Lagos tur-retur: 1. dag på optagelse, yeah!

Mandag d. 1. juli 2013
Vi skal i gang med at skyde vores film, det er for vildt – og vi er vildt spændte. Regner det, så vi ikke kan filme? Og hvad med lyset, vil solen være for skarp eller blive helt væk. Har vi styr på at koordinere lyd og billeder? Hvordan vil folk i Ejigbo tage imod os med vores kamera- og lydudstyr? Vi har planlagt at få to-tre scener i kassen, som alle sammen foregår i eller omkring Jelilis hus, så vi er på nogenlunde sikker grund. Og det går skide godt! Det er fedt at være tilbage i Ejigbo, vi har mega optur over vores første dag on location, og folk er hamrende søde og interesserede i, hvad vi har gang i, så en hord af mennesker stimler sammen for at følge vores arbejde. Jelili er fantastisk at arbejde sammen med, vi kører ham hårdt og får ham til at gøre det samme igen og igen og igen… og en gang til, så vi fanger ham i close-up, halvtotal, total og oppe fra, men han protesterer ikke. Han er god på kamera og forstår, hvad det er for en langsom æstetik, vi forsøger at fange i scenerne. Det er modigt af ham at lægge sit liv i hænderne på os og vores temmelig konstruerede scener, men han er helt med. Vi lærer, at han ikke skal instrueres for meget – for så går der lidt for meget Nollywood-acting i den, og dét må ikke ske… Vores yndlingsbodyguard er med os hele dagen – Jelilis fætter chief Masuru holder hele tiden vagt og følger os med rundt på gaden. Han er den mest tålmodige og hjælpsomme mand og begynder at løsne lidt op, så vi også kan chit-chatte med ham.

Vi får alt i kassen: introscenen, Jelili forbereder sig i sit studie og scenen, hvor Jelili forlader sit hjem. Vi overlever middagssolen, drikker en hulens masse vand og slutter dagen af med at scoute for ny location til skrædderscenen. Vi vil gerne skyde en masse scener i det ældste byområde i Ejigbo, hvor de flester er yoruba’er (fra den vestafrikanske stamme Yoruba). Her er Jelili er vokset op, men her er mega crowdet og en hulens masse mennesker, da vi når frem, så vi bliver en smule klaustrofobiske, da alle stimler sammen om os, råber ”oybo, oybo” (hvid, hvid) og vil trykke vores hænder. Rundt omkring i de små smøger får nogle af herrerne måske en tand for meget alkohol indenbords og fætter og Jelili beder os om at holde os tæt til dem. Vi kommer forbi skrædderen, som er en anden af Jelilis fætre, og hans lille hus ud til vejen er helt perfekt – optur! Vi besøger også de lokale chiefs, der hænger ud på den lille terasse foran den store og vigtigste chiefs hjem. Vi bliver helt vilde med dem og deres flotte mønstrede dragter – vi vil have dem med i vores film, ja vi vil – det skal tænkes med i dramaturgien. Vi er helt bombede i hovederne, da vi endelig når hotellet om aftenen. Men arbejdsdagen er ikke slut, alt materiale skal overføres til vores computere, vi laver back-up og tjekker materialet igennem. Vi er glade og lettede!

js husVi gør klar til at optage foran Jelilis hus på Ifoshi Road, Ejigbo.

studietKlar til optagelse i Jelilis studio.

studioRøde rekvisitter.

chiefsPå besøg hos de mest prominente høvdinge i Ageke Royal Family i Ejigbo.

 

Skriv en kommentar

*