Fra køkkenbord til klippebord

Der er sket en del siden sidst, og andet ville da også være bemærkelsesværdigt, nu da det er mere end en måned siden, vi forlod Egypten. Arbejdsbordet er blevet nedskaleret betragteligt fra Cairos urbane geografi til et halvanden kvadratmeters skrivebord og en gammel ekstern monitor. Projektet har med andre ord bevæget sig ind i en ny fase, klippefasen, der med sine egne udfordringer og spilleregler kræver nye måder at tænke filmen på. Men først et par skridt tilbage til der, hvor vi sidst forlod denne fortælling: et tidspunkt hvor vi efterhånden havde accepteret produktionsplanens flygtige foranderlighed. Da Eid-festen, og dermed afslutningen på vores optagelser, rykkede hastigt tættere på, var vi nødsaget til at kaste os ud i en måske på forhånd håbløst stram plan for at få det sidste i kassen. Vi havde en enkelt optagedag mere i køkkenet, hvor vi fik lavet nogle fine optagelser og sagt ordentligt farvel til kvinderne. Efter mange dage med kamera mellem os og vores karakterer, var det fantastisk at lægge apparatet væk for en stund og have en mere umiddelbar menneskelig kontakt. Her kunne vi virkeligt mærke, at vi havde opbygget nogle relationer, der fik os udover rollen som ”europæiske journalister”.

Vi var også meget opsatte på at få en række korte kontrollerede scener i kassen, så vi kunne konstruere en meningsfuld ramme for filmen – et materiale der kunne strukturere vores optagelser fra køkkenet. Derfor kastede vi os, på den enkelte optageaften vi blev stillet til rådighed, ud i en vild optageplan med vores hovedkarakter Lina. Ankom til køkkenet ved 10-tiden, mens vores tolk lavede de sidste oversættelser af et voice-over script. Ned for at købe en værtindegave, kæmpe kage. Optage voice-over, optage Lina lukker køkkenet, optage Lina og træet, optage Lina hos købmanden, så hjem til Lina og optage Lina på altanen, og Lina taler med datter. På tre timer. Og så skulle vi også have tid til en kop te og lidt selskabelig snak med familien. Det blev en hæsblæsende aften med mikrofoner, batterier og adrenalinvilde blikke, der blev kastet febrilsk ud og ind af vores taxi. Thats it råbte vores tolk, mens vi forsøgte at blive færdige, så vores chauffør kunne nå at komme hjem til sohour-måltidet inden solopgang. På vej hjem da vi naturligvis indså, at vi ikke havde nået at lave de optagelser, vi gerne ville, fik vores tiltro til projektet et ordentligt hak.

De sidste dage i Cairo blev brugt på den enorme udfordring, det var at lave optagelser af Eid-festen. Da vi som tidligere beskrevet ikke kunne optage åbenlyst i gaderne, blev det til en regulær øvelse i skjulte optagelser. Det var enormt svært og bestemt ikke særligt opløftende arbejde. Langt sjovere var det til gengæld at bevæge sig rundt i de opgejlede folkemasser, der med båthorn, nyt tøj og god energi forvandlede Cairo til en boblende festival. Vi blev budt op til dans af en gruppe unge mænd og blev snart løftet op på et par skuldre hver i en vild fejring, der kun stoppede, da politiet kom for tæt på. Vi blev oppe til solopgang med de fejrende mennesker, og det var en perfekt måde at sige farvel til den fantastiske by på.

Hjemme igen gik projektet på standby i nogle uger, mens arbejde, udskudte eksamener, og ferie tog over. Den første opgave på arbejdsbordet, da vi igen gik i gang , var at få de optagelser oversat, som vi ikke nåede i Cairo. Det var en tidskrævende opgave, men samtidigt ganske interessant, fordi vi for første gang blev klar over, hvad for noget materiale vi var kommet hjem med. Endnu mere interessant blev det, da vi gik i gang med at strukturere materialet. Bevidste omkring udfordringen ved at sætte en meningsfuld fortælling sammen af et lidt rodet og ufokuseret materiale, hentede vi fået hjælp ind udefra i form af en uddannet filminstruktør. Vi havde tænkt materialet meget kronologisk og i separate scener og fik åbnet op for en anden måde at anskue det på. Det var helt klart et godt tidspunkt at få et skud inspiration udefra, og vi arbejder nu fremad med godt mod. Klippeprocessen er for os også blevet en lejlighed til at tænke filmen forfra. Vi har længe arbejdet på projektet ud fra en historie og nogle konkrete ideer, der skulle materialisere sig i filmoptagelser. Nu arbejder, vi nærmere den modsatte vej, med nogle konkrete filmoptagelser der som et komplekst puslespil skal forenes til en fortælling, som vi endnu ikke helt kender.

Skriv en kommentar

*