Mañana, mañana

Ja, ok, højt at flyve, dybt at falde. Matagalpa, arrival: Vi har sagt farvel til Granada, og nu skal vi endelig mødes med Fany, vores kontaktperson og fixer. Vi har hjemmefra aftalt tolk og mødetidspunkt, men efter en kort sms-korrespondence viser det sig, at Fany lige nu befinder sig små 200km væk fra Matagalpa – … Læs mere

Nicaragua, Mucho gusto!

What the wow. Vi er ankommet i Nicaragua – trods flyforsinkelser og nu, desværre, kun en enkelt kuffert. Her er fantastisk. Smukt, varmt og tordnende regnfuldt, og folk, vi møder på vores vej er virkelig søde og hjælpsomme. Vi har et par dage før vi skal mødes med Fany, som leder Las Golondrinas oppe nordpå, … Læs mere

Endelig fremme

Så er vi omsider landet i Sri Lanka, hvor vi skal lave projekt. Det har været lang tid at vente på at skulle i gang med projektet, sådan “for real”. Ventetiden har dog ikke været brugt på ingenting! Vi har nemlig haft et par fartbump på vejen, hvor vores kontaktperson her i Sri Lanka pludselig … Læs mere

Om det at få adgang

Den største udfordring for vores projekt – og måske de fleste dokumentarprojekter overhovedet – er ubetinget access. Det har fået os til at tænke en del over, hvad det præcis er som afgør, om folk indvilliger i at åbne op og fortælle – og hvornår de ikke gør? Vi dækker et emne, som både New … Læs mere

Rundt om Dutertes Krig mod Narko

Vi filmer på Pasay Municipal Cemetery ude i et urban poor område af Manila. Området har været et af de mest påvirkede af EJK’s – Extra Judicial Killings. Graverne, som bor og lever på kirkegården,  har været pressede de seneste måneder. Ikke bare på grund af ligene, de ulidelige massegrave af uidentificerede ofre… Men frygten for deres venners, families og eget liv. De er de første til at vide, når bølgerne af myrderier begynder – og de første på listen over mulige ofre. Alt det i en verden af håbefuld insisteren på ret til at eksistere.

Vi har allieret os med en uopslidelig og trofast stringer, Voltaire, som er journalist og menneskerettighedsaktivist i Manila.

 

  1. Dag

Vi sidder på caféen og venter på Voltaire – han er en time forsinket pga pressemøde angående situationen sydpå i Mindanao. Oprørerne har bidt sig fast i Marawi City’s centrum og holder militæret ude med snipere. De siger, undtagelsestilstanden også kan komme til at involvere Manila… Folk her tager situationen meget afslappet. Forstår hverken hvad oprørerne vil, eller hvorfor det ikke kan lykkes militæret at slå det ned på fjerde uge. Militæret har igangsat to daglige luftangreb. Troperegnen høvler ned, da Voltaire træder ind af døren – vi er lige på kanten af den kommende tyfon-sæson.

Narkokrigen er afledt Filippinernes historiske tradition for politiske EJK’s. Voltaire fortæller, hvordan de siden tiden under marshall law har været anvendt som et politisk redskab. Med Duterte på magten har EJK’s taget en ny form, og ofrene kommer konsekvent fra Manilas fattigste områder. Hvad der startede som en form for propaganda har eskaleret til massemyrderier, hvor narkomisbrugere og pushere er blevet gjort til umenneskelige skabninger, som må renses ud af Manilas gader. Målet for Duterte, siger Voltaire, er at skabe et os-mod-dem forhold, hvor frygt og vrede bliver dominerende. En paralysering som gør masserne nemmere at styre. 

Vi tager til kirkegården kl 12.30 og er derude kl 13. Går gennem porten, en lang gang med grave stacket på begge sider. Grav alléen… Apartments kalder de dem. Der er ingen lugt. Til højre langs gangen står en spand med menneskeknogler. Nogle af gravene er malede, andre har planter, andre er smadrede og fyldt med skrald.

Vi mødes af et begravelsesoptog, en kiste bliver båret frem. En masse fine mennesker, passer langt fra til omgivelserne, gråd, kisten åbnes, liget. Børn leger samtidig, døden er blevet så naturlig for dem. Men der er ikke plads til kisten, de diskuterer hvad de kan gøre – Caretaker økser mørtel væk fra gammel grav, så der bliver plads til kisten. Let stemning, ungerne fra kirkegården nyder mennesker omkring.