Første indlæg og tiden går stærkt!

Tiden går stærkt!

For over to måneder siden ringede Amalie til Benjamin en fredag formiddag, hvor han søvnig var på vej i skole, og uvidende om at hun om få sekunder ville fortælle at de havde modtaget Danidas Verdensbilledlegat.

“Vi har sgu fået det! Jeg har tjekket omkring 5 gange, og det er vores navne og vores projekt på hjemmesiden”

Nu er der under en måned til vi pakker vores udstyr og tager til Ugandas hovedstad Kampala, for at skabe historien om en kompleks situation hvor hiphop, donorpenge, korruption, nyheder og drømmene om at skabe sin egen musik, mixes sammen til lyden fra Newz Beat.

 

Vi har siden beskeden om legatet både oplevet opture og nedture, og da vi bor i hver vores ende af Danmark, har kommunikationen været en udfordring. Selvom vi lever i en tid med både internet på telefonen og skype på computeren, kan telefonen være død for batteri og forbindelsen svigte.

Det første vi gjorde var at skrive til Lady Slyke, vores kontaktperson og potentielle hovedperson, for at fortælle den spændende nyhed.

Hun er en kvinde som på facebook lige pt. har 4999 venner, som både kan kaste med håndtegn og være nyhedsvært på samme tid. Vi synes hun er utrolig inspirerende, og vi glæder os til at møde hende, da hun har bekræftet endnu engang at hun gerne vil deltage i vores optagelser. (juhu)

Hun satte os hurtigt i kontakt med produceren af Newz Beat, som er programmet hvor lady slyke bringer nyhederne om verdens skandaler. Hun har siden været en stor hjælp, ikke mindst da hun fortalte at de rent faktisk ikke optager programmer i juli, hvilket i udgangspunkt var vores rejsemåned. Planerne blev ændret og nye afrejsedatoer skulle findes.

 

Da vi mødtes i Århus for at købe flybilletter, blev vi opslugt af at snakke om dokumentarer, kameraudstyr og hvordan man laver rabarbersaft. 3 timer før Benjamins bus forlod Århus banegård, satte vi os ned for lige at få ordnet billetterne.

Vi åbnede begge vores computere, besøgte momondo og søgte København til Kampala.

De første resultater for søgningen tikkede ind. København til Kampala – 3 stop – 40 timer, og vores håndflader begyndte at blive svedige. Skulle vi virkelig bruge 2 dage på en rejse, som med direkte fly normalt tager 10 timer, og en frygtelig masse penge, som deraf ville gå fra den lange udstyrsliste vi lige havde skabt. Vi kiggede på hinanden og begyndte at søge i øst og vest.

“Hvad med at tage fra Frankfurt?” “Eller er det billigere fra Malmø?” “Måske 10 timer i Dubai ikke er så slemt?”

Til sidst endte vi med, at bide i os, at det blev lidt dyrere end forventet, og samtidig håbe at flyene letter til tiden i Uganda, da vi har booket billetter tilbage, så vi lander dagen før Benjamin skal til sin brors bryllup.

 

Hvis det blot at købe billetter var så nervepirrende, hvordan skal det så ikke gå os i Uganda, to høje blege danskere, som ønsker at fortælle en historie fra en meget anderledes kontekst. Vi er både spændte og glæder os, og vi er trods alt ved at føle os klar på de små og store udfordringer, som vi helt sikkert kommer til at møde på vores rejse.

Lige nu står vi med flybilletter, en aftale om at følge Newz Beat, visum til Uganda og skal måske bo som gæstelærere på Kampalas filmskole og lave en masterclass for nogle studerende. Snart mangler der ikke andet end at pakke vores backpacks og komme afsted mod kastrup lufthavn.

Hvis du er mere nysgerrig og vil se både billeder og video fra rejsen, så giv vores side på facebook et like, så holder vi dig opdateret https://www.facebook.com/FollowingBeats?fref=ts
Amalie og Benjamin

Skriv en kommentar

*