den by, hvor vi havde tilbragt tre intensive og lærerige uger. Vi var dog ved godt mod og så frem til at opleve mere af Cambodja og forhåbentligvis få nogle flere skud af kulturen og naturen i landet i kassen.

 

Over and out
//Pernille & Cathrine

Skriv en kommentar

*