Lagos tur-retur: Nu tager vi til millionbyen

Internettet drillede i Nigeria, så her kommer en forsinket udgave af vores dagbogsnotater:
Lagos tur-retur 27. juni-25. Juli 2013

Torsdag d. 27. juni 2013
Vi skal afsted til Lagos nu! Sommerfuglene rumsterer i vores maver, for hvordan dælen er der i giga megacity Lagos med omkring 20 millioner mennesker? Hvor skal vi bo, og hvordan er sikkerhedssituationen? Mon vores fotograf Karen er kommet godt frem fra Mexico (hvor hun bor), når vi lander? Vores største bekymring er dog, om vi kommer igennem migrationen i Lagos med alt vores filmudstyr – vil de lukke os ind i landet med kamera, microports, mikrofoner, batterier, kabler, linser, kamerastativ og andet elektronisk lir, når vi blot har visum til at rejse ind i landet som turister på visit? …Vi flyver, mellemlander i Paris, flyver, nærmer os, kigger ud gennem flyvinduet ned på Afrikas røde jord, lander i Lagos… vildt! Det hele går som smurt gennem migrationen (trægt, men alligevel…det kører sgu), indtil vi igen-igen skal fremvise vores pas og vaccinationskort. – Hey! You don’t have a vaccination for yellow fever? Åh nej, Lottes vaccionationskort er ikke udfyldt helt korrekt, da hendes bevis på, at hun er vaccineret for gul feber, står på en forkert(?) side i vaccinationskortet… En stor airport-official-mama truer med at sende Lotte fluks tilbage på flyet og hjem til Danmark. Heldigvis smiler vi sødt og snakker hende efter munden, og da det er vores første besøg i Nigeria slipper vi ud af kløerne på lufthavnsmama – men hey! Har vi ikke en gave til hende, spørger hun? Sorry mama… den går ikke denne gang, men held og lykke med næste offer.

Karen er kommet godt frem og står klar i ankomsthallen sammen med chaufføren Yussuf, som henter os. Det er en ung dansk fyr og buisnessmand Johannes, der bor og arbejder i Lagos, der har hjulpet os med praktiske foranstaltninger og arrangeret, at vi bliver hentet i lufthavnen – virkelig dejligt. Luften er fugtig og klæbende lun, der er soldater med store guns og et virvar uden for ankomsthallen. Vi kører på en stor asfalteret vej, hvor masser af myldrende mennesker går i farverige rober, mønstrede stoffer og andre i smarte jeans og polo t-shirts langs vejkanten. Vi når frem til Sena Hotel, vores hjem den første tid i Lagos – de næste to og en halv uge. Manageren og regnskabschefen Lucious (som Lotte har pruttet om prisen med gennem utallige mails) tager varmt imod os med håndtryk – vi er hamrende glade, her er: internet (som godt nok ikke virker så tit, finder vi ud af…), rindende vand, en lille restaurant og generator, der kan få hurtigt gang i strømmen, der hele tiden kommer og går. Og et skab med lås = fedt, fedt, fedt, vi kan låse vores grej inde.

Vi har aftalt at mødes med Jelili, vores hovedperson i vores film, klokken 18 på vores hotel. Vi er giga spændte på, om han dukker op? Kan vi regne med ham? Er han overhovedet i byen, når vi kommer? …han har allerede lavet et lille stunt, som har rodet rundt i vores planer. Vi regnede med, at vi havde en hel måned til at lave filmen. Både til at falde på plads i Nigeria, ordne praktiske ting, lave research i Jelilis kvarter, lave grundige for-interviews, skrive drejebog og lave storyboard og få historien til at hænge sammen. Men for nogle uger siden skrev Jelili til Lotte på facebook, at han skal til en performance workshop i Ethiopien to uger efter, vi er ankommet… shit, så har vi pludselig travlt… Og det her lille stunt gør, at vi er lidt usikre på ham – er en aftale mon en aftale i Lagos? Vi vælger at tro på det, og bliver total glade, da han dukker op med sin fætter på vores hotel right on time, sådan! Han er lige så karismatisk og engageret, som vi havde håbet. Snakker derudaf, mens fætteren (chief i originalt afrikansk printet stof og rund hat på hovedet), sidder mere tavs og lyser op i smil, når vi henvender os til ham. Det er et virkelig godt første møde, og vi glæder os alle til at komme i gang.

Alt vores vigtige gear…

Udsigten fra vores hotel i Ajajo Estate, Lagos.

JeliliVores hovedperson Jelili.

Skriv en kommentar

*