Lagos tur-retur: Masterinterview i bushen

Onsdag d. 10. juli
Vi får endelig vores masterinterview i kassen, yes! Vi er på landet i Ogun state nogle timers kørsel nord for Lagos af bumlede røde jordveje med kæmpe huller. En af Jelilis søstre bor i et stort hus med sin mand og to børn. Vi tager dem på sengen, så de kommer ud i stuen i deres kaftaner og med søvn i øjnene. Vi bliver plantet på sofaen i den mørke og svalende stue, inden de drager med os ud for at location scoute – hvor skal vi optage det vigtige masterinterview? Vores ører kan slappe af for første gang i meget lang tid, her er ingen generatorer, ingen motorstøj, ingen kæmpe menneskemasser, der råber om kap med hinanden, skændes, griner. Men her er cikader… rigtig mange cikader og fuglefløjt. Og også lidt motorstøj rundt omkring, som dagen gryer. Håndværkere starter op, okadaer drøner forbi. Vi tager prøveskud og lytter med mikrofonen forskellige steder. Det nytter ikke i nærheden af huset. Og heller ikke de næste steder, vi finder. Det ene sted er et gravsted og der opstår et skænderi blandt nogen af de lokale landboer om, hvorvidt vi må være der eller ej. Vi er egentlig slet ikke tilfredse med stedet og vil gerne videre. Vi kører videre i to biler – os i den ene og Jelilis søster, mand og børn i den anden.

Vi finder en tom byggetomt med cementblokke, der på et tidspunkt skal blive til et hus, og kravler ind gennem noget krat. Her vil vi optage. Tilpas afstand fra vejen og lettere skjult bag krat, flot baggrund, tilpas syret, det grønne græs mod Jelilis røde tøj. Det går også fint indtil flere og flere landsbyboere i området finder ud af, at vi er tilstede. ”Oybos, oybos”. Vi kan ikke skjule os – det ved vi jo efterhånden også godt. Så mange spørgsmål og svar må tages igen og igen, hver gang der kommer en motorcykel kørende eller nye folk stopper op og følger med. Vi må overbevise dem om, at vi ikke er en kommerciel film, der vil tjene penge, men ender alligevel med at måtte punge ud til nogle sodavand og stille op til gruppefotos en masse – det går også nok.

ogun state
Lykken er at være på landet i Ogun State, Nigeria.

ogun state2
Regeringen river dele af folks ældgamle huse ned for at gøre plads til en større vej gennem Ogun State.

bushen
Endnu et gruppebillede. Her med en bunke nysgerrige lokale på landet i Ogun State, der trofast fulgte vores flere timers lange og stillestående optagelser for at få vores masterinterview i hus.

Skriv en kommentar

*