Om metrologer, vandflasker og om at tælle til 3

4. dag i Nicaragua

Efter at have fulgt med i de andre legatmodtageres spændende blogs om deres projekter, har det kriblet i vores små fingre for at komme afsted til Nicaragua og få en følelse af, at vores projekt ligeså begynder at rykke. Det skete så i torsdags med afrejse fra København til Nicaragua. Efter 6 sindsoprivende timer i Houston lufthavn kunne vi stige ombord på tredje og sidste fly på turen til Managua.

Eftersom Maja er godt bekendt med landet har vi på forhånd udarbejdet en plan over den første uges tid, som foregår i Granada. Vi har løbende kontakt over mail med vores fixer og mulige hovedperson Alvaro, som har sat projektet med plastikskolen i værk.

På gåtur i Granadas farverige gader

Som to antropologistuderende har vi på holdet en lidt mindre filmteknisk baggrund end flere af de andre legatmodtagere. Men vi føler os til gengæld forholdsvis garvede på ’rejs og find folk’-aspektet. Vores personlige erfaringer med mañana-mañana, ahorita, africa-time, island-time eller hvad den ofte lidt mindre punktlige tidsform i nogle udviklingslande ellers kan kaldes (kært barn har mange navne), er nok noget af det, der ligger til grund for vores sparsomme planlægning. Nogen vil måske mene, at vi tager forholdsvis (for?) let på dette planlægningsmæssige aspekt af projektet. Men laissez-faire tidshorisonten gør, at vi har det med planlægning nogenlunde, som vi har det med vejrudsigter. I stedet for at bekymre sig dobbelt – første gang, når man ser vejrudsigten, og anden gang, når man faktisk er i vejret, vælger vi at droppe vejrudsigten. I stedet vælger vi kun at bekymre os om den regn, der rent faktisk falder, og ikke den pseudo-regn, metrologer konsekvent aner ude i horisonten. Så fremfor at planlægge utallige interviews, som alligevel ender med ikke at finde sted eller falder på andre tidspunkter, vælger vi nærmest fuldstændig at gemme dette aspekt (og denne bekymring) til den endelige ankomst til vores optagelses-location, Isla Ometepe.

Vi prioriterer tiden i Granada på at vænne os til det anderledes varme og fugtige klima, komme os over jet-lagen, og på generelt at føle os tilpasse og kendte med den noget anderledes Nicaraguanske levevis. Granada er en virkelig fin by i gammel kolonistil, patina og ny maling. Nu har vi så haft nogle dage til at lande og til for alvor at hive de spanske gloser frem. Med 5 dages privat spanskundervisning på programmet, plaprer Maja løs i diverse uregelmæssige tider, mens Anne Sofie ind til videre blandt andet har formået at afskrive alfabetet, at lære tallene fra 1 til mange samt en hel del farver.

Vi har valgt at sætte tid af til spanskundervisningen, fordi Maja skal agere tolk og interviewer i forbindelse med filmen, så det spanske derfor gerne skal stå knivskarpt ved ankomst til Isla Ometepe. Men også for at Anne Sofie kan kommunikere bare en smule med og vise en oprigtig interesse for vores medvirkende og deres hverdag ved at have tilegnet sig bare lidt af deres sprog. Det er nok en prioritering, der til dels falder grundet vores antropologiske baggrund, hvor relationen til de medvirkende altid er i hovedsæde. I denne dokumentarsammenhæng tænker vi ligeledes, at det er altafgørende at gøre denne relation så tillidsfuld som mulig – og et forsøg på, om ikke andet, at kommunikere på et utrolig gebrokkent spansk, tror vi i denne sammenhæng er givet godt ud.

Den sidste nadver inden vi må undvære Majas kære mors hjemmebagte rugbrød i 5 uger.

Vi har spædet indslaget op med et billeder fra Granada. En lille forklaring skal måske følge til det yndige billede af vores vandflasker. Af ren refleks har vi slæbt den med på hele turen over Atlanten, og har i forlængelse af projektet overvejet, at det egentligt kunne være ret fint at se, om vi kan lade være med at købe en eneste plastikflaske, endsige sugerør og så meget andet unødvendigt plastik, på turen. På den måde tager vi i hvert fald selv mindre del i den plastik forurening, de medvirkende i vores film lever og døjer med og arbejder så hårdt på at holde stangen. Hvordan det går med vandflaskerne, må vi lige følge op på.

Muchos besos,  Anne Sofie og Maja

 

Skriv en kommentar

*