Fra dokumentar til fiktion

I sidste indlæg var optimisme den dominerende følelse. Chris leverede i interviewet, og i vores fantasi så det pludseligt ladesiggørligt ud, at hans stemme kunne fungere som gennemgående fortæller i vores film. De afsluttende bemærkninger: “let’s do the rest of Cadimella interview at the lake” indikerede endda også, at han respekterede vores mutual agreement om endnu en optagedag; de planlagte afslutningssbilleder med ham og Cadimella i skøn solnedsgangsharmoni.

Den optimisme blev skudt ned dagen efter, en dag hvor vores film gik fra at være overvejende dokumentarisk til mere at være ‘baseret på virkelige hændelser’.

Dagen startede ellers så fint. Asger ringede til Chris om morgenen for at finde et passende sted for de sidste optagelser. Vores kære hovedperson havde et bestemt sted i tankerne, men det var ret omstændigt at komme dertil og ville involvere militæret – klog af gammel skade skyndte asger sig derfor at tage ansvaret for, at vi nok skulle finde et lettere tilgængeligt sted. Aftalen blev da, at vi skulle mødes kl 15 og køre hen til vores fundne lokation. Fedt fedt fedt, ‘den er sgu hjemme’, tænkte vi, og der blev igen givet high-fives.

Kort fortalt sker der følgende: Vores mesterlige fixer, Ronnie, finder den perfekte bakketop med udsigt over hele byen. Vi står klar med alt udstyret kl 14 og venter i spænding. To timer går uden livstegn fra rumdrengene. Solen går lige så stille ned og tiden rinder langsomt ud. Ingen livstegn fra rumdrengene.

Asger ringer derfor igen til Chris, men nu eksisterer vores afftale ikke længere(!). Vi bliver ikke hentet! Og det kan da slet ikke komme på tale, at vi tager hen til vores perfekte bakketop. Samtalen slutter brat med ‘i will call you back’…det skulle i givet fald være første gang.

Solen nærmer sig horisonten på vores sidste optagedag og panikken begynder så småt at brede sig, da en fremmed bil kører ind på hotellets grund. Ud stiger en ældre britisk kvinde og ikke mindst hendes chauffør; En mand der tilnærmelsesvis godt kunne minde om Chris i højde og drøjde. I hvert fald hvis man kniber øjnene sammen og tilsætter en panisk sindstilstand. En indskydelse griber os, og i øjeblikket inden han når at forlade hotellet, får vi stukket hovedet ind af vinduet og spurgt noget retningen af: “would you help us and hold a mouse on a mountain top to night”? Da vi krydrede tilbuddet med lidt skillinger, sagde han ja.

Vi havde nu vores helt egen Chris-stand in. Og så blev der ellers kørt stærkt i retning af bjerg og solnedgang – med favnen fuld af hvide mus og adrenalin i kroppen.

Og den nye, medgørlige Chris viser sig som hele forløbets måske bedste beslutning. Vi får nogle fantastiske billeder af mand og mus i silluet med en malerisk himmel som bagtapet. Det er ikke den ægte vare, men det føles mere ægte, end noget andet vi har lavet. Endelig succes!

Nå ja inden vi var helt i sikkerhed, var der lige den hysteriske bonde, på vis mark vi åbenbart filmede. Han råbte højtlydt op om “trespassing”, “the president” og “muzungo (hvid mand)”, mens han agressivt viftede med 2 meter lange kæppe. Efter længere tids råberi blev han spist af med shillings til et par øl, og vi kunne endelig forlade bjergtoppen med optagelserne i hus.

Skriv en kommentar

*