Mount Everest Base Camp tur/retur

10 dage og 180 km op og ned af Himalayas bjergsider førte os forbi turens ’højdepunkt’ ved toppen af Kala Patthar, som er et bjerg med top 5550 meter over havets overflade, og som er den perfekte udsigtspost til verdens højeste bjerg, Mount Everest.

Trekkingturen startede d. 23. juli i Kathmandu. Usikkerheden var stor om den 16 passagers store flyvemaskine kunne lande i den berygtede og skræmmende korte landingsbane i bjergbyen Lukla. Efter sigende skulle det både være den korteste og mest stejle landingsbane i verden. Man er derfor helt overladt til vejrgudernes velvilje, hvilket sjældent er helt til at ’regne’ med i monsun-tiden. Denne mandag trak vi dog det længste strå, og var ved godt mod, da det endelig lykkedes piloten, forsigtigt, at sætte flyveren på sikker grund.

http://sondagsavisen.dk/2009/33/her-er-verdens-stejleste-landingsbane.aspx

Vi havde da også massere af kræfter efter dagens første 3 timers bjergvandring, og besluttede os derfor for at lette morgendagens udfordringer med yderligere 2 timer. Vi kunne således overnatte i Monjo, der ligger 2840 meters højde.

Det kom dog ikke til at være helt uden omkostninger. Anders’ krop gjorde ham allerede om aftenen opmærksom på, at iltindholdet i luften bestemt ikke var det samme som i Kathmandu. Efter en konsultation med en gammel bjergbestiger der anbefalede hhv. Diamox (højdesygemedicin), hvidløgssuppe og kildevand endte det med, at der kom ro nok på kroppen til at kunne overgive sig til søvnen.

Allerede næste morgen var alt som forandret, og kroppen viste sig allerede at have akklimatiseret sig de nye forhold. Vi kunne derfor i løbet af tirsdagen gennemføre endnu en krævende trekkingdag, der tog os op af bjergsiden til byen Namche Bazar (3440m). En rute der indeholdt 1,5 timers intensiv stigning, der vil få hældningerne på en L’Alpe d’Huez’ Tour-etape til at ligne barnemad. – Efter 2 pakker KitKat kom vi frem!

Onsdag smuttede vi rundt i området, da akklimatiseringsplanen dikterede at vi helst ikke skulle stige yderligere før dagen efter. Vi kom denne dag forbi en lokal folkeskole, hvor vi fik gennemført dele af den ekstraopgave, som fagbogsforfatteren Peter Bejder havde bedt os om at udføre. Det gik blandt andet ud på at høre skolebørn om deres forhold til lykke. Vi kom til at snakke med børn som aldrig har været afhængige af andet end deres ben som transportmiddel, og som bestemt ikke har en Macbook som fast inventar i skoletasken. Vi kom i vores interviews frem til nogle synspunkter på tilværelsen, som vi ikke forventer helt tilsvarende i en dansk 8. klasse.

Efter disse interviews besøgte vi Mount Everst View Hotel, som ifølge Guinness Rekordbog er verdens højest beliggende hotel. Desværre var vejrguder ikke med os denne gang, og udsigten bestod denne aften af store skyer i stedet for bjerge. Vi besluttede derfor at overnatte i en lille by (Khumjung) i nærheden, og gentage turen til hotellet den følgende morgen kl. 05.00.

Torsdag morgen vågnede vi, og denne gang kunne vi igen takke vejrguderne for høj solskin og skyfrit udsyn. Vi ankom til Mount Everest View Hotel omkring kl. 05.15 og fik sat tripods og kamera på plads. I bjergene erfarede vi hurtigt, at god udsigt ikke varer længe, så taktikken bestod i at være hurtige når muligheden for et godt videoklip var der. Vi blev på hotellet i 2 timer, og derefter var sigtbarheden tilbage ved omkring 10 meter.

Herefter forsatte vores trek igen mod Mount Everest Base Camp. Torsdagens rute gik fra Khumjung (3780) til Tengboche (3860). Tengboche er kendt for deres munkekloster, hvilket er det største i Nepal, og som har huset mange prominente buddhistiske gæster.

Aftenen gik med en interessant snak med en ældre guide, som fortalte os om Nepals historie, og om de mange forskellige rekordforsøg bjergbestigere har gjort på toppen af Mount Everest. Det seneste var tre nepalesere som tog fra toppen af Mount Everest til kysten i Indien uden brug af kørertøj med motor. De havde paraglidet fra toppen, cyklet gennem dalen og sejlet i kajak til Indiens kyst på omkring fire dage.

Fredag morgen besøgte vi munkene. Vi sad og lyttede med til deres bederitualer, som efter en periode lod til at gentage sig selv for det ikke-trænede øre. Vi fandt samtidig ud af, at det ikke kun var klokken 11, at der blev brummet ritualer i klosteret, men derimod en tilbagevænnende begivenhed, som gentages mange gange om dagen. Vi besluttede derfor, at livet som munk nok ikke var noget for osJ. Turen gik derefter videre gennem en rhododendronskov med rhododendrontræer på størrelse med klassiske danske juletræer. Dagen sluttede i Pheriche (4240).

Lørdagens rute gik fra Pheriche (4240) til Lobuche (4940), som ligger ved foden af Khumbu Glacieren, og er omkring 8,5 km sydvest fra Everest Base Camp. Vi følte os nu meget nær målet for vores trekkingtur.

Søndag eftermiddag landede vi endelig i Mount Everest Base Camp, der med sine 5364 højdemeter satte sine tydelige præg på tempoet! Luften var betydeligt tyndere, end vi normalt er vant til fra Københavns 14 meter over havoverfladen. Spændende var det dog at stå ved foden af den opstigning, som kun de allerbedste klatrere tør begive sig ud på.

Vi overnattede i Goark Shep, der er en bjergby 2 timers trek derfra. Her gjorde vi klar til morgendagens opstigningen, der skulle inkludere turens højeste punkt, og havde afgang allerede 5:00, da morgensolen efter sigende skulle levere nogle helt fantastiske billeder.

4:30. Vækkeuret ringer. Tasken er pakket. Sort the, KitKat og så af sted. Allerede klokken 6:15 stod vi på toppen. 5545 højdemeter og fuldstændigt overskyet! Der gik heldigvis ikke mere end et kvarter før solen havde brændt de værste skyer væk, og det endte med 2 timer med den ene tripod og det ene kamera fast fokuseret på Mount Everest. Nu bliver det spændende at se materialet igennem..

De følgende dage gik det hurtigt nedad igen, og vi endte med at være i Lukla 3 dage før forventet, fordi vandreskoene blev sat på arbejde fra morgen til aften. Det gav os tid til at lave 2 interviews med folk fra 2010-ekspiditionen. Ydermere kunne vi komme før tilbage til Kathmandu, hvor turens ris og jod-vand blev afløst af længe ventet pizza og cola.

 

 

 

Skriv en kommentar

*