Færdige med optagelserne.. Måske. Måske ikke.

Pyh. Ved næsten ikke, hvor vi skal starte, for hvor er der sket meget, siden vi skrev sidst. Jeg vil prøve at starte fra begyndelsen og håbe, at I er nogle tålmodige læsere.

Vi nåede lige at være i Saigon og prøve at vænne os til Vietnam og varmen en enkelt dag, inden vi blev kastet ud i filmeriet. Eftersom vi først fik udstyret få dage, før vi skulle afsted var det ikke så meget, vi havde nået at øve os inden afgang, men vi var alligevel fortrøstningsfulde, da vi blev hentet tidligt d. 1. juli af vores guide mr. Phu, som vi efterhånden havde udvekslet en del mails med. Der var god kemi fra starten, og der blev udvekslet mange høfligheder og grin på den otte timer lange tur ud til Chau Doc, der ligger nær Camodias grænse. Vel fremme blev vi indlogeret på et hotel i byen, der skulle være vores hjem den næste uges tid. Det viste sig hurtigt, at der ikke kommer mange turister i den ende af landet, og vi skabte en hel del opmærksomhed, hvorend vi kom. Engelsk var heller ikke deres stærke side på hotellet, så vi skulle for eksempel gennem fire forskellige receptionister, før vi fik kommunikeret igennem, at vi manglede toiletpapir. Det gav stor fnisen fra hele banden, da det gik op for dem, at det var det, vi manglede. Men ellers et fint sted med egen restaurant, hvor vi endte med at bruge mange timer på at planlægge film.

Næste dag var det afgang til Tris familie, så kl 9 stod Phu og en anden mand klar med to motorcykler. Nu skulle vi ud at møde den dreng, som vi havde fundet på en tilfældig vietnamesisk nyhedsside, og som vi slet ikke havde turdet tro på var mulig at finde i Vietnams store Mekong Delta. Nevertheless var det lykkedes for Phu, og nu sad vi to meget spændte piger bag på motorcyklerne. I starten noget anspændte bag på de ret små sæder (som de ellers kan transportere hele familier på!), men efterhånden, som vi blev mere vant til det, blev der både filmet, snakket og vinket fra bagsædet.

Turen derud tog cirka en time og bød på den mest fantastiske rute gennem små landsbyer, hvor alle vinkede på livet løs, via små stier omgivet af bananpalmer, langs Mekongsflodens mange forgreninger og over selvsamme forgreninger via små broer, inden Phu endelig stoppede og pegede over på den anden side af floden, hvor Tris familie boede.

Det viste sig, at den føromtalte monkey bridge ikke er andet end to bambuspæle ned i floden med to bambuspæle på tværs. Én til at gå på og én til at holde fast i. Vi blev heldigvis hentet af familien i en lille båd, så vi ikke sku balancere os over floden med udstyret på ryggen.

Vi havde på forhånd bestemt os for ikke at ville gå i gang med at optage den første dag foranlediget af, at Phu fortalte, at han måske ikke havde fortalt så meget om os til familien, som vi havde troet. Han havde bare fortalt, at han havde to venner, der gerne ville komme på besøg… Så vi tænkte, at det nok blev for intimiderende både at møde op som blonde vesterlændinge og også præsentere dem for alt udstyret på en og samme tid. Men vi tog dog kameraet med for en sikkerheds skyld, og det viste sig at være en god idé, da første dag allerede bød på nogle skønne billeder. For eksempel Tri, der rører i en gryde med kogende frøer – eller hvor han vasker fødderne med en børste inden spisetid.

Det blev et meget vellykket første besøg. Familien var helt med på at medvirke og havde nogle rigtig fine historier, der levede op til alt, hvad vi havde forestillet os. Derudover havde det været et fantastisk kulturelt møde med en skøn familie, der inviterede på frøer til frokost og grøn te midt ude i ingenmandsland, så vi var helt høje, da vi tog derfra.

