Lagos tur-retur: Vi filmer på uni og skal pludselig holde en ”talk”

Fredag d. 12. juli
Vi skal med Jelili på arbejde i Ikorodu på Lagos State Polytechnic og står tidligt op for at undgå morgentrafikken. Vi ser byen vågne bag bilruderne. Der er allerede et mylder af gadehandlere med søvn i øjnene, kvinder med sovende babyer slynget om på ryggen, skrig-orangeklædte gadefejere, børn i skoleuniformer og kvinder, der tænder op for bål i vejkanten, selv om klokken kun er 6:30. Det har regnet hele natten og morgenen med, men klarer heldigvis op, da vi når frem – pyha, vi er heldige, for vi skal have en vigtig udendørsscene.

Men der er helt stille på skolen, da vi ankommer. Det ikke-akademiske personale strejker nu også her – det har de gjort på de fleste uddannelsesinstitutioner i et længere stykke tid pga. dårlige arbejdsforhold, men betyder det, at eleverne ikke kommer? Ja, måske – for det er det ikke-akademiske personale, der har nøglerne til lokalerne… nå ja, det giver mening?! …vi er heldige, at skolen alligevel liver op, eleverne møder op, én har en nøgle, og det hele kører. Vi filmer i det mega crowdede klasselokale, hvor Jelili underviser i tegning. De omkring 40 elever sidder klinet op af væggene ved deres skitsebænke og kan næsten ikke være der. Snart skal de heldigvis udenfor i den bagende sol og øve sig i skygger ved at tegne efter et opstillet tableau. Vi leger fluen på væggen og Karen zoomer ind på deres ivrige hænder, Jelilis forklaringer, deres pertentlige streger. Efter timen skal vi holde en talk for over 200 kunststuderende i et stort auditorium. Lotte ender med at fortælle om funding og projektansøgninger, mens Karen og jeg får fortalt om, hvilken vej, vi har bevæget os i uddannelsessystemet og vores erfaringer – og håber, at de bare får en lille smule ud af at lytte til os.

skole
En ung P.S. Krøyer på Lagos State Polytechnic, Ikorodu, Lagos.


De kunststuderende maler udenfor i den stegende middagssol.


Vi bliver inviteret til at holde en “talk” om vores erfaringer for de kunststuderende i et stort fælles auditorium.

Skriv en kommentar

*