Et udstyrsstykke

Vi har ikke meget erfaring med at lave film. Stort set ingen erfaring faktisk. Til gengæld har vi masser af gode idéer og et ret højt ambitionsniveau – vi ved, hvordan vi gerne vil have, at vores film skal tage sig ud. Det har derfor vist sig at være lidt af en udfordring at få de to ting til at gå hånd i hånd.

Vi ejer ikke selv noget udstyr, som vi føler, er godt nok til at tage med. Vi er to fattige studerende. Så hvordan får vi vist det storslåede Kirgisiske landskab med de sneklædte bjerge og de endeløse, øde grønne sletter på bedst mulig vis? Hvordan filmer man en kongeørn, der flyver langt ude i horisonten i høj fart? Hvordan gør vi lige med lyden?

Jagten
Vi startede med at spørge forgæves i vores netværk. Forståeligt nok var det de færreste, der havde lyst til at låne os deres dyre udstyr med til Kirgisistan i 5 uger. Derefter kontaktede vi et udlejningsfirma, og fik hvad de betegnede som et ”godt tilbud” på omkring 111.000 kr. for leje af alt det udstyr, vi har brug for.

Gennem utallige mailkorrespondancer og opkald ud til diverse steder er vi nu nået frem til en løsning. Vi har allieret os med udlejningsfirmaet STUDIOS, som vil låne os alt det udstyr, vi har brug for til en meget favorabel pris. Så budgettet skulle gerne kunne holde.

Vi fandt hurtigt ud af, at det ikke fungerede at skrive rundt til folk på mail. Det er alt for nemt at afvise en mail. Møder man derimod personligt op, får piben en helt anden lyd. Det er meget sværere at afvise to unge fyre, der brænder for deres projekt, og som begge er fyldt med energi og visioner for deres film.

Nu drømmer vi
Med det grundlæggende udstyr på plads og er vi nu begyndt at drømme. Jakob har forelsket sig i en drone, som ville kunne lave de smukkeste billeder ud over landskabet. Måske den endda ville kunne følge med en ørn.

Link: Her er en video hvor en fyr bruger en drone til at filme Niagara Falls

Derudover er vi faldet i svime over nogle videoer, hvor der er placeret et kamera på ryggen af en ørn. Det kunne være fantastisk, hvis vi kunne få sådan et skud i kassen. Vi er derfor i fuld gang med at undersøge, hvorvidt det kan lade sig gøre, samt hvordan vi skal gøre det, således at ørnen ikke lider overlast.

Link: Video hvor en ørn flyver hen over de franske alper med et kamera på ryggen

 

Skriv en kommentar

*