Stenalder

I dag har vi leget med sten. Faktisk har vi leget med små kugler af papir, men vi lod som om det var sten, for det er sten vi skal bruge ude i landsbyerne. En del af grundlaget for vores arbejde hernede, bygger på en ide om at forstå vores kilder så godt som muligt. Det er tanken, at jo mere fortrolig du er med din historie, jo bedre kan du fortælle den. Derfor sten. De bliver brugt i en øvelse, der skal visualisere problematikker før og efter en given handling eller et skift i livet har fundet sted. I det her tilfælde er det før og efter kontakt med AYINET. Før og efter behandling.

Den store ide er selvfølgelig at skabe et trygt forum, hvor man kan snakke om de udfordringer man står overfor. Når vi kommer ud til vores kilder, er det to medarbejdere fra AYINET, der skal stå for øvelsen. De kommer samtidig til at fungere som tolke. Vores lango og acholi er ikke særlig godt og der findes ikke nogen smart app til disse to sprog.

Det var for at give vores kolleger fra Uganda en ide om, hvordan det fungerer, at de i dag selv udført hele seancen, med os som tovholdere. Gruppen bestod af en lidt broget blanding af psykoterapeuter og kommunikationsmedarbejdere og alt derimellem. Selv en IT specialist var der blevet plads til. Det startede lidt langsomt, mens folk lige skulle forstå, hvad det hele gik ud på. Men som vi fik snakket os mere og mere ind på de tunge emner, begyndte folk at åbne op. Papirkuglerne blev rykket rundt som bestod forsamlingen udelukkende af gademagikere. Der blev rykket tættere sammen om bordet, nogle rejste sig op. Uenigheder opstod og fordampede igen, erfaringer og personlige historier fløj over bordet og til sidst var der ikke brug for os mere. Vi havde skabt rammerne og nu levede samtalen sit eget liv.

Det var godt, at møde medarbejderne på AYINET og endnu bedre at se, hvordan øvelsen virkede. At den virkede. Flere sagde, at de var glade for muligheden, for at have sådan en samtale. At de alt for sjældent var sammen på den måde på en gang og at de ville adoptere øvelsen i deres eget arbejde. Og vi blev i den grad klogere på, hvad de næste dage bringer. Det er en god oplevelse at se, at en af vores grundidéer virker.

Og så har vi mødt de tre, vi skal arbejde sammen med ude i felten. Job er en høj, ranglet mand med et goofy smil. Han har en enorm interesse for foto og er den eneste der ryger i hele AYINET. Ingen har dog nogensinde set ham ryge, for han går altid “en tur”. Judith er en no nonsense kvinde med en smittende, høj latter og en kompetent udstråling. De to står for kontakt, oversættelse og alt det praktiske, når vi kommer op på hospitalet og ud i de små samfund. Det sidste medlem er George, vores chauffør. Han er 31, men ligner en på 18. Det er ikke til at find ud af, om han er genert eller snakker dårligt engelsk, men når han smiler, føler man, at han nok skal få en sikkert frem.

Skriv en kommentar

*