Kunsten at kvindeliste

Las Golondrinas headquarters

Sidste fredag fik vi lov at komme med Fany rundt på nogle forskellige barer, hvor flere kvinder arbejder.
I tråd med tidligere i optagelserne, var det naturligvis lidt med blandede følelser at bevæge sig rundt blandt en folkemængde, hvor livet udspiller sig markant anderledes end de barer, hvor vi selv er vant til at komme i København.
Derudover har det været en stor udfordring at få adgang til flere af disse barer, da især mange mænd ikke bryder sig om, at vi går rundt med et kamera. Det kræver en anelse kvindelist, som vores tolk, Juan, heldigvis (også) besidder og så en god portion venlighed og mod fra os.

To kvindebedårer….

Når vi endelig får mulighed for at filme, så er det med at svinge kameraet op fra tasken og trykke record, idet vi ikke ved, hvor længe øjeblikket varer. Helt indlysende vil mange kvinder ikke optages, men de vil ofte gerne snakke.
Når det lykkes os at etablere en stærk nok tillid til at vi må filme, er vores næste udfordring hvor vi kan filme. Kvinderne tør ikke åbne sig for os, hvis vi er for tæt på både kunder og barejeren, men vi kan samtidig heller ikke trække dem væk deres arbejdsplads, så kunderne ser de forlader stedet og derfor gør det samme. Som med så mange andre ting, går vi lidt på kompromis og accepterer, at vi må mase os ind i et hjørne i et baglokale i baren. Samtidig bevæger Anne sig smidigt rundt om stole og borde med kameraet i hånden. Ømt ser det ud. Udfordrende er det.

AK i perfekt arbejdsstilling

De her samtaler på barerne er de allervigtigste. Fany tager rundt og taler med kvinderne om arbejdsvilkår og gør opmærksom på Las Golondrinas. Formålet er at være sikker på, at de har det godt, at de ikke er udsat for vold og, særligt, at de bruger beskyttelse. Ligegyldigt hvad, så bliver der altid delt kondomer og glidecreme ud. Just in case.
Fany har gennem flere års arbejde formået at etablere en fornuftig tillid mellem sig selv, kvinderne og barejerne – og vel egentlig også flere af kunderne. Omgangstonen er venskabelig, men alligevel med en underliggende beskyttende tone fra Fanys side.

Alle de kvinder vi har snakket med har vidt forskellige fortællinger, og selv om mange af dem ikke ønsker at stille op foran kameraet, så sætter deres liv spor i vores bevidsthed. Mange af kvinderne er glade og stolte over deres erhverv, og vi forstår og respekterer baggrunden for kvindernes beslutning, men alligevel er det svært at forholde sig helt til, at det her liv umiddelbart er det bedst tænkelige under de omstændigheder livet har givet dem…

Matagalpa

AK AS out.

Skriv en kommentar

*