Krisetilstand

Vi er løbet ind i problemer. Ólafur ligger ned med sygdom – Tutankhamons hævn – og Frederik døjer med hovedpine, da varmen er mere voldsom, end vi har oplevet den i Beirut.

Men ikke kun helbredet halter. Regimets jerngreb har også lagt forhindringer for vores arbejde. På grund af undtagelsestilstanden i Ægypten er det så godt som umuligt at filme udendørs uden en officiel tilladelse. Ellers risikerer man at blive anholdt, og kvinderne fra det taxiselskab, som vi skal arbejde sammen med, kræver pludseligt også, at vi har papirarbejdet i orden, før vi filmer. Det er selvom ingen af vores kontakter i Ægypten har advaret os på forhånd, og at vi ikke engang laver kritisk journalistik.

Processen med myndighederne er gået i gang, men vi står nu i et dilemma: Skal vi vente på en tilladelse, der tager op til tre uger at få godkendt, eller skal vi tage chancen og ende op i et ægyptisk fængsel.

Moralen har nået et lavpunkt.

Og for at gøre ondt være, står vi – 45 minutter inden vi skal mødes med en producer, der måske kan hjælpe os – med et eksploderet toilet og en syndflod på vores værelse. Ólafur ville benytte sig af numsespuleren – der er standard på alle mellemøstlige toiletter (ikke noget kinky) – men valgte i stedet at rive hele anordningen ud af væggen, hvorefter en massiv vandstråle overspulede hele toilettet. Tycho Brahe-dagene vil ingen ende tage.

Dagen slutter med, at vi som back-up kigger på flybilletter ud af Kairo for at vende tilbage igen efter udstedelsen af tilladelsen.

Samtidig skyder vi med spredehagl for at få hjælp fra samtlige kontakter, vi har.

Skriv en kommentar

*