Klar, parat, covfefe

Er i klar til at tage afsted? bliver vi ofte spurgt i disse dage. Et lettere angstprovokerende spørgsmål der minder os om vores snarlige afrejse og som ikke er let at svare på. Der er sket meget i vores research og forarbejde, siden vi blev tildelt legatet, og det er i hvert fald sikkert, at vi er mere klar til at tage af sted, end vi har været. Vi har sendt en masse mails, skypet og fået whatsapp. Talt med syriske flygtninge og læst om Ramadanen. Kontaktlisten er udvidet betydeligt, og vi er ved (og det er på høje tid) at finde en passende tolk. I de seneste dage er udstyrslisten også endeligt ved at falde på plads – et punkt der har voldt os lidt vanskeligheder, da det er svært at filme med professionelt udstyr i Cairos gader. Researcharbejdet og de praktiske foranstaltninger har på den måde domineret huskelisterne, mens de fortælletekniske greb og de konkrete ideer til filmens scener først for nyligt er kommet på tegnebrættet igen.

De næste dage frem til vores afrejse tidligt søndag morgen bliver helt sikkert intense. Vi skal skrive videre på storyboards og lave produktionsplan. Vi skal cykle rundt for at hente de sidste pakker, og vi skal øve os med udstyret. Forhåbentligt får vi også tid til at tage afsked med venner og med den komparativt set kølige danske sommer.

Mest af alt er det at være klar vel en indstilling, og vi er helt bestemt indstillede på at skifte tankeeksperimenter og hypotetiske overvejelser ud med falafler, fortællinger, og et fast greb om kameraet.

Skriv en kommentar

*