Halo. Iu stap oraet nomoa?…

Mi stapgudfala = jeg har det godt.

Det er en fugtig varme, der omklamrer os, da vi stiger ud af flyveren i Honiara International Airport. Klokken er fem om eftermiddagen og vi blev tre timer forsinkede i lufthavnen i Brisbane.

Så var vi der i lufthavnen, og anede ikke rigtig, hvor vi skulle gøre af os selv. Men pludselige stod der to storsmilende kvinder med et stykke papir med vores navne på og blomsterkranse i hænderne. Det var en glædelig overraskelse at blive hentet og bragt samt få en mini-tour i hovedstaden, der nærmest er en lang hovedvej, efter 48 timer på vingerne.

Siden da er snart en uge gået, og vi har brugt tiden på at vænne os til den konstante varme, der kan presse en kuldeelskende dansker til grænsen(Læs: undskyld til Lasse), til  at få de rette tilladelser, anskaffe os Solomon Island dollars, møde de rigtige mennesker, finde ud af, hvor vi skal hen og filme, og egentlig bare suget til os af nye og anderledes indtryk. Her er fuld af barfodede mennesker, der chiller på hvert et gadehjørne og har helt røde og storsmilende munde og tænder af at tygge på betelnødder, som nemlig er yderst populære at gå at tygge på blandt både unge og ældre.

På fredag er det planen, at vi sejler til øen Malaita, og derfra rejser videre til Langa Langa Lagoon, hvor vi indlogerer os tæt på Laulasi Island, som er en af de mange kunstige øer, som området er kendt for, og som for nogle af øernes vedkommende kan dateres tilbage til 1550’erne. De kunstige øer er for det meste små og har kun plads til få huse. De blev oprindeligt bygget som forsvar mod hovedjægere og stammekrige. Det er på netop Laulasi Island, vi regner med, at vores film skal foregå. Det skulle nemlig eftersigende være et af de helt originale produktionssteder af skalpengene. Men lige nu venter vi på at få lov af lokalsamfundets local chiefs og big men. Ventetiden bliver brugt på at øve os i at filme og betjene udstyret.

 

Skriv en kommentar

*