Home sweet home

14. august 2016

De sidste uger i Cambodja  

Vi tilbragte de sidste uger i Cambodja udenfor Phnom Penh. Her var planen at få nogle flere optagelser i kassen, men med mere fokus på kulturen og naturen. Vi har virkelig nydt at se noget andet end hovedstadsområdet og det har lært os mere om landet også at se hvordan det fungerer udenfor den tætte bymidte. Cambodja rummer mange facetter og livet udenom byen emmer, som man nok havde gættet på forhånd, af mindre kaotiske forhold og langt mere landlige omgivelser. Det vil vise sig med tiden, om vores nye optagelser vil passe ind i vores dokumentar, men vi er meget fortrøstningsfulde over at have dem i baghånden og ikke mindst for at have oplevet mere af dette vidunderlige land.

14194292_10157379026180357_154598037_n

Retur til Danmark

Vi sidder nu hjemme i Danmark igen. En million oplevelser rigere! Vi er overvældede over alt det vi har fået ud af denne rejse og virkelig spændte på at se materialet ordentligt igennem og få styr på det hele, men først: søvn! Vi landede i morges kl. syv i Kastrup hvilket burde være perfekt i forhold til at undgå jetlag, men med en ordentlig omgang turbulens i flyet, var det ikke den bedste søvn vi fik os. Den kommende uge skal gå med at få afleveret alt det lånte udstyr tilbage til Odense Filmværksted, få sorteret i vores materiale, aflevere det videre til vores søde klipper Laura og få styr på hvem der kan hjælpe os med at lave lyd til filmen. Som I nok kan gætte, er vi ikke de største tekniske hajer og vi har derfor valgt – bl.a. pga. den snarlige deadline – at få hjælp til post-processen. Vi glæder os meget til at holde jer opdaterede på det hele! Godmorgen og godnat fra to ekstatiske men trætte rejsende.

 

Over and out
//Pernille & Cathrine

Skriv en kommentar

*