På vej mod nord

Vejen til Norduganda er en af de bedste veje i hele landet. Smuk, grå asfalt så langt øjet rækker. Vores chauffør udnytter de gode forhold og kører lidt hurtigere, end vi selv ville have gjort, hvis vi havde befundet os på de tyske motorveje. Men vi befinder os en lille time uden for Kampala. I stedet for en endeløs række af BMW’er passerer vi i stedet kolloner af meterhøje termitboer og små hytter, der ligner de er flået ud af en Carl Barks tegneserie og photoshoppet ind i landskabet. Vi er helt sikkert i Afrika.

Efter et par timers kørsel passerer vi en flod, der markerer grænsen mellem nord og syd. En ældre bavian står ved vejsiden og hilser os velkommen. Det er heroppe, vi skal bruge de næste to uger på at filme overlevende fra borgerkrigen. Vi ved, vi har ret god adgang, men vi ved ikke præcis, hvem vores kilder er. I de 18 år krigen varede, er der ikke nogen grænse for, hvilke uhyrligheder befolkningen blev udsat for. Man har hørt historierne. Om folk der har fået skåret ører, næse og mund af. Om torturen med macheter, brændemærkning og tæsk. Om endeløse voldtæger og massevis af små børn, kidnappet for at blive børnesoldater i Konys hær.

Vi har selvfølgelig gjort os mange tanker, om de ting vi nu skal opleve på helt tæt hold. Hvordan man bedst muligt takler, at høre de her historier direkte fra folk selv. Heldigvis er uganderne et gladt folkefærd. Der er en generel holdning til at tilgive og komme videre. Når man snakker med folk, vil nogen måske mene, at de lyder meget kyniske. At de er lidt for rolige, når de diskuterer folkemord og afbrændinger som vi andre snakker om et DR drama til en familiefødselsdag. Men de her mennesker har haft de her ting så tæt inde på livet i så mange år. Man enten forholder sig til det, eller det æder en op.

Heldigvis findes der NGO’er som AYINET (African Youth Initiative Network), som de sidste ti år har arbejdet med at behandle overlevende fra konflikten. 9000 er det blevet til indtil videre. AYINET er vores vej ind i den her film. Det er dem, vi har lavet et samarbejde med, og som finder kilderne frem til os. De arbejder både med fysiske og psykosociale skader, og er løbende til stede ude i de små landsbyer. Her mobiliserer de folk, som ikke selv har mulighed for at skaffe sig behandling. Selv her ti år efter konflikten stoppede, er der stadig folk med ubehandlede sår. Og der er lang vej endnu.

Pludselig kører vi ind i Lira halvanden time før, vi havde regnet med. Her ligger AYINET, og her skal vi bruge de næste par dage på at lære deres staff at kende og sammensætte vores team. Væk er den grå asfalt, erstattet af Afrikas orangerøde jord. Nærmest før vi kommer ud af bilen, ligger der et fint lag støv over vores tøj og tasker. Et par ørne svæver dovent rundt over vores hoveder og i morgen går vi i gang.

Skriv en kommentar

*