Nobody said it was easy…

Som vi skrev i sidste blogindlæg, tog vi den beslutning at tage tilbage til Tri og hans familie for at få filmet det sidste. Vi fik et “I can’t say no to pretty girls” fra vores guide, hvorefter vi glade og lettede tog tilbage til Saigon for at bruge dagene på de sidste forberedelser inden gensynet med Tri. Men som Coldplay så smukt synger det, går tingene ikke altid lige så let, som man ønsker.

I sidste uge – blot syv dage inden vores afrejse tilbage til Danmark – modtog vi en mail. Der blev udvekslet skuffende blikke og frustrerende fraser, mens Marie sætning for sætning læste den dårlige nyhed højt. I mailen måtte vores guide beklageligt meddele, at vi ikke kunne komme ud til Tri alligevel. Vores hovedperson havde nemlig pludselig planlagt en rejse væk fra ingenmandslandet – og lige præcis i de dage, vi havde planlagt at skulle den lange vej tilbage ud til ham. Jamen hva’ gør vi så?! Tris rejse lød ikke blot til den nærmeste landsby, som vi ellers troede, var det længste væk, en fattig dreng som Tri kom fra sit blikhus. Men nej nej, Tri havde planlagt en tur til den helt anden ende af Vietnam – nemlig til Hanoi i nord. Snydt!

Phu afsluttede mailen med beroligende at forsikre, at Tri ville forsøge at komme hjem i tide til, at vi kunne nå derud og filme onsdag morgen (den 3. august). Der var bare lige ét problem: Vores billet hjem til Danmark er den 3. august om aftenen. Og Tri bor altså 10 timers kørsel væk fra Saigon, hvor vi skal flyve fra… hver vej!

Siden vi modtog mailen fra Phu, har vi siddet i venteposition her i storbyen. Vi har tjekket vores mail, tjekket vores mail igen og tjekket den én gang til. For et par dage siden, var den der så: Mailen fra Phu, der kunne bekræfte, at Tri ville være tilbage den 1. august, så vi kunne aflægge ham et visit den 2. august. Den tunge knude i maven blev straks erstattet af den der helt rigtige mavefornemmelse, og vores smil blev malet på vores solbrune ansigter. Vi fejrede den glædelige nyhed med en god frokost og en iskold lemonjuice. Derefter tog vi tilbage til vores hotel for at planlægge, strukturere og lave en klar oversigt over, hvilke interviewdele og dækbilleder, vi manglede.

I morgen tidlig bliver vi så hentet af Phu, der i sin rustne bil endnu engang vil fragte os den lange tur ud til Tri. Vi overnatter på samme hotel i Chau Doc, inden vi tirsdag morgen trodser hullede veje på motorcykel og krydser Mekong Floden i familiens lille båd. Tirsdag vil blive sidste gang, vi spiser med Tri og hans familie; sidste gang vi udveksler smil og udenadlærte vietnamesiske ord; sidste gang vi ser vores seje hovedpersonen gennem videokameraets linse; sidste gang vi får mulighed for, med stor respekt, at dokumentere det liv, en vietnamesisk dreng uden arme lever.

Tidligt onsdag morgen går turen tilbage til Saigon, tidsnok til at vi kan nå vores fly, der letter samme aften. Nogle vil måske kalde os dumme. Vi vil hellere kalde os modige dokumentarister, der risikerer alt for at få de rigtige billeder med hjem. De sidste dage bliver travle, og vi vil helt sikkert mærke tidspresset. Men vi er ikke i tvivl om, at det bliver det hele værd!

Skriv en kommentar

*