To uger i Kairo

Efter to uger i Kairo er den umiddelbare forundring over megabyens mange overraskelser og mættede stemninger blevet erstattet af en begyndende ro. En tryghed og familiaritet i en daglig rutine og i relationerne til de mennesker vi arbejder med, og som vi er her for at lære af. Vi kaster os stadig på sengen efter en lang dag, overvældede over dagens oplevelser, men vi har også holdepunkter. Vi ved, hvor vi kan komme til at spise, mens fasten står på, vi hygger os med holdet i taxien, og vi har indset, at vores produktionsplan er i en konstant forhandling med de uforudsete begivenheder, uventede oplevelser og utraditionelle arbejdsformer, som projektets udvikling kaster efter os.
På nogen måder går det rigtigt godt. Vi har opbygget en god relation til kvinderne i Zeit Zeitoun og har fundet os til rette i en flydende positionering mellem kategorierne ”europæiske journalister” og børn af vores hovedkarakter Lina. Antropologer er der i hvert fald ingen der kalder os. Det har været en ret fantastisk oplevelse at mærke, hvordan vores relation har udviklet sig fra vores første nervøse visit, over håbløse forsøg på at lave kibbeh, til befriende latter og en fortrolighed, der gør det muligt for os at stille de spørgsmål og have de snakke, som vi gerne vil. Vi prioriterede fra start at have god tid til at lære kvinderne at kende, før vi fandt kameraerne frem, og selvom vi er meget pressede på tid, har det muliggjort at lave nogle optagelser, som vi næsten ikke havde turdet håbe på. Vi er nok lidt forundrede over, at det rent faktisk er lykkedes os, at få nogle af de scener i kassen, som vi havde planlagt allerede i ansøgningsprocessen. Ikke at forglemme er også den velbalancerede og forbløffende syriske mad, som vi får præsenteret gennem et utal af smagsprøver og i overdådige iftar-måltider. Excellent.
Som antydet har vi også udfordringer. Udfordringer der næsten alle peger på en særlig mangelvare – tid. Vi har simpelthen haft alt for lidt tid til at filme i køkkenet. Det kommer selvfølgelig af, at vi har prioriteret at besøge køkkenet flere gange, før vi begyndte at filme, men også af, at vores tilstedeværelse besværliggør arbejdet i køkkenet, fordi kvinderne skal have mere og derfor varmere tøj på og i forvejen er trætte på grund af fasten. De par dage hvor vi har filmet i køkkenet, har der derfor været stort pres på for at få optagelserne i kassen, og presset bliver bestemt ikke mindre de næste dage, når tiden begynder at løbe ud. Tid har også været en udfordring i en omvendt forstand. Med aflyste aftaler og begrænsninger af hvor og hvornår vi kan filme, har vi simpelthen haft for meget tid i venteposition. Tid vi har forsøgt at bruge konstruktivt, men som let giver plads til en følelse af ikke at arbejde nok og til overvejelser og grundlæggende tvivl om vores fortælling. En sidste væsentlig udfordring er det forhold, at det grundet sikkerhedssituationen, og hvad man måske kan beskrive som en national blufærdighed, er meget svært at filme i det offentlige rum uden en dyr og svært tilgængelige tilladelse. Det har vi blandt oplevet, da vores trofaste taxichauffør blev truet med at blive kastet i Nilen, da han forsøgte at hjælpe os med at lave en optagelse af et iftar-måltid.
I det hele taget er det en både frustrerende og fantastisk oplevelse at forsøge at lave film i Kairo. Det er enormt spændende at opleve Ramadanen, der er ligeså synlig som julepynt og pebernødder i Decemberdanmark og som betyder rigtigt meget for mange mennesker. Det er evigt fascinerende og skræmmende at bevæge sig gennem Kairos urbane jungle af billige cementkonstruktioner og mega-billboards. Mest af alt er det inspirerende at møde mennesker, der i den værst tænkelige situation har mod og energi til at finde nye måder at forsørge deres familier og holde fast i en forbindelse til det hjem, de har måttet forlade.

Skriv en kommentar

*