De næste par dage havde vores guide andre planer, så vi udnyttede tiden med at planlægge interviews og diskutere struktur; et diskussionsemne, der på ingen måde er færddigudtømt. Hvor er det svært. Vi er slet ikke i tvivl om, at vi har en god historie, men hvordan får man så fortalt den bedst muligt på 12 min?
Da vi kom derud igen blev vi endnu engang mødt af den søde familie, som ikke havde forstået vores hentydning omkring, at vi bare ville blende in denne gang, så vi kunne iagttage og filme deres dagligdag. Så de stod endnu engang klar med et overdådigt festmåltid. Vores maver var dog her på 5. dagen med vietnamesisk mad morgen, middag og aften knapt så begejstrede for maden, hvor kødet bestod af knust kylling, der knasede godt mellem tænderne pga ben- og bruskrester, så vi spiste med påtvungne smil og høflighedsfraser. Som Phu rigtigt nok sagde, så har vietnameserne stærke tænder.

Bagefter var det i gang med interviews. Det sku dog heller ikke gå helt problemfrit, da der enten var alt for lyst, for meget vind, for urolig baggrund, for kedelig baggrund eller for meget larm fra de fritgående kyllinger og motorer fra bådene på floden. Sidstnævnte viste sig at være et rigtig stort problem. Men det lykkedes da at få nogle fine interviews med Tri og hans far.

Tredjedagen skulle så bruges på at få dækbilleder og gentage de dele af interviewene, som vi gerne ville være sikre på, blev gode – og frie for hanegalene, der hele tiden lød fra brædderne under huset.
Høje fra gårsdagens besøg, sad vi og filmede fra bag på motorcyklerne, da vi pludselig blev stoppet af nogle meget officielt udseende personer. Vi måtte ikke optage der, fordi der var eksamen på skolen, og de begyndte at stille mange spørgsmål om vores færden. Så mange, at Phu, da vi var kørt lidt tid, stoppede ind til siden for at spørge, om det var ok, hvis vi ikke tog ud til Tri og filmede videre. Det var tydeligt, at han ikke var tryg ved situationen. Det kom som noget af et chok og lige pludselig kørte tankerne rundt i hovedet med, om de optagelser vi havde var nok til at få skabt en film? Vi ville jo ikke bringe hverken Phu eller Tri’s familie i problemer pga vores film, men omvendt følte vi heller ikke, at vi havde det, vi skulle. Det lykkedes os at komme frem til et kompromis, hvor vi tog derud og filmede en time, hvor vi forsøgte at få nogle af de vigtigste ting med, og så var det pludselig det.

Vi takkede familien mange gange og gav de medbragte gaver og nogle penge til Tri’s uddannelse, inden vi noget fortumlede tog fra familien. Det hele var gået meget stærkt lige pludselig, og det var svært for os at overskue, om vi havde fået de ting, som vi gerne ville. Men vi var også begge enige om, at vi ikke ville tage tilbage dertil uden Phu – eller udsætte hans guide-job for fare. Vi så derfor ikke andet valg end at stoppe optagelserne og tage tilbage til Saigon. Herfra tog vi hurtigt videre til Nha Trang for at puste lidt ud, få noget god mad og komme en tur i havet efter at have været svedige i en uge uden andre bademuligheder end Mekong flodens brune muddervand.

Efter at have fået det hele lidt på afstand (med en god dukkert i havet og en kold øl), og vi har fåe gennemset materialet; ikke mindst interviewene, er vi kommet frem til, at vi bliver nødt til at skulle derud igen for at have en god mavefornemmelse omkring projektet, så vi skrev en mail til Phu, om han ville være ok med at tage derud igen, nu hvor der er gået noget tid, og han skrev heldigvis tilbage, at han aldrig kan sige nej til søde piger, så nu går turen sidst på måneden endnu engang ud til Tri.

Måske under masker og et lag af tøj, så vores lyse hår ikke lokker politiet til.

Skriv en kommentar

*