”Hey, skal vi ikke også søge efter en god historie på Salomonøerne?”

”Salomonøerne?..tjo.. Hvor er det nu, det ligger?”
”Øhm…(googlesøgning)..nordøst for Australien. Ude i Stillehavet.”
”Jo jo, det gør du bare”

Vi skrev, sendte og gav os til at vente.

Og sådan gik det i store træk til, at vi nu er ved at planlægge vores rejse Salomonøerne. Om godt og vel en måned sidder vi i en flyver, der skal bringe os om på den anden side af jorden. I takt med at tiden nærmer sig, og planlægningen skrider frem, stiger spændingen tilsvarende. Det er herligt. Men på samme tid også skræmmende, fordi alting er nyt og fremmed, og vi kaster os ud fra noget ganske højt og håber, vi kan finde ud af at lande uden alt for mange skrammer.

Indtil videre kan alle de praktiske gøremål, der følger med Verdensbilledlegat-projektet lægge en dæmper på spændingen; vi skal vaccineres og finde de bedste malariapiller, de billigste flybilletter skal lokaliseres (det er vigtigt, når transportomkostningerne nærmer sig de 30.000 kroner). Derudover er der den mindre detalje, at vi skal låne kameraudstyr, mikrofoner og stativer samt alle de der ting, som vi endnu ikke ved, at vi mangler. Og så skal vi også lige lære at betjene det hele. Lige nu fejler optimismen intet, og vi glæder os rigtig meget til at komme af sted og for alvor komme i gang.

Skriv en kommentar

*