På Optagelse Hos De Indfødte


Vores rickshaw klemmer sig forbi rust-sprøde busser malet med 4-5 lags vægmaling, og skubber sig stædigt igennem trafikken. Bilosen og lugten af gas, kildrer i tænderne. Troels og jeg er på vej til lufthavnen med Shammi, for at flyve til Chittagong.

Før vi tog til Bangladesh, kom vi i kontakt med dokumentarinstruktøren, Arnab Dewan fra Chittagong. Arnab er selv indfødt fra Chakma stammen og kender til at filme i Chittagong Hill Tracks, som ellers er strengt kontrolleret af Bengalsk militær. ”My real life experience is, it is difficult to talk in open sky in Chittagong” forklarer Arnab, da jeg møder ham første gang på en café i Dhaka.
Staten tillader ikke at udlændinge rejse ind i Chittagong, medmindre de opholder sig på resorts og ikke bevæger sig uden for turistattraktionerne. Indrejseforbuddet skyldes, at staten ikke er interesseret i at historien om den etniske udryddelse af stammefolket bliver alment kendt.

Grundet mangel på jord, har staten opfordret Bengalere til at flytte til Chittagong Hill Tracks, hvor stammerne bor. Da vi besøgte en Tripura stamme, fortalte de os, at så sent som i sidste uge, havde Bengalske tilflyttere forsøgt at fordrive dem fra deres land, ved at brænde deres marker og køre ind i landsbyen med jeeps. De indfødte havde forsvaret deres land med machetes og til sidst havde Bengalerne trukket sig tilbage. Stammerne er ofte udsat for chikaner, trusler, voldtægt, tortur og endda mord af militæret og muslimske tilflytterne. Myndighederne støtter Bengalerne og stammerne står derfor på randen af en etniskudryddelse. En del NGO’er og menneskerettighedsorganisationer, såsom IWGIA, forsøger at kortlægge antallet af overgreb og få kontrol over situationen, men det er en hård kamp.

Med Arnab og hans venners hjælp, fik Troels og jeg lusket os ind i Chittagong og rundt til 3 stammer. På den ødelagte vej væk fra Tripura stammens landsby, begyndte telefonerne pludselig at ringe. Først ringede militæret til Shammi og forhørte hende om, hvor vi befandt os og hvad vi lavede. Vores hvide løgn om at være taget på muslimsk meditation center, Quantum, var blevet afsløret. En gruppe fra det bengalske militær, havde kørt ud til centret, for at være sikker på at vi holdt os til den smalle turiststi og slog alarm da vi ikke var der. Shammi forklarede at vi havde droppet meditationscentret og bare kørte lidt rundt i stedet. En halv time efter, ringede de til vores chaufør, Kausar, og stillede de samme spørgsmål. Arnab sad ved siden af Kausar og oversatte telefonsamtalen. ”Basically he is just bulshitting them. He says stuff like ’they insisted on going to Quantum, but you know my car. It broke down because of the AC and we ended up just driving around instead’”. Vi var alle nervøse, da vi skulle forbi de Bengalske chekpoints for at komme tilbage. Vi havde forsøgt at skjule vores kameraudstyr i bunden af bilen og havde gemt optagelserne interviewene med stamme kvinderne. Stemingen var lidt anspændt, da Troels jokende udbrød ”Okay, how bad could it be if they find the footage?” Arnab svarede bekymret ”Oh! So many bad. Getting thrown out of the country, would be the easy bad. Not the first time either

Efter at have kørt omkring 2 timer, steg vi ud af den varme bil og trådte ud i den endnu varmere luft. ”This my village” sagde Rengyoung og pegede langt ned i vildnisset under os. Rengyoung er fra Mro stammen og har et rundt og venligt ansigt med dybe øjne. ”Ah yes. Very nice” svarede jeg og troede at landsbyen lå bag et træ, men jeg tog fejl. Den røde murstenssti, snoede sig en kilometer ned langs bjerget til den lille landsby, Kramadi, hvor Mro stammen bor. Der er ca. 12 stammer i Chittagong, hvoraf Mro er en af de mindste og derfor mest udsatte. Der bor omkring 30 familier i landsbyen.

 

Det dunkede i mine tindinger og mine ben rystede af anstrengelse, imens vi gik ned af den alge-glatte vej. En lille flok unge mænd, grinede af os, da vi var halvvejs nede af bjerget og råber ”Which country’? Which country?

 

Jeg var helt røde i hoved og våd af sved da vi nåede frem med vores kameratasker. Rengyoung viste os ind i hans far, som boede i landsbyens første hytte. Hans milde øjne lyste af begejstring da vi trådte ind. ”I am such a lucky man. So, so happy to have you as my guest” gentog han på sit modersmål, Mro, imens Rengyoung oversatte.

De stammer vi besøgte, bor i huse af flettet bambus, som er hævet omkring en meter over jorden. Der er et ildsted i hjørnet, men ingen skorsten, så der lugter af bål i alle hjem. Der er kun få vinduer, men lyset trænger ind af sprækker og åbninger. hentede to plasticstole til os, så vi ikke skulle sidde på gulvet. Renyoungs far betragtede os smilende fra en stol ved vinduet, imens vi drak et glas vand. Han fortsætte mere sørgmodigt med at tale på Mro imens Arnab oversatte ”I am sorry we don’t speak same language. I really want to understand you” sagde han. Vi talte lidt sammen, imens Arnab og Rengyoung tolkede for os.
Efter et stykke tid, gik vi ud i landsbyen for at finde medvirkende til dokumentaren. Shammi faldt i snak med en pige fra Mro stammen og de talte længe om deres liv og situationen i Chittagong. Vi blev også præsenteret for Kramadis vismand, som talte til Shammi om forandringerne fra da han var ung og til Bengalerne kom. Det bliver spændende at få oversat materialet.


Da vi var færdige med optagelserne, samlede vi os igen i Rengyoungs fars hus. Troels havde købt en pose med Haribo vingummi-lakrids flagermus og nogle maoam, som vi Hoteldelte med holdet og Rengyoungs far. Fornøjet gumlede han på flagermusvingummien. Den næste vingummi holdt han længe imellem sine fingre imens han kiggede beundrende på den. Langsomt nød han den, bid for bid imens han sagde ”Neither my parents or grandparents have tasted anything like this. I am so thankful, that you share your food with me. I feel very happy and lucky. Maybe I will also fly one day” Det var en meget stærk og rørende oplevelse at møde Rengyoungs far og Kramadi landsbyen.

Skriv en kommentar

*