Klar parat start

4. August

Blog #2

Vi har fundet vores hovedperson! Efter mange samtaler med lederen af institutionen, har vi fået en kontrakt på plads med den sejeste pige og hendes mor. Aftalen er i hus, men vi har få dage tilbage. Vi har også fået tilladelse til at filme de andre børn på institutionen, så vi kan videregive det indtryk vi selv har fået på denne hjertevarme og hårdtarbejdende institution.

Vi har nu brugt et par dage med vores hovedperson for at skabe tillid og lære hinanden at kende. Vi blev hevet med på en ”welcome tour” som en af medarbejderne på institutionen kaldte det. Godt 20 km langs Essaouiras kæmpe strand, op gennem klitterne – eller rettere sagt sahara og ned til en gammel ruin dække af sand, der eftersigende skulle have været en sultans palads. Børnene hoppede fra taget af ruinen ned i sanddyngerne og vi kiggede fascinerede på. ”Are you tired yet?” spurgte medarbejderen igen, ”no no, not at all!” svarede vi høfligt, men helt dehydrerede.

Vores hovedmål med filmen er bl.a. at viderefortælle børnenes håb og drømme, hvilket medarbejderen gjorde os opmærksom på, godt kunne blive en udfordring. De fleste af børnene har en hård fortid, hvilket slider på selvtilliden. Sådan noget som drømme og håb, er der for mange af dem ikke tid til at tænke over. Det er dog noget institutionen gør særligt meget ud af i form af at italesætte selvtillid og mangel på samme.

 

Vi har skudt i 3 dage nu. Vi har fået et interview med vores hovedperson, været fluer på væggen og hørt vores hovedperson holde oplæg om hvad forskellen er på at være ydmyg og arrogant, når man er god til noget. Vi forstår desværre ikke et ord, men medarbejderne er meget hjælpsomme til at oversætte. De er generelt utrolig hjælpsomme og gavmilde. Det der med at byde på mad bliver der virkelig gjort meget ud af. Mad og myntete bliver kastet ned i os, hvilket i den grad sætter vores danske ydmyghed og maver på prøve.

 

Kryds fingre for at vores små maver holder ud. Humøret er i hvert fald højt og historien former sig mere og mere.

Alt rigtig godt,

Laura og Sofie

 

Skriv en kommentar

*