Otgon

Så har vi pakket til optagelse (selvom Emil godt nok er ked af, at kamerastativet ikke er med på billedet)

Mandag kom vi på cirkusskolen sammen med vores tolk Battsetseg. Nu hvor vi kunne tale med lærerinden fandt vi ud af, at skolen ville lukke til sommerferie, om onsdagen!
Dette kom jo selvfølgelig som et chok for os, og pludselig følte vi at vi havde utrolig travlt. Dette betød at vi meget hurtigt skulle finde en pige. Så det endte i en lidt specielt situation, hvor læreren spurgte pigerne hvem der havde lyst til at være med, imens vi stod og kiggede på. Pigerne var ret generte og klumpede sig sammen, og ingen turde rigtig sige noget. Men det endte med at den pige, vi fra det første minut på skolen havde forelsket os i, gav udtryk for at hun gerne vil være med, så det blev hurtigt besluttet. Det var både lettende og nervepirrende at vi nu havde vores hovedperson. Sikke et heldigt tilfælde, så måske havde Nartur ret i at “This is meant to be”, for hvor er vi dog blevet glade for vores pige. Hun hedder Otgon, og er en lille tynd og utrolig smuk 13 årig pige. Hun er virkelig målrettet, og utrolig viljestærk og dygtig. Vi har aldrig set hende give op.

Otgon

Meget hurtigt blev vi inviteret med pigen hjem efter skole tid. Hun virkede meget genert, derfor fulgte de andre piger fra skolen hende hjem. De gik i en lang række, og fyldte hele fortovet. Det var virkelig hyggeligt at få lov at følges med dem.

Den sejeste og stærkeste pigebande i Mongoliet

Emil sætter microport på Otgon og pigerne spiser is

Otgon bor i en lejlighed på 8. etage sammen med en masse fra hendes familie. Da moren ikke var hjemme, endte vi med at sidde og snakke i lang tid med hendes moster, imens Otgon sad lidt genert ved siden af. Vi blev budt på diverse traditionelle mongolske specialiteter. Blandt andet en stor gryde med kæmpe stykker kød, “airag” – noget mælke drik med alkohol, “suutei tsai” – mælkete med tørrede kød stykker i, “buuz” – mongolsk pasta-dumpling med kødstykker i og “aarul” – en meget sær ostelignende snack der smagte utrolig surt. Alt sammen nogle meget anderledes smagsoplevelser. Det var virkelig overdådigt og så dejligt at føle sig så velkommen i hendes familie.

Fordi der kun var to dage tilbage inden ferien, har vi i dag og i går filmet på fulde drøn. Vi har fuldt Otgons træning hele dagen og kan langsomt mærke, at hun bliver mere vant til at blive filmet. Vi har haft lidt problemer med at få god nok lyd på skolen, da der er meget støj i træningsrummet, og at pigerne kun hvisker til hinanden. Derfor endte vi med i dag at skiftes til at filme, imens den anden boomede lyd.

Pigerne strækker ud, Emil filmer, Frigge boomer med vores hjemmelavede boomstang

I går var vi igen hjemme hos familien, hvor moren gentog den overdådige gæstfrihed, og diskede igen op med mad. Vi håber på at få lavet et interview med Otgon i morgen, og mangler stadig nogle andre scener uden for skolen. Vi er ved godt mod og kan mærke det går fremad, og vi glæder os utrolig meget til at få nogle af scenerne oversat, så vi kan forstå, hvad de snakker om.

Vi er blevet virkelig glade for Mongoliet. Mongolerne virkelig søde, hjælpsomme og gæstfrie – ud over vores oplevelse med Otgons familie, er vi bl.a. blevet tilbudt at bo på skolen, så vi ikke skulle betale for hostel og besøge lærerindens sommerhus på landet. Så vi er ærgerlige over, at vi ikke skal være her længere tid, så vi kan opleve mere af Mongoliet, efter vi er færdige med af filme.

Skriv en kommentar

*