Lagos tur-retur: Rød jord under fødderne

Fredag d. 28. juni 2013
Det er ikke helt sikkert at bevæge sig uden for hotellet alene i vores kvarter Ajajo Estate uden følgeskab af en mand, som vi kender og stoler på. Men vi bor her, fordi det er nogenlunde tæt på vores hovedperson Jelilis nabolag Ejigbo, som er et slummet område i udkanten af Lagos med fire millioner indbyggere, og vi skal kunne mødes med ham nemt. Så vi er afhængige af chauffører eller folk, som vi kender til at hente og bringe os ind og ud fra hotellets tykke mure med pigtråd.
I dag skal vi køre til området Ilupejo i Lagos for at hente cool cash. Det er umuligt at skaffe den lokale valuta naira hjemme fra Danmark, og man skal under ingen omstændigheder bruge sit kreditkort i Nigeria, da der er pænt meget svindel. Derfor har vi lavet en aftale med en anden dansk buisnessmand Jakob, som har oprettet en konto til os hos sit firma. Her henter vi penge fra et stort pengeskab og hilser på regnskabschefen Godwin, der er utrolig hjælpsom, smilende og imødekommende. 1000 naira = 30 kr., så vi propper mavebælterne med beskidte og godt brugte 1000-nairasedler. Vi kan altid komme tilbage efter flere penge – vi er dybt taknemmelige for denne ordning, det er genialt.

Endelig får vi vind i håret og rigtig afrikansk jord under fødderne. Det er fantastisk at slippe ud fra hotellet på gåben. Jelili henter os på hotellet, og vi tager med ham til hans nabolag Ejigbo for at møde hans familie, venner og officielle myndigheder – bl.a. politiofficeren og en konge, som Jelili dog ikke er på helt god fod med. Vi bliver varmt modtaget, kører på okada (motorcykler) og i gul tuctuc, trykker hundrede mennesker i hånden, møder børn med store øjne og åben mund, hilser på en af de ældste og mest respekterede i nabolaget – en gammel dame på 80 år. Ser Jelilis barndomshjem, hans hjem i dag og hans kunstneriske værelse med kunstbøger i store stakke, malerier og udklip på væggene, figurer, skulpturer… det er en ægte kunstner, vi her har med at gøre. Yes, nu er vi i Afrika!

Ejigbo pladsDowntown Ejigbo.

 

nysgerrige børnNysgerrige børn i Ejigbo.

Vasketøj

Skriv en kommentar

*