At lave en historie på bagkant

Vi har nu været hjemme i København i et par uger og er så småt gået i gang med redigeringen af vores projekt. Wow en opgave.

Inden vi fortæller om vores postproduktion, så er der sket en del godt siden sidst vi skrev. Om end det ikke gik så godt med vores første kontaktperson, fik vi kontakt til Kamani, som har startet Shanti Maargam.

Shanti Maargam er en form for fritidshjem, drevet af frivillige, samt to fuldtidsansatte. Stedet blev oprettet i håb om at skabe et værested for unge, således at de ikke hænger ud på gaderne, hvor ingen rigtig ved hvad de fortager sig. Forældrene tager på arbejde i troen om, at deres børn er taget i skole, men ofte er nogle af børnene kun i skole 2-3 dage om ugen, hvor de tilbringer ugens andre dage sammen med venner eller andre steder.

På Shanti Maargam må børnene altid komme, men kommer de, mens der er skole, så bliver de bedt om at lave lektier eller lignende, for at de ikke kommer for langt bagefter. Kommer de efter skole bliver de tilbudt en lang række af aktiviteter og undervisning. Der er engelskundervisning, karate, guitarundervisning, dans, kunst, yoga og mere til.

     

Vi fik hjælp af Shanti Maargam lynhurtigt, da vi henvendte os og de var super flinke til at godkende vores projektansøgning og hjælpe os med at få forældresamtykke fra børnenes forældre, så vi bare kunne komme i gang med optagelserne. God stil!

Men altså, vi må nok indrømme at man ikke bare lige sådan tropper op med et kamera og fanger hvad som helst og så kommer hjem med en historie! Så vi havde planlagt at de skulle lave et projekt på Shanti Maargam, som vi så kunne følge, så vi ligesom havde en tidslinje fra start til slut.
Vi aftalte med Pubudu, der er fastansat i Shanti Maargam, at børnene kunne lave nogle drager, som de kunne få lov til at flyve med, nu hvor det var ved at være “kite-holiday”, som de kalder det i Sri Lanka. Alt i alt en fin plan og et okay forløb, men der blev ikke lagt lige så meget tanke og overvejelse i dragernes udformning, som vi havde håbet på. Der skulle vi nok have været bedre til at instruere og forklare, hvad vores tanker egentlig var.

Om end lavede børnene drager, fra bunden af og vi fik en masse flotte billeder af processen.

Imens dragebyggeriet stod på var vi også godt i gang med at prøve at overtale en forælder til at give os lov til at filme hendes datter. Hun og hendes søster var nemlig de eneste, der ikke havde fået lov af deres forældre til at filme. Og så var hun tilfældigvis også lige den perfekte hovedperson til vores historie. Charmerende, nærværende og med en vildt god energi – men ak og ve, intet held med at overtale moderen, så desværre måtte vi droppe at have hende med i filmen.

Et par dage efter vi var begyndt på vores optagelser ved Shanti Maargam fik vi til gengæld lov til at følge en anden pige, Dinu, som gerne ville interviewes og hvor vi kunne besøge hendes hjem og møde hendes mor og bror.

Vi ville rigtig gerne fortælle, hvad det er, de her børn går igennem. For de voksne på “fritidshjemmet” har fortalt os, at mange af børnene ofte går en dag uden mad, fordi der ikke er råd til det i hjemmene og fordi forældrene er væk hele dagen. Men når vi prøvede at åbne op for den snak i vores interviews, så var børnene meget svære at få til at åbne op. De ville helst ikke vise de negative sider af livet frem, desværre.

Vi er nu hjemme og prøver, at få historien til at hænge sammen, men som vi kan se nu, synes vi selv, at vi mangler nogle billeder og spørgsmål, som måske kunne have gjort en forskel i historien.

Men lad os nu se.. Vi er først lige i begyndelsen af slutningen.

peace out!

Skriv en kommentar

